onsdag, december 28, 2005

Vild med dans i julekalenderen

I aften skal jeg til en såkaldt juletræsfest. Jeg har aldrig helt forstået, at man skal fejre et juletræ ...
Jeg skal stå for aftenens "underholdning" - jeg skal holde juletalen i Løsning Missionshus. Jeg er blevet bedt om at inddrage noget om Jul i Halbal - som jeg jo ikke her set overhovedet ...
Derfor har jeg lavet til research på nogle debatsider om julekalenderen og fandt der et sted, hvor en begejstret udbryder:
Dejlig julekalender. Før vidste jeg ikke noget om ravnerok. Det gør jeg nu ...
Jeg synes ellers, jeg har fulgt godt med i Vild med Dans, men jeg har aldrig set dem opføre en ravnerok - måske skulle det med på menuen næste år.

lørdag, december 24, 2005

Glædelig jul

Jeg vil lige benytte lejligheden til at ønske alle derude en rigtig glædelig jul!. Som I kan se, var Mads mest i tilskuerens rolle, mens søstrene i går pyntede familiens juletræ. Det står nu pænt og flot og venter på at det skal blive rundtosset i aften.
Om en times tid kommer mine forældre (næ, de kommer ind af døren i dette øjeblik ... så fik vi pludselig travlt!) og min mindste lillebror, som skal fejre aftenen sammen med os og hjælpe os med at spise ænderne, chipsene, de brune kartofler - men lader forhåbentlig mandlerne ligge til os andre ...
Jeg håber, du i aften får muligheden for at fejre en glædelig julefest med fokus på julens sande budskab om den fødte frelser mit i alle valhalas nissestreger.

mandag, december 19, 2005

Jeg er færdig

Ovennævnte har ikke noget med toiletbesøg at gøre. Derimod henviser det til det faktum, at jeg i går aftes, efter et års arbejde, satte sidste punktum i The Last Star, som jeg har oversat for Lohse Forlag. Det blev til i alt 162 A4-sider, over 90000 ord og over 500000 anslag med mellemrum.
Nu venter de forskellige korrekturgange, men jeg kan ikke skjule, at jeg både er stolt og lettet over at være nået til vejs ende - og over tempoet den seneste måned.

fredag, december 16, 2005

Ungdomsklasse - nej tak

Try Haarder skal virkelig oppe sig. Der skal alligevel en del til at få sin egen folketingsgruppe, regeringskoalitionspartens folketingsgruppe, regeringsgrundlagets støttepartis folketingsgruppe og hele oppositionen på nakken. Det viser bare, at Hr. Bergatel var helt ude i hampen med sit forslag, der sikkert ville gøre ondt mange steder i efterskoleverdenen.

Tilbage står vi med en opgave, der hedder at skulle forny 10. klasse, så vi kan bakke op om forslaget om at få de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet - og det at give de unge en indsigt i hvem de er og hvad de rummer, er et skridt i den rigtige retning!

torsdag, december 15, 2005

Jul i Halbal

Jeg har ikke rigtigt set julekalenderen på Tv2 - Jul i Halbal. Jeg synes ikke rigtigt, jeg gider. Det er i orden at ville lave et kulturelt program om de gamle nordiske guder og hele den tradition, der engang var danskernes foretrukne.
En del elever på Grejsdalen er også lidt utilfredse. I spøgefulde øjeblikke siger de, at TV2 næste år laver en julekalender, der hedder Abdullahs jul ...
Igen - det ville være ok at lave et program om islam og jul, men hvorfor som julekalender? Hvorfor ikke stå ved, hvorfor vi fejrer jul i Danmark? Hvorfor er vi bange for at stå ved vores kristne kulturarv. Jeg har ikke det fjerneste mod nisser, så længe de ikke er julens centrale figurer. Det er Jesus!

onsdag, december 14, 2005

Piercing

Det skulle være åh så trendigt at få lavet sig en piercing i disse tider. Gennem læber, næser, øjenbryn, ører og det, der er værre. Det siges endda at være flot.
Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg kan ikke begribe, hvorfor man frivilligt underkaster sig denne form for "tortur" - ikke nok med at man skal stikkes - man skal også bagefter bære "smykket" og af folk man ikke kender, sættes i bås, som reaktionær, rebelsk og venstrefløjsk - måske endda uden at være det. Men hvorfor? The answer, my friend, is blowing in the wind ...

Tatoveringer hører vel egentlig med til samme kategori, men hvis det ikke overdrives kan det være flot nok - jeg har faktisk en hemmelig (som nu ikke er hemmelig mere) drøm om at få en lille tatoo på skulderen. Men jeg er vist for stor en tøsedreng.

tirsdag, december 13, 2005

Dagene derpå

Ovenpå en weekend, som stod i vagtens tegn (jeg havde weekendvagt og 8 elever invaderede vores hjem et døgns tid og lavede bolcher, juleknas og ballade - men hygsomt var det!) havde vi i går besøg af min kæmpe kontaktgruppe - de kunne begge komme og vi hyggede os med dejlig julemiddag, pakkeleg og de smukke muser aktivede de to tøser på bedste vis.
Nu er det så hverdag igen, så meget som det nu kan være her op til jul. Om en uge holder vi ferie, men inden da skal vi have julefest på skolen, terminsprøver og andet godt fra havet. Fx har vi lærermøde i dag, hvor vi skal forholde os til Try Haarders ungdomsklasseudspil - det bliver en spændende debat, hvor jeg nok ikke kan lade være med at foreslå, at vi opretter en 11. klasse med fokus på kristen ungdomlederuddannelse. Det kunne være et rigtigt spændende tiltag.

torsdag, december 08, 2005

TakTic Tak

TicTac Mints er en lækker spise og kan spises på mange forskellige måder ... Den yngste smukke muse kom grædende ud på kontoret og sagde:

Far, jeg kan ikke få den ud af min næse ...

torsdag, december 01, 2005

Ugens Elevkommentar

I dag er mine fodboldpiger på efterskolen gået i gang med et cirkeltræningsforløb. Det indebærer en del ugers arbejde med 13 forskellige discipliner, som styrker muskelgrupperne i ben, arme, mave og ryg. Det er hårdt arbejde. Alligevel dukkede Sabina og Joan frivilligt om, selvom de pga. køkkenarbejde egentlig var fritaget, og sagde:

Må vi ikke godt være med?

tirsdag, november 29, 2005

Gajol-vejr

Ifølge Gajol er det danske vejr til netop den spise - i hvert fald er det brorsonske hjem til det i øjeblikket med halskriller og host i stride strømme.

Det gode ved gajol er, ud over smagen og virkningen naturligvis, at der er visdomsord på klappen. Det var der også på den pakke frisk lakrids, jeg købte i dag. Det er et citat, som rammer lige i plet - og jeg skal gøre mit til at være netop den i citatet omtalte person for nogle elever i IT10 i morgen ...
Citatet er sagt af Ralph Waldo Emerson og lyder:

Hvad mange af os mest af alt behøver, er,
nogen, som får os til at gøre det, vi kan.

lørdag, november 26, 2005

Blindgyde

Oversættelsesmæssigt har jeg nået en milepæl - jeg har oversat 169 sider og mangler nu "kun" 100 sider - men jeg er havnet i en oversættelsesmæssig blindgyde. Der er et ord, som jeg simpelthen ikke kan researche mig til, hvad betyder. Det har noget med flerdimentionelle universer at gøre. Ordet er superstrings.
Skulle der være en, som har forstand på den slags ting, og som kan hjælpe, så ville det bare være kodyl ...

fredag, november 25, 2005

Polarekspressen

I går havde vi en total stenerdag herhjemme. Om aftenen drog Fru Ministeren til staden for at leje films - og det gjorde hun godt. Først så vi alle Polarekspressen "med" Tom Hanks af Robert Zemeckis. En ganske fremragende film. Hold da op! Man sidder med hagen på brystet konstant i begejstrin og forundring over den teknik som gør den film mulig!
Handlingen er ret banal - en dreng, som skal finde juleglæden sammen med andre børn og derfor kommer med polarekspressen til Nordpolen. Det kommer der meget godt ud af - og i biografen må det have været en helt fænomenal oplevelse - i hvert fald da toget passerer den stejle del af turen ...
Som kristen forkynder rummer filmen utrolig mange muligheder. Filmen er spækket med situationer og klip, som ville kunne bruges til at formidle det kristne budskab.
Så alt i alt: Super underholdning og fantastisk teknik!
5 ud af 5 jerngreb!

onsdag, november 23, 2005

Fødselsdag og orlov

I dag er det Fru Ministerens fødselsdag ... hurra, hurra, hurra ...
Men det har hun ikke mærket meget til - fra mig forstået. Jeg blev syg i går aftes og tog hjem fra arbejde og har slet ikke kunnet levere en ordentlig fødselsdagsvare i dag ... surt! I stedet har Fru Ministeren fejret sine 25 år (eller der omkring) med opkald fra nær og fjern. Der har været opkald gennem fra Tyskland, Kosovo og Israel ... Og efter et besøg i morges har hun vel egentlig passet børn resten af dagen. Fedt indhold.

Selv har jeg som sagt plejet mig selv - og som sekretæren på GE siger - hende vi kalder Don Lise - så er mænd rigtig ynkelige, når de er syge. Men der findes vel undtagelser ... bare ikke her i huset! Jeg har taget konsekvensen af den senere tids stramme program og ønsket min udskudte barselsuge effektueret - så nu holder jeg fri til næste onsdag!

tirsdag, november 22, 2005

Sagen set fra to sider

Følgende begivenhed kan ses fra to synsvinkler: Situation:

  • Fru Ministeren skal ud af indkørslen med bilen, men drejer for hurtigt. Resultat: En lang ridse i lakken, en bule og en delvist ødelagt plastikfælge ...
På den ene side kan man vælge at være lidt ærgerlig over skaderne på bilen.
På den anden side kan man vælge at glæde sig over, at muren i indkørslen, som blev sat i sommers, viste sig at være stabil og stod for presset.

søndag, november 20, 2005

Hvad sagde jeg ...

Det burde være tilstrækkeligt at sige det. Men for de, der ikke ved, hvad jeg hentyder, så lad mig bare tilføje: Fortjent 1-1 og tættest på sejren! Sådan GF - og så skal det lige følges op mod SIF ...

fredag, november 18, 2005

Grineren

Jeg modtager jævnligt vittigheder fra jokes4u - her er et udpluk af et par sjove af slagsen ...

En mor stod i kø med sin datter lige bag en meget kraftig
dame.
Pludselig gik den kraftige dames personsøger i gang med at bippe
og datteren sagde:
"Pas på mor! Hun bakker."

Den sande:
Hvorfor bærer bruden for det meste hvidt?
Hun skulle jo gerne
matche alt det andet køkkeninventar.

Til de af jer, som skriver meget, men ikke helt ved, på hvor højt et plan I skriver, så er der hjælp at hente på bedreword.dk. Med Bedre Word i hånden kan man udregne lixtallet på sine publikationer.

Desuden kan man på adgangforalle hente en "fjernbetjening, som gør det muligt at få læst sin tekst digitalt op direkte fra tekstbehandlingsprogrammet eller hjemmesiden.

Et MUST

Den forløbne uge har stået helt i musicalens tegn. I morgen fremfører vi på Grejsdalens Efterskole, i forbindelse med skolens årlige elevstævne, musicalen "Da din kærlighed brød frem". Det er en musical om Keith Green - en amerikansk entertainer, som hele livet levede på kanten - på kanten af og med livet. Eleverne er gået til makroner, vafler og hvad der ellers kan gås til. De er spændte og forventningsfulde.
Selv har jeg skullet styre tre håbefulde journalistaspiranter, der hver dag skulle udkomme med bladet MUST - en spændende, men også stressende opgave - særligt når teknikken strejker. Desuden har det ikke været supergodt for mine i forvejen spændte og anstrengte muskler at være parkeret bag en skærm så mange timer ... men nu er vi ved at være færdige og klar til den store finale.

Og apropos finale, så er det jo i denne weekend, der for os, der er til blød, dansk tv-weekendhygge, er finaler i både Vild med dans og Showtime - det glæder vi os til herhjemme - det er lige programmer for os. Herfra skal der bare lyde: Go Eskild! Go Iben!

Og som rosinen i en forhåbentlig god pølse ligger en sejr til AGF i Parken på søndag!

torsdag, november 10, 2005

Lidt tidsfordriv

Her på dag 1 efter Grejsdalens Ungdomsskole skiftede navn til Efterskole, så sidder jeg lidt og laver ingenting.

Jeg er faldet over et spil på nettet, hvor man kan hjælpe sin yndlingsfodboldklub med at score mål - selv Horsens-fans kan hjælpe ... Ved at klikke på dette link, bliver man ført til siden, hvor spillet er ... men pas på - det kan være lidt vanedannende!

onsdag, november 09, 2005

Carpe Diem-kvintetten

Det er lang tid siden, der sidst har været en kvintet her på siden - det er egentlig en fejl, for det er bare så sundt at stoppe op engang imellem at stoppe op og fokusere på, hvad der er sket af positive ting, den seneste tid - så glædes man over livet, vennerne, familien og frem for alt Gud kærlighed, omsorg og velvilje.
Denne uge kvintet består af disse 5 hittere:

  1. Jeg er forelsket - i livet. I livet med alle sine facetter: Livet med Gud, med konen, børnene, arbejdet og fritiden
  2. En dejlig weekendvagt på skolen, hvor arbejdet føltes meget let
  3. GU-nyt blev færdigt, og det blev dermed også min første hele præsentation lavet i InDesign
  4. Vores mellemste smukke muse havde heldigvis ikke brækket armen
  5. En dejlig, kriblende forventningens spænding og glæde med henblik på aftenens repræsentantskabsmøde på Grejsdalen, hvor et navneskift er på dagsordenen

fredag, november 04, 2005

5 sikre - skadestuen

På en skadestue kan tiden blive frygtelig lang, hvis man møder op med en skade, der ikke er særlig alvorlig. I dag var vi inde med den mellemste smukke muse igen. Først ventede vi en time i et lokale ... dernæst en ½ time i et nyt, hvor vi fik at vide at lægen ville komme lige straks. Man sidder og ærgrer sig over, at man ikke har et spil kort eller lignende med ...

Her er 5 sikre tegn på, at man har ventet alt for lang tid på skadestuen:

  1. Tanken "Har jeg læst den nye 'helse'?" popper op ...
  2. På børnenes venteværelse bygger man et legohus ...
  3. Man overvejer om man kan spille lidt mere syg for at blive undersøgt hurtigere ...
  4. Hullerne i loftbeklædningen tælles - først pladevis, dernæst antal huller i alt ... der er 9 kvadratiske plader med 36 huller på hver langside (936 huller) - alt i alt 8426 huller på børnenes venteværelse på Horsens sygehus ...
  5. Man overvejer om man kan opstille en Top 5 over sikre beviser på, at man har ventet for lang tid.

torsdag, november 03, 2005

Up tempo

Sådan er mine dage i øjeblikket ... up tempo. Lidt for meget måske endda. Jeg nåede dårligt nok at puste ud efter i lørdags før elevbladet fra Grejsdalen fyldte min mentale harddisk. Den er så akkurat lige blevet sendt til trykkeriet, så her blev der frigivet lidt plads.

Den er dog allerede booket igen, da pr for skolens musical skal laves. Omegnens skoler skal inviteres - og når det er sket inden jeg går i seng, så skal mit oversættelsesprojekt sparkes videre ... inden jeg i weekenden har vagt på skolen.

Efter weekenden skal jeg forberede et oplæg til skolens repræsentantskabsmøde på onsdag, oversætte, lave oplæg til powerpointpræsentation til bibellæserringsarbejdet og ...

Godt det snart er jul!

tirsdag, november 01, 2005

Emma Sofie 4 år

Så blev det lige 1. november og Emma Sofie, den mindste smukke muse, blev 4. Først var hun temmelig overrasket over, at dagen var oprundet:

Har jeg sovet én gang nu?
Og ...
Er det nu, jeg har fødselsdag?
Og så gik hun eller kl. 7 op i seng igen og lurepassede indtil de søvndrukne familiemedlemmer (minus Mads Motor, som slet ikke var søvndrukken) dukkede op med gaver og morgensang. Hun var rigtig glad og stolt - og fik om formiddagen besøg af fadderne og veninden Karoline. Senere kom den gode ven Jakob med brødre og moder og så var der telefonopkald fra nær og fjern - med Israel og Færøerne som ydergrænser - og alle fik spørgsmålet: Har du en gave til mig?
Men alt i alt en god dag for den unge dame, som nu har besluttet at lægge sutterne på hylden!
Hendes dag sluttede lidt mærkeligt, da hun lige inden sengetid skulle sige farvel til mellemste smukke muse, som skulle en tur på skadestuen med en smertefuld albue ...

mandag, oktober 31, 2005

Mediekonference

I lørdags holdt jeg det føromtalte seminar (De nye helte - om unge og deres helte fra film og tv + deres menneskesyn og værdier) på Mediekonferencen på Børkop Højskole. Min fornemmelse er, at jeg mødte velforberedt op, og at de ca 25 personer, der frivilligt troppede op, fik noget ud af det - jeg er i hvert fald aldrig tidligere i min forkyndelses- og undervisningskarriere blevet klappet af efterfølgende. Det gjorde mig glad og stolt - men mest at alt fyldt af taknemmelighed til Gud over at han kunne og ville bruge mig og mine evner!

Seminaret var opdelt i en teoridel og en praksisdel.
Teoridelen bestod i at se på ungdommen ud fra en mediesynspunkt. Her var det:

  • Thomas Ziehe og nogle af hans mediesynspunkter på ungdommen (fx at medierne er de unges primære kilde til sekundære livserfaringer, som fylder så meget hos dem, og at de unge modsat tidligere, nu skal ud at skabe deres identitet, hvor de før sammen med familien blot skulle finde den)
  • Kirsten Drotners statistiske arbejde på unge og medier (fx at unge inden de fylder 16 har tilbragt mere tid foran tv end i skolen)
  • Brunstads 3 niveauer, som unge uden problemer manøvrerer på samtidigt (udøver-, afprøver- og betragterniveau)
  • Karin Stigbrandt oversigt over de 4 mediesyn (det aristokratisk og elitære, det ideologi-kritiske, det konstruktevistiske og det dekonstruktevistiske mediesyn)
  • Hans Hauges oversigt over de 3 menneskesyn (det progressive eller humanistiske, det konservative eller religiøse og det materialistiske menneskesyn) + et mere nuanceret kristent menneskesyn, som Hans-Ole Bækgaard har udfoldet det på Jesusnet.dk.
  • Vi så lidt på medierådets anvisninger med censurkoder og det forældre-/voksenansvar, der følger med dem.
  • Jeg konkluderede på nogle af spørgsmålene i det spørgeskema, som har været tilgængeligt på nettet

Praksisdelen var:

  • Mulighed for at se klip fra 10 forskellige film, som de unge i spørgeskemaet havde stemt ind, fordi de havde påvirket dem eller sat tanker i gang. Her nåede vi dog kun klip fra 4 film - men dejligt, at snakken gik godt ...
Så alt i alt en oplevelse, som jeg med glæde ser tilbage på!

Ugens Elevkommentar

Blandt brugerne af denne site har der været lidt murren i krogene over manglen på elevkommentarer - og at denne har ikke er kommet på noget før skyldes helt klart en forglemmelse.

På en aftenvagt var jeg placeret i lektiecaféen, hvor Rune fra 10. klasse gerne ville have mig til at skimme hans engelske stil og påpege, hvis (når) jeg fandt fejl - ikke decideret sige, hvad fejlen var, men påpege, at der var en fejl.

På et tidspunkt skulle Rune skrive, at han havde arbejdet med en opgave sammen med en gut, der hedder Rasmus (Rasmus kiggede med ved siden af ...). Det stod skrevet på denne måde

I worked with a gay named Rasmus ...

Det gav en lammer!

fredag, oktober 28, 2005

Filmkavalkade

Jeg er ved at lægge sidste hånd på seminaret til Mediekonferencen i morgen. Og i forbindelse med det, synes jeg det kunne være spændende at se, hvilke af alle de spændende film, jeg har siddet med, der har gjort størst indtryk på den, der lige måtte kigge forbi - så smid en stemme i højrespalten ...

mandag, oktober 24, 2005

Film-mini-maraton

Jeg skal da lige love for, at jeg får set nogle film som forberedelse til næste weekends mediekonference ... og gode film skulle jeg måske tilføje.

  • Luther: God film med godt fokus og gode skuespilpræstationer. Giver virkelig et godt indblik i middelalderens magtfikserede liv og levned - selvfølgelig, som det var dengang, med afsæt i kirkens (ak og) ve og vel(-levned). [4 ud af 5 jerngreb]
  • A walk to remember: Den havde jeg hørt meget om fra østrogenbomberne i sidste års 10. klasse på Grejsdalens. En rigtig teenagefilm ved første øjekast, men ved nærmere eftersyn en superfilm med supertema og virkelig godt skuespil. Men vær parat med kleenex! Minder mig meget om Jesper Wung-Sungs "En, to, tre - NU!" [5 ud af 5 jerngreb]
  • Million Dollar Baby: De Oscars er virkelig fortjente. Rigtig god film og tilmed atypisk hollywood. Clinten bliver ved med at overraske omend han er ved at være gammel. Freeman er også god, men Swank er fantastisk! [5 ud af 5 jerngreb]
  • 13 going on 30: En teenagefilm, som igen vinder som den skrider frem - dog ret forudsigelig, men med gode pointer undervejs. Var ikke på listen over film, som respondenterne i min spørgeskemaundersøgelse havde lavet, men gav i hvert fald ét klip til konferencen. [3 ud af 5 jerngreb]
De næste film på listen: Bænken, Der Untergang, Butterfly Effect og en hurtig gennemspoling af Ringenes Herre.

torsdag, oktober 20, 2005

31 galdesten senere

I morges kl. 7.15 afleverede jeg Fru Ministeren på Horsens Sygehus. 3 huller, 31 galdesten, en perforeret galdebælre og en sandwich senere er hun hjemme igen. Men hun skal have noget ro og smertestillende tabletter de kommende dage.

Mads Motor og jeg var på sygehuset nogle timer, men den stolte fader blev misundelig på sønnekes dametække, så de fortrak til bekvemmeligere himmelstrøg i Korning ...

onsdag, oktober 19, 2005

Oversættelsesstatus

Jeg har langt om længe fået taget mig sammen til at lave en plan for den resterende del af The Last Star. Sommerens hus-projektor satte mig alvorligt tilbage i forhold til min første plan. Så nu har en ny plan set dagens lys. Den indebærer, at jeg skal oversætte 2 sider om dagen for at blive færdig til jul. Pt, efter 8 dage, er jeg 3 sider foran planen. Det er en dejlig status efter 44344 ord eller 218781 tegn uden mellemrum ...

tirsdag, oktober 18, 2005

Status fra spørgeskema

Der er givet rigtig mange gode svar i spørgeskemaet, som nu er lukket på nettet. Jeg har fået idéer til film, som jeg skal bruge på Mediekonferencen om ca 14 dage. Topscoren blandt de film, som på en eller anden måde har påvirket respondenterne, er The Passion of the Christ. Den har fået næsten dobbelt så mange 'hits' som nr. 2 på listen: Lord og the Rings-trilogien'. Af andre film, som har fået minimum 3 hits er Per Flys trilogi, Bruce Almighty, Million doller Baby, Der Untergang, A Beautiful mind, Luther, Schindler's List, Rejseholdet, Green Mile, A Walk to Remember og The Butterfly Effect - så jeg har bestilt 7 af disse på nettet, så jeg har mulighed for at se dem og vise klip fra dem på konferencen.

Jeg har så også erfaret, at respondenterne er til komedier - 153 af de 188 besvarelser vil gerne se komedie. De næste på den liste er Romantik (110) og action (91). Sidst er Western (10), gysere (24) og Sci-fi (26).

Et andet spørgsmål drejede sig om hvor man bliver mest påvirket af medierne. Topscorerne her var 'sprog' (47,4%) og drømme (42,2). Kun ca. 5% siger, at medierne ikke påvirker dem.

Opmærksomhed

Det giver sig selv, at en af mine venners porsche får opmærksomhed i bybilledet. Det ville en Lotus, Ferrari osv også gøre. Men hvordan får man som Berlingo-ejer den opmærksomhed? Jo, det skal jeg sige jer. Kør med et knækket udstødningsrør! Det får mange blikke og så bevæger man sig konstant på kanten af en høreskade ...

torsdag, oktober 13, 2005

Lige en sjov ting

Jeg var til tjek op på hospitalet i dag. Hvad skal man lave, mens man venter på at komme til? Jeg sidder og kigger mig lidt omkring og lægger mærke til et ældre ægtepar, som kommer gående. Manden lægger lige så stille - og det er virkelig lige så stille - afstand til konen. Lige ud for mig udbryder konen, som er ved at blive sat i tempoet, som manden har slået an (og jeg gentager: det er lige så stille ...):

Kan du nu lige vente lidt på mig. Du farer jo afsted ...

Mads Motor


Det er nu næsten 6 måneder siden Mads Motor (de, der har set ham live, ved, hvorfor han lyder navnet Motor ...) så dagens lys og dermed også kunne se sit smukke ansigt i cyber space. Men der er løbet megen mælk i hans spiserør siden da, så hvordan ser giraffen ud nu om stunder? Sådan!

Det er bare så typisk

Man kan ikke rigtigt indvende noget mod den glippede kvalifikation til VM - heller ikke selvom albanerne brændte nogle meget store chancer mod tyrkerne.

Det, der kan undre er UEFA - nok engang. Dels har de lige kvajet sig i Messias-sagen (ham, der dømte FCK). Men nu viser deres tossede seedningssystem igen, at der er et eller andet galt. Danmark har som eneste europæiske land (sammen med tyskerne) været med ved samtlige EM-slutrunder siden 1984 - og har været med ved VM de foregående 2 gange, men nu betyder den mislykkede kvalifikation, at Danmark skal placeres i 3. seedningslag ved næste lodtrækning til EM fra næste efterår. Det fatter jeg simpelthen ikke - men det kunne måske betyde, at Danmark slipper for de svære kampe mod de lette modstandere, fordi de fx kan havne i gruppe med både England og Italien, som vi jo ikke har problemer med.

mandag, oktober 10, 2005

Sidste chance

Nu kører linket til spørgeskemaet ude i højrespalten på sidste vers. På fredag bliver det pillet af tapetet, så hvis man endnu ikke har givet sin mening til kende om bibellæsning og medier, så er det ved at være nu.

På fredag begynder arbejdet med de ca 200 fuldt besvarede spørgeskemaer (+ ca 100, som er begyndt, men ikke har fuldført). Mit succeskriterium, da jeg lancerede spørgeskemaet, var 50 - så jeg er overmåde tilfreds. Jeg har smugkigget undervejs og der er virkelig meget guld! Jeg glæder mig til at drage nogle konklusioner på de mange svar. I første omgang skal jeg bruge mediesvarene til Mediekonferencen på Børkop Højskole den sidste weekend i oktober. Det bliver spændende.

Søsat

På Event i Randers her i weekenden blev Broen - Bibellæser-Ring Danmarks nye satsning - introduceret. Det skete med en film, som medieholdet på Grejsdalen havde produceret. Den umiddelbare respons små 10 måneder inden første hefte ser dagens lys, kan kun betegnes som tilfredsstillende. Så det lover godt. Filemn skal senere vises på både KFS' discipeltræf, Påskelejr, LMU's LUS og IM's årsmøde.

Til de af jer, der i forvejen kender hhv. Sporet og Bibelnøglen, kan jeg sige, at den nye Broen fra næste sommer skal være bro over det forholdsvis store spring, der indholdsmæssigt er mellem Sporet og Bibelnøglen. I løbet af 2 år bliver man som abonnent gjort klar til at give sig i kast med de større udfordringer som bibelnøglen indeholder. De gode elementer fra Sporet og Bibelnøglen er videreført og så er der de nye tiltag:

  1. Direkte kontakt via mail til skribenterne, så man altid kan få svar på de ting, som man ikke umiddelbart forstår
  2. Ugens lektie - med afsæt i bibelteksten giver skribenten abonnenterne en lektie for - eller: sætter fokus på, hvad der i bibelteksten forventes af den kristne - naturligvis med evangeliet som fortegn. Man får med andre ord et område af livet at fokusere på.
Til de af jer, der slet ikke kender til Bibelæser-Ringen, ligger der her et link.

fredag, oktober 07, 2005

Miraklet er sket

Vi har foretaget en ommøblering her i huset uden Fru Ministeren har dikteret det. Den ældste smukke muse ønskede sig et nyt værelse - lige der, hvor Fru Ministeren og hendes tro undersåt normalt sover. Derfor flyttede de to værelsers respektive møbler omgivelser - men først efter der en omgang maling var blevet smidt på væggene - det tog en dags tid, så nu mangler vi kun den sidste finpudsning. Men godt set af datteren vores - resultatet er blevet godt!

søndag, oktober 02, 2005

Mangler ord ...

Hvad er det nu lige det hedder, når et verdenskendt firma flytter sine aktiviteter til et u-land og tjener masser af penge på det?

fredag, september 30, 2005

Ugens ministerkommentar

I denne uge får Fru Ministeren ikke selv ordet - derimod er det noget sagt OM Fru Ministeren.

I forbindelse med Den store Smukke Muses første dag på Bøgballe var forældrene selvfølgelig med. Vi slappede lidt af sammen med en af Frui Ministerens kollegaer og chefen. Midt i en snak om pædagogisk arbejde (så vidt jeg husker) siger chefen

Helle, du overfungerer!

Jeg er stor tak skyldig til Fru Ministerens chef - tænk - det er det ord jeg har ledt så længe efter under jævnlige diskussioner herhjemme. For her overfungerer Fru Ministeren også. Rengøring, madlavning, omflytninger, telefon og alt i og omkring huset - der overfungeres på livet løs. Så fik vi lige sat det på plads!

Skoleskift

På en fredag morgen, hvor jeg normalt har undervisningsfri, er klokken 6.30 alt for tidligt at stå ud af fjerene - stadigt lidt vaklende pga. infektionen på balancenerven ... Men i dag skyldes den tidlige opvågnen, at den største smukke muse har første skoledag på Bøgballe Friskole. Ida Marie skulle under alle omstændigheder skifte til Bøgballe efter fjerde klasse, men vi har valgt at fremskynde rykket af forskellige årsager. Nu håber vi så bare, at Ida M bliver glad for de nye omgivelser ... hvor Fru Ministeren vil være en del af dagligdagen, når hendes orlov er overstået til april.

søndag, september 25, 2005

Murphys lov

Murphy lov er en såkaldt selvopfyldende lov. Den lyder i modificeret udgave;Alt, der kan gå galt, går galt (den rigtige ugave kan bl.a. ses her). Lige nu er det som om, selvopfyldelseskraften har slået til i mit lille univers.
Operationen for en uge siden gik ikke helt som den skulle - men oveni er der nu med stor sandsynlighed stødt en ny infektion til, så jeg nu kan kalde mig "Brorson - nu med infektion på balancnerven".

eg forsøgte mig med at møde op på arbejdet i går, men det var måske ikke så smart, for jeg havde ikke andet end lige taget plads i lænestolen før min egen miniudgave af rn karusseltur begyndte. Det er så fortsat, sådan at hver gang jeg ændrer position, så snurrer verden rundt ... gad vist hvor længe det skal stå på.

fredag, september 23, 2005

Teenage-tendencer melder sig hurtigt

Den billedskønne, men hovedløse, Fru Minister-orkan´, som ikke længere kan ses i cyberspace (med mindre man klikke på følgende link) spørger vores yngste datter på 3 år, som snart har fødselsdag, hvad hun ønsker sig, når dagen kommer ...

En computer ... noget mere tøj ... blade ... en cd
... lyder svaret.
Hvor er ønskerne om Barbie, påklædningsdukker, tuscher og tingeltangel blevet af? Forsvundet i kapitalismens vugge? Ja, jeg spørger bare ...

onsdag, september 21, 2005

Orkaner

Når en person opdager en ny planet eller en komet, så opkaldes himmelfænomenet som regel efter opdageren. Men hvor får orkaner deres navne fra - og hvorfor er det, så vidt jeg husker, altid pigenavne? Her kommer 5 gode forslag til, hvorfor orkaner har pigenavne:

  1. En orkan forbipasserer aldrig i ubemærkethed
  2. En orkan er kold luft, der tager til i styrke, når den møder varme, for derefter at endevende alt inden den falder til ro
  3. Man taler om 'orkanens øje' - ikke 'øjne'. Den kan altså kun se tingene fra en synsvinkel
  4. En orkan får store økonomiske konsekvenser
  5. En orkan efterlader sig altid kaos i farvandet

tirsdag, september 20, 2005

hmm - sådan skulle det ikke være

Jeg skrev i mit sidste indlæg om den forestående operation. Nu er den passé. Men det gik ikke helt efter planen.

Udsigten var et døgn på sygehuset efterfulgt af en dejlig masse arbejde.
Den nye udsigt er en uges sygemelding med kateder, antibiotika og afbud til de ting, som jeg havde set frem til. Ærgerligt - men bare slutresultatet bliver godt ...!

søndag, september 18, 2005

Hul igennem

Indlægget har ikke noget at gøre med telefoni eller AGF's forsvarsspil i kampen mod GAaB. Derimod er det manglen på samme, som i morgen kl. 8 sender mig under kniven på Horsens Sygehus.

I 1990 blev jeg i Herning opereret for indsnævret urinrør, men nu er den gal igen. Dengang lød årsagen til skavanken: Fald på cyklens tværstang kan have forårsaget problemet ... og nu skal der så blokkes ud igen.

Det giver et 2-dages ophold på sygehuset, men forhåbentlig kommer jeg hurtigt på benene til at de ting, som skal ske i næste uge:

  • IT10 på skolen skla have prøveresultat tilbage på onsdag ... jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde?!
  • Forældrebesøg på skolen lørdag
  • Indlæg om unge og bibellæsning lørdag formiddag for repræsentantskab og bestyrelse i Bibellæser-Ring Danmark (tak de flere end 130, som har været behjælpelige ved at besvare et spørgeskema (linket er øverst i højrespalten))
  • Søndag er der efterskolernes dag med et hav af spændende tiltag på Grejsdalens.
Så det er bare med at komme ud af fjerene igen.

onsdag, september 14, 2005

Ugens elevkommentar

Elevkommentarer tager afsæt i dette billede - eller noget som gik forud for ...

Undertegnede er på vej op ad banken til venstre - Rasmus B til højre. Det er Rasmus' andet forsøg, og i sit første forsøg var han nået ca. lige så langt ... da han mistede fodfæstet. Siddende på sine knæ og febrilsk gribende ud efter et græsstrå at klynge sig til, mumlede han panisk:

No ... no ... no ...

Så der fik vi lige lidt at grine af på vores ganske udmærkede tur til Døbbøl Banke.

søndag, september 11, 2005

Test nationen

Jeg så ganske lidt af showet i går og syntes egentlig, at det virkede lidt popmart og uinteressant. Her til morgen har jeg dog prøvet testen selv og havde middelstore forventninger. Men det gik godt. Testen viser, at jeg skulle have en IQ på 150 - over forventning. Men da jge så så resultatet af testen fra i går, så kunne jeg jo have sagt mig selv, at jeg ville få et godt resultat.

  • Jeg er AGF-fan
  • Jeg kører Citroen
  • Jeg har fået en P-bøde
  • Jge er mand
  • Jeg er ikke tatoveret
  • Jeg bruger briller
Disse kategorier har i landsgennemsnittet højeste score ... Det undrer mig dog, at venstrehåndede ikke er klogere end alle andre - det er vi ellers mange venstrehåndede, der mener ...

Vandhunde

I går var vi med de elever, som har valgt at blive på skolen i weekenden, et smut ved Andkær Vig. Sander leverede speedbåden og Yamaha wavebreakeren og så var det ellers bare om at holde ved for de elever, der havde lyst til en tur i bølgen blå. Det blev til mange dramatiske, sjove, spændende, men frem for alt, våde ture - men de fleste nød det. Der var dog en, som mente, at det godt nok var vildere end alle Tivolis attraktioner - og det siger vel ikke så lidt.

torsdag, september 08, 2005

Bisgaards fornemmelse for det ekstraterrastrielle

Hørt i SkyRadio på et spørgsmål til Hans Otto Bisgaard, om hvorvidt han havde haft nogle overnaturlige oplevelser:

Hvis jeg stod ved siden af en flyvende tallerken, så ville jeg vaske den
op!

onsdag, september 07, 2005

Ugens Ministerkommentar: Diktaturlignende tilstande

Fru Ministeren har hidtil været meget overbærende med denne cyperadresse. Hun har ladet nåde gå for ret og fundet sig i lidt af hvert. Men efter en samtale med en lokalpolitiker i går, så er det slut. Nu viser Fru Ministeren sine sande diktatoriske tendenser, som leder tankerne henimod the spanish inquisition og mediestyring ...

Jeg vil ikke have mit ansigt vist for hele verden
Så hermed er alle billeder af Fru Ministeren pillet af dette site og jeg skal forsøge at holde mig i skindet med at bringe flere, da jeg ellers er godt og grundigt i fedtefadet ...

Måske reaktionen blev lidt tilspidset af, at jeg i en mail, sendt rundt til forskellige kristne lokalafdelinger, var kommet til (aner ikke hvordan) at vedhæfte et billede af Fru Ministeren ...

lørdag, september 03, 2005

11 år og still going strong

På dette tidspunkt, hvor jeg skriver dette indlæg, er det 11 år siden jeg havde store sommerfugle i maven. Der var dengang kun et par timer til, at jeg skulle modtage min udkårne ved alteret i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring - en stor dag. Vi var unge og, som Fru Ministeren bemærker ved det indsatte billede (som efterfølgende er blevet fjernet af den ministerielle inkvisition), meget uslidte. Der er da også løbet meget vand i åen siden da ... og diverse bildæk, grå hår, gode og dårlige erfaringer, sjove og mindre sjove oplevelserog meget andet.

De elleve år har bragt os vidt omkring - fra Åbyhøj i nord, over Beder til Korning - ikke alt har været godt, da det skete, men vi tror på, at vi gennem det, der er sket, er blevet bedre fasttømret og har lært noget.

For elleve år siden gav jeg det næstbedste ja, jeg nogensinde har givet - et ja til at ville elske og ære Helle Ramlov Pedersen i medgang og modgang. Ja til at ville elske og ære den kvinde, som mere end nogen anden ser igennem alt det, som jeg puster mig op med og som jeg indeholder, og ser mig som jeg er - og elsker mig alligevel.

Jeg bliver glad, stolt, rørt, overrasket, men fremfor alt utrolig taknemmelig, når jeg kigger 11 år tilbage, hvor jeg fik lov til at blive Fru Ministerens mand ... så i dag er det stålbryllup!

Hvad sker der lige?

Er vi danskere et folkefærd, som kun forstår tingenes alvor, hvis vi blæser tingene helt ud af proportion?

  • Den iberiske skovsnegl er en dræbersnegl.
  • Kalkskjolder på glassene er glaspest.
  • At tabe til Tyrkiet er en katastrofe.
  • Meget stikkende bier er dræberbier.
  • Afdankede fodboldstjerner kan blive eksperter og studieværter overalt i den danske medieverden.
  • Alle, som kan sige ja til præsteløftet, men i øvrigt er ligeglade med Bibelen, kan blive præster.
  • Børnetv viser, hvordan man løser konflikter med vold.
Med fare for at blive kaldt en god socialdemokrat, så vil jeg spørge: Kan vi ikke gøre det lidt bedre ...?

søndag, august 28, 2005

Den gode vits

Der er ikke noget som en god vittighed. Jeg kan desværre ikke så mange - og når jeg sætter mig ned og læser i fx de gode gamle pille-bøger, så glemmer jeg alt for hurtigt vittighederne igen. Der er kun én, som har bidt sig fast:

Den handler om Brian, som er Brøndby-fan. Han er en eftermiddag i december ude at køre i sin bil og ser en lastbil foran, som bekymrer ham lidt. Han kører op på siden af lastbilen og får chaufføren til at rulle vinduet ned. Så råber han: Jeg hedder Brian, jeg er brøndby-fan. Du taber din last!
Chaufføren kigger måbende på ham, ruller vinduet op og sætter farten op.
Brian bliver lidt irriteret, kører igen op på siden af lastbilen og får manden bag rattet til at rulle vinduet ned.
Jeg "Jeg hedder Brian, jeg er brøndbyfan. Du taber din last!" råber han irriteret.
Chaufføren kiggen igen måbende, ryster på hovedet og sætter farten yderligere i vejret.
Brian er sur nu. Han vil jo bare hjælpe. Stædig er han også, så han kører igen op på siden af lastbilen og kommer i kontakt med chaufføren, som kører med vinduet rullet ned.
Hidsigt råber Brian: Jeg hedder Brian, jeg er brøndbyfan. Du taber din last!
Chaufføren kigger på Brian og siger: Jeg hedder Benny. Jeg kører med vejsalt ...

Har du en vittighed, som er god i en snæver vendning, så fyr løs ...

The Prince and me

I går så vi i mangel af bedre, hvilket egentlig er for latterligt, 'The Prince and me'. Det er i bund og grund en temmelig forudsigelig og pladderromantisk film, som handler om den danske kronprins, der tager til USA for at møde søde piger, men finder sit livs kærlighed. Men midt i alt det ligegyldige kunne man alligevel få et lille boost til nationalfølelsen. Det var sjovt at se, hvordan en amerikansk instruktør portræterede Danmark og monarkiet. Særligt én scene var ret morsom:
Kronprinsen er inviteret med sin udkårne, Paige, hjem til Thanksgiving. Ved middagsbordet er brødrene interesserede i at vide, hvor mange danskere Paige har kendt - for der må da være noget mellem hende og Kronprinsen. Hun kan ikkke rigtigt komme på andre, og Kronprinsen må træde hjælpende til. Han siger ...

Kierkegaard, Niels Bohr, Hans Christian
Andersen

Brødrene kigger spørgende på hinanden og mumler "Hans Christian Andersen".
Kronprinsen fortsætter:
Lars Ulrich - trommeslager i
Metallica?

Brødrene lyser op.
Helena Christensen ...?

Brødrene er nu fyr og flamme og udbryder ...
Wauw ... I er jo en supermagt ...

fredag, august 26, 2005

Tankespind: Den gule fare

'Den Gule Fare' får ikke i første omgang fodboldklokkerne til at ringe hos mig. Derimod ser og lugter jeg tydeligt 4-måneder-gamle Mads Motors brugte bleer ... Se det er en gul fare!

Og så kan jeg konstatere, at jeg kun har delt sommerbeskæftigelse med 33% af læserne på denne blog, nemlig dem, der har set Touren (24%), arbejdet på huset (3%), eller haven (3%) og spillet computer (3%).

Jeg har slet ikke læst bøger (22%), taget solbad (14%), været ved stranden (19%) eller besøgt en sommerforlystelse (10%). De tre sidste muligheder interesserer mig slet ikke!

58 har afgivet en stemme ...

Hvem satte ild på Rom?

Jeg så i går en meget interessant udsendelse på Viasat History med ovennævnte titel. Programmets hensigt var at give et bud på, hvem der i 64 eventuelt stod bag den store og langvarige brand i Rom. Der er flere muligheder:

  • Ilden kan være opstået ved en tilfældighed (der kunne være op til 100 brænde i Rom på en dag)
  • Ilden kan være opstået ved en tilfældighed, men holdt i live og genstartet af kejser Nero
  • Nero startede branden for at få has på ariostokratiet og få plads til byfornyelse og så muligheden for at give den nye religiøse sekt, de kristne, skylden.
  • Branden er startet af utilfredse romere
  • Branden er startet af profetihungerende jødiske kristne.
I denne rækkefølge blev mulighederne fremlagt. Der var forskellige forskere og arkæologer, som gav deres besyv med. Desuden havde man en øjenvidneskildring fra Tacitus, en romersk historiker. Han skrev blandt andet, at ilden blev næret af bander, som løb rundt og skulle have sagt, de var bestilt til at gøre jobbet. Det udelukker mulighed et.
Arkæologen var meget sikker på, at Nero var den skyldige, da han efterfølgende kunne realisere alle sine by- og byggemæssige drømme. Nero var i forvejen kendt for at være skånselsløs og uhyre magtsyg.
Men den, der fik det sidste ord, var en tysk forsker, som havde udarbejdet en teori, som gik ud på, at det var et nøje planlagt indgreb fra de kristne, som skulle være alt andet end pacifistiske. Tværtimod ville de gøre alt for at fremskynde profetierne. Da datoen for branden, 19. juli, passede med en ægyptisk eskatologisk profeti, benyttede de muligheden.

Den hopper jeg dog ikke på. Jeg tror simpelthen ikke, at de kristne har gjort det. Der er godt nok i historien løb sket mange uhyrligheder i Jesu navn, men den her er for langt ude. Tyskeren mener godt nok, at det skulle være en ekstremist, men nej. Den er for langt ude.

Nu ligger tyskeren sig jo ikke direkte ud mod Tacitus, men ellers synes jeg, der er en uheldig tendens til, at forskere på 2000 års afstand af begivenhederne sætter sig over øjenvidneskildringer og gør sig utrolig kloge på, hvad der rent faktisk kunne være sket. Jeg synes, det er hovent, bedrevidende og ufattelig usympatisk - det er som om, man har glemt alt om Ockhams ragekniv ...

onsdag, august 24, 2005

Ordet frit - slankekure

Da jeg i sin tid debuterede i cyberspace, havde jeg en intention om at have et "ugens hadeord". Det idé blev af forskellige grunde droppet. Nu er der dog et begreb, som presser sig på. Slankekur. Ikke at slankekure kan være nødvendige for nogle - at man simpelthen er kommet vægtmæssigt så langt op, at vægttabet skal sættes i system med tal, opskrifter, kalorietabeller, motion og så videre. Jeg er dog af den opfattelse, at bruger man sin sunde fornuft og spiser det, som man ved er sund og nærende kost og skærer ned på det, der indeholder for meget fedt og for mange kalorier - og derudover holder sig aktiv og i bevægelse - så bliver ens bmi forholdsvist naturligt inden for de rette rammer.

Da jeg boede i Århus kunne jeg spise en del mere usundt end jeg kan i dag, fordi jeg cyklede meget mere rundt. Med firehjul, der er drevet frem af et hoben heste forholder det sig anderledes. Men jeg ved det jo godt - det er selvdisciplin, det handler om.

Som forælder ser jeg også en risiko omkring slankekure, nemlig at børn delagtiggøres i tanker omkring vægt, udseende, fedme, sygdomme med relation til fejlernæring osv - tanker, som de som børn overhovedet ikke burde konfronteres med. Det kan tids nok komme. Børn bør lære af deres forældres eksempel, og hvis det eksempel, der sættes, er, at man spiser sund og nærende kost og holder sig aktiv, så har man givet sine børn et godt afsæt. Så kan de, når de er modne og parate til bevæggrundene for den leve- og koststandard, der har været norm i hjemmet, høre om dem - men heller ikke før!

Jeg siger ikke, at slankekure udelukkende er en givtig pengemaskine for de diætister, som er guruer på det emne. Jeg siger heller ikke, at slankekure er unødvendige - jeg siger bare, at man kan komme langt med almindelig sund fornuft ... hvis man gider!

søndag, august 21, 2005

Skuffelser i flere kategorier

I kirken i dag talte præsten om forskellige former for skuffelser. Han delte dem op i tre lag:

  1. De banale
  2. De personlige
  3. De åndelige
Som med så meget andet har manden fat i noget. Jeg kunne i hvert fald let genkende nogle af eksemplerne fra mit eget lille liv.
Til de banale hører, at jeg er skuffet over ...
  • manglen på orden på mit kontor - og i særdeleshed mit skrivebord
  • at jeg aldrig kommer til at opleve glæden ved at have sparet op til en længe ønsket genstand
  • at jeg ikke får færdiggjort mit projekt 'katalogiser mine bøger'
Til de personlige hører ...
  • at jeg gang på gang overrasker mig selv i disciplinen overspringshandlinger
  • at min generthed kommer til udtryk i afvisende attituder
  • at jeg ikke er bedre til at sige fra og nej
  • at jeg ikke i højere grad giver udtryk for min taknemmelighed over mine venner af nyere og specielt ældre dato
  • at jeg ikke formår at leve op til det optimale i mine mangeartede roller som far, ægtemand, søn og bror - og kollega
Til de åndelige hører ...
  • at jeg ikke formår at skabe ordnede forhold omkring mit andagtsliv
  • at jeg ikke er bedre til at være smittende kristen
  • at jeg ikke tager større ansvar i menighedslivet
Præstens pointe var, at vi formår alt i Ham, som giver os kraft. Vi kan ikke finde kraften til bestige alle disse bjerge i os selv, da vi alt for ofte kommer til kort af forskellige årsager - den hyppigste den, at vi er mennersker i bund og grund med alt, hvad det indebærer. Men vi skal kæmpe i og med Ham!

PS: Lidt skuffet er man vel også over, at GF igen smed point(s) væk! Denne skuffelse hører under kategorien "de uforståelige" ...

torsdag, august 18, 2005

Ugens ministerkommentar

Fru Ministeren kan ikke vente til Folketingets åbning en tirsdag i oktober. Hun tager ordet nu ...

Jeg har fået en muskel ... jeg holder øje med den
hver dag!

Mads Motor tilhører ikke ligefrem letvægtsklassen for babyer og det mener fruen sætter sine spor.

søndag, august 14, 2005

Pastor Brorson


Just hjemkommet fra en lang køretur over bælterne til Djævleøen, hvor min lillebror i dag blev indsat som præst ved Vigerslev Kirke i København. En festlig dag.

Man kan ikke sige, at det lå i kortene for bare 7-8 år siden. Da var det mig, som læste teologi og brormand var vel omtrent lige begyndt at læse statskundskab. Siden er meget vand løbet i åerne og i tirsdags blev Henri ordineret og i dag så indsat ved en festlig og velbesøgt gudstjeneste i Valby.

Lillebror skulle prædike og det gjorde han meget godt - jeg var ellers lidt spændt, for vi har i årenes løb haft mange diskutioner, hvor den lille ofte har taget det modsatte standpunkt af mig for diskutionens skyld - åbenbart!

Ved meddelelserne bagefter var den nyudnævnte sognepræst på slap line. Bla. skulle han introduceres motetten efter prædiken. Det gjorde han sådan:

Nu skal vi høre en motet af en fyr ved navn Mendelsohn. Han kommer og synger ...
øh ... den synges efter ...

Det morede mig meget! En dejlig dag - ærgerligt, at det er så langt væk!

Carpe Diem-kvintetten

Her på den sidste dag, der smager bare lidt af ferie, vil jeg lige lave en oversigt over sommerens hændelser, hvor der har været flow, momentum - eller bare øjeblikke, som har prentet sig fast i hukommelsens kringelkroge:

  • Projekt indkørsel og have blev en realitet med god hjælp fra gode venner og meget arbejde
  • Pigerne har nydt deres ferieophold rundt om i landet
  • Der er blevet tid til en masse tenniskampe og et enkelt slag golf
  • Jeg har koblet helt fra mit normale arbejde - det har været helt fantastisk
  • Vi har haft en sommer uden psykosomatiske og reelle sygdomstilfælde
  • Vi har set en masse venner, som vi normalt ikke ser så ofte
Negativsiden vil vi ikke ofre så meget fokus. Den kunne ellers se sådan ud:
  • Sønneke er særdeles morglad og kan næsten kun opholde sig på hendes arme og gerne have flere daglige, hysteriske skrigeture - naturligvis præget af den megen østrogen, som er her i hytten
  • Jeg skulle have oversat en masse sider i The Last Star. Det blev ikke tilfældet
  • Jeg tabte i golf
  • Garagen og vinduerne er der ikke sket noget med (godt der snart er musicaluge, praktikuge, udlandstur for hele skolen og IT10, barselsuge, praktikantophold (?) + de ferier, som der i skoleverdenen er så FÅ af ...
Alt i alt har det været en fantastisk sommer, hvor vi herhjemme har nydt hinanden og friheden til at lave det, som vi gerne ville. Vi har ikke været på ferieophold - den tager vi en uge, hvor det er billigt at leje et sommerhus - og så tager jeg den sidste uge af mine 14 dages barsel.

onsdag, august 10, 2005

Indkørsel med mere



Og lidt mere - der er også sket ting og sager i haven ...

Indkørsel - final edition

Der er nogen, som har udtrykt ønske om at se hvordan det lige ser ud med ny indkørsel - så vær så god. Der er lidt før og efter; ikke som det så ud med de gamle fliser, men som det så ud, da vi lige havde fået gravet ud.

Brormand præst

I går blev min lillebror ordineret. Han har søgt embede et stykke tid og har været til mange prøveprædikener her i Jylland - men embedet blev på Djævleøen - nærmere bestemt ved Vigerslev Kirke. Tillykke med det!

På søndag skal han indsættes og hele familien drager over broerne. Det bliver spændende at være med til den store dag ... og høre bror præst prædike.

Arbejdet kalder

Så er ferien forbi! Jeg tror aldrig, at jeg har holdt så meget ferie før - forstået på den måde, at jeg har koblet helt fra arbejdet. Jeg har ikke tænkt tanker om undervisning, pr, tillidsarbejde osv - ikke bevidst i hvert fald. Det har været utrolig dejligt - og der er jo også kommet en del arbejde ud af det herhjemme ...

Men nu er det så slut med det hårde fysiske arbejde, som faktisk har givet mig hård hud på hænderne - det er mange år siden jeg sidst har haft det. Det bliver lidt underligt at skulle vænne sig til at sidde stille, lytte, snakke og slet ikke få brugt noget rå muskelkraft. Godt der er en uges omstillingstid inden eleverne kommer på tirsdag.

I dag tager vi så ud i Torn Trines Hus i sted omkring Vejle, hvor vi har lærermøde, overnatning og så kommer der et par stykker fra DGI i morgen, som har arrangeret nogle teambuildingsøvelser for os. Det bliver spændende ...

lørdag, august 06, 2005

Godtroende

Fru Ministeren har længe talt om, at hun gerne ville have et nyt tæppe til stuen, og da det i går regnede i lårfede stråler, så jeg alligevel ikke kunne komme videre med mit nye haveprojekt, som inkluderer fliser, blomsterkasser, stenbed og gyngestativer, så skulle det være.

Vi kørte i Idémøbler og fandt hurtigt et tæppe med 50%'s rabat og stillede os i køen. Tæppet var lidt tungt, så vi spurgte en fortravlet ekspedient, om jeg måtte gå ud i bilen med tæppet. Fru Ministeren havde jo prisskiltet, som havde siddet på tæppet ... Jeg slentrede ud til bilen i regnvejret og på vejen tænkte jeg, at nogle butikker gør det lidt for nemt, hvis man ikke er ærlig, har beskidt mel i posen og bare gerne vil stjæle ... Vi kunne nemt have undgået at betale for tæppet, for ekspedienten kunne ikke huske, at jeg var gået med et tæppe og det kunne jeg også have glemt i mellemtiden. Men naturligvis betalte vi! Og Fru Ministeren fik sit tæppe.

Men kan det passe, at himlen er blå nu?! Så må jeg vist hellere komme i gang!

lørdag, juli 30, 2005

Hvor er det ulækkert!

Ferdinand blev i øvrigt igen svinet til af en gruppe engelske fans under hele
opgøret, fordi han som nævnt stadig ikke har forlænget sin aftale, på trods af
at han er blevet lovet en ugeløn så stor, at det vil tage en engelsk
gennemsnitsarbejder 19 år at tjene det samme beløb...
Sådan står at læse på Onside. Hvad kan man sige? Ufatteligt!

fredag, juli 29, 2005

Sportslig nedtur

Sikke et brag, da jeg i tennisregi landede på en grusbane påfaldende tæt på det sted, hvor kragerne havner, hvis de glemmer at dreje af der, hvor de plejer at vende. Jeg tabte til Rådhusmanden, som i bedste offentlige stil ikke kunne nøjes med at give mig et nederlag. Nej, han mente åbenbart, mit kolestoroltal var for lavt - så et æg skulle jeg have. Jeg rejste mig dog og vandt andet sæt i tiebreak - men i 3. sæt blev det 5-7. Så det ...

I går stod den på golf med Vicesheriffen. Det var heller ikke for godt. På femte hul syntes jeg, Vicesheriffen blev lidt for brovtende, så mit 6. hul blev spillet med en god del vrede og meget lidt koncentration ... og 16 slag!
Da vi havde spillet de første ni huller fandt jeg ud af, jeg holdt omvendt på køllen - altså ikke sådan at jeg slog med håndtaget ... mine hænder var ikke placeret rigtigt. Da det blev rettet til de sidste 9, så blev det lidt bedre. Men absolut stadig plads til forbedringer. Dog kan jeg glæde mig over, at jeg denne gang ikke sendte mit første skud i en gylletank!

onsdag, juli 27, 2005

Fra 2 til 35

Jeg har meget længe irriteret mig over at være afhængig af min stueantenne. Det er der flere grunde til:

  • Dårligt vejr = dårligt tekst-tv på TV2
  • Irritation over teaserne for de gode film på DR2, som jeg betaler for, men ikke kan se
  • De elendige fodboldreportager fra SAS-ligaen på de landsdækkende kanaler
  • De fagligt relevante udsendelser på DR2, som jeg ikke har kunnet se
  • Landskampe på TV3, som jeg ikke har kunnet se
  • Championsleague er vokset sig stor og jeg har ikke kunnet se barnet vokse
  • At bo i en lille flække uden udsigt til kabel-tv
Så nu har jeg taget en beslutning. Parabol er løsningen.
Hos Viasat kan man for 99 kroner i måneden få adgang til DR2, TV3 og TV3+. Det vil jeg gerne have.
Så jeg ringede til TV-manden. Han kunne fortælle, at det første år er det næsten billigere at bestille deres guld-abonnement med 35 kanaler, da jeg ved den abonnementstype får parabolreceiveren med i købet. Så det har jeg gjort. Han kommer i dag og installerer hele svineriet - så i aften tager det lidt mere end et nannosekund at zappe mellem de tilgængelige kanaler. Det tager vel et minuts tid at komme gennem de 35.

Det er alt for mange kanaler og helt sikkert er der en masse af dem, der er komplet overflødige, så det nødvendiggør helt sikkert en tv-politik, så børnene ikke spilder hele deres liv foran Disneychannel og Cartoon Network. Det skulle jo nødigt gå, som beskrevet i denne artikel i BT ...

mandag, juli 25, 2005

Råstof

På min stille og rolige vej tilbage til Korning Gammelby fra drømmeland, tog jeg 'Go' Morgen Danmark' på sofaen i stuen.

En af morgenens programpunkter var besøget af Frank Høj og Jens Veggerby i studiet på Hovedbanegården. Henriette Honoré spørger Jens Veggerby, hvilket råstof Lance Armstrong er lavet af, siden han kan vinde syv successive Tour De Frances. Hertil svarer Høj

Spørg NASA!
Veggerby kunne i øvrigt fortælle, at Kyllingen havde haft nogle kontrakter til at ligge før Touren, som han med is i maven lod ligge i forventning om, at de ville være mere værd efter Touren. Og det er vel ikke helt forkert ...

Det er lige før man har hele ingrediensen i Shubiduas gamle sang: Kylling og softice ... nu mangler vi bare at finde ud af, hvor pølserne kommer ind henne.

lørdag, juli 23, 2005

Fødselsdag

Nu har Anna Louise så de sidste 3 år henlagt sin
fødselsdag nordenfjords og vi må nøjes med på afstand at kippe med flaget.Og det
gør vi så ... Tillykke Anna Louise!

Sådan kunne man se det på min weblog for et år og to dage siden. Og det holder sådan set stadig vand - bort set fra, at de 3 år skal ændres til 4, da den mellemste smukke muse igen i år er med sine kusiner, fætre og sin mormor på Sæby Bibelcamping på hendes fødselsdag, og at Anna Louise i årets løb har besluttet sig for kun at ville kaldes Anna. Men i dag skal hun og de to andre hentes hjem - så bliver der gang i hytten igen.

Men Anna var ikke den eneste, som kunnefejre fødselsdag forleden. Det kunne min cyber-baby også. Min weblog. Gennem det sidste år er mit lille websted ca 10000 tonet frem på diverse skærme verden over - mere eller mindre tilsigtet. Og det vil det forhåbentlig blive ved med.

Hvis jeg skulle fremsætte en målsætning for det næste år blog-tid, så må det være, at jeg ud over de sædvanlige skriblerier om fast og mest løst, tænker lidt større tanker om livet og har ørelapperne slået lidt mere aktivt ud for at fange de udtalelser med mere, som er værd at fundere over, græmmes over, meditere over eller bare springe over. Og så skal Fru Ministeren naturligvis have sine spøjse kommentarer offentliggjort - også selv om det ikke er et valgår.

torsdag, juli 21, 2005

9 ton plus det løse

Hvorfor gå i fittnesscenter, når man kan lægge en indkørsel?

I hvert fald kom Vicesheriffen og jeg lidt længere med indkørslen ved vores hus - da vi var færdige og havde klargjort afretningsskinnerne til i dag, regnede vi ud dels hvor mange sten, vi havde flyttet - 2 gange - og hvor mange kilo det gav. Resultatet var ca. 9,5 ton. De fleste af dem må Vicesheriffens biceps bøde for ...

onsdag, juli 20, 2005

Lige på trapperne

... eller i hvert fald hen til trapperne. I går knoklede vicesheriffen og jeg med at rette af og lægge fliser. Det er hårdt for fingre, hvor den eneste hårde hud sidder på fingerspidserne af pegefingeren (tastefingeren ...). Men vi fik lagt ca 20 m2 og det ser bare godt ud.

Jeg har af entreprenøren lånt en pladevibrator på 350 kg. Den er tung, larmer og ryster helt vildt. Forleden skete der dog et uheld, som jeg dog først erfarede i går - gaskablet knækkede. Resultatet af det er, at maskinen ikke kan slukkes. Så der kunne man se Rambro vade rundt i sin indkørsel med en 350 kg-tung pladevibrator og køre i ring og ring - i håb om, at tingesten løb tør for diesel. Det gjorde den ikke. Så da vicesheriffen kom og jeg havde vibreret i en time, løb jeg over til bagboen, som reddede det halve af Korning by, så der igen kunne høres fuglefløjt!

mandag, juli 18, 2005

Tennissæsonen fortsætter

Forleden var vi på et superhyggeligt besøg hos Porsche-ejeren Donslund og hans dejlige familie. Den stod både på grillmad, strandtur og hygge. Sidste punkt på dagsordenen var en tenniskamp mellem hr. Dons og jeg.
Nu er jeg ikke længere ubesejret. Med fremmed ketcher og fremmede sko blev det til et nederlag på 3-6 1-6. Det var skidt!

I aften har vi så haft besøg af Vicesheriffen og hans minister og sheriffaspiranterne. Programmet var tennis og snak. Tenniskampen var dejlig på en god bane og jeg vi relanceret sommertogtet med en overbevisende sejr. 6-3 6-0 6-0. Det er første gang, at jeg har delt æg ud ...

lørdag, juli 16, 2005

Premiere

I den kommende uge er der premiere på et fænomen, som aldrig har set sin mage i det brorsonske hjem - vi er flere mænd end kvinder i huset! Vi har lige parkeret vores tre døtre på Sæby Bibelcamping for den næste uge, så her vil Mads og jeg være i flertal!

På vej hjem holdt vi ind omkring Burger King og man kan sige meget om fast food-kæderne, men når det kommer til kvaliteten af deres burgere, så er Burger Kings klart at foretrække frem for Mc Donalds. Der er klart mere substans i bøfferne Burger King ...

torsdag, juli 14, 2005

Så sker der noget ...

Det her billede rummer mange oplysninger. Nu tænker jeg ikke på de banale så som, at vi bor i et gult hus, har kat osv - men:

  1. Vi har fået leveret en masse sand - sikkert alt for meget, men det vil næste uge give svar på ...
  2. Stabilgrus er blevet spredt og vibreret i "indkørslen"
  3. Muren er med kyndig hjælp fra hr. Sandberg blevet rejst i dag - det var hårdt arbejde med tunge sten, men resultatet er meget tilfredsstillende.
  4. Stakittet blev rejst i går - og her med god hjælp fra en af vennerne - vicesheriffen fra Grønholt. Og som ingeniøren og tømreren Sandberg i dag sagde: "Utroligt, at 2 lærere kan sætte et stakit op, der ser så godt ud.
  5. Og sidst, men ikke mindst, så ligger der i trailen nogle dæk, som min svigerfar har købt - nu skal de bare leveres.

Så i næste uge går vi i krig med at lægge fliserne foran og ved siden af huset ... bare det ikke bliver en tre-års-krig.

mandag, juli 11, 2005

Mere galt

Så er entreprenøren her. Og han er en klog mand - desværre så klog, at vi er nødt til at lave om på planerne for indkørslen. Der kan ikke graves den mængde jord af, som vi havde håbet på, da vi så ville komme for tæt på vandledningen og dermed sandsynligvis få frosne vandrør til vinter. Det vil vi ikke, så det lader sig ikke gøre. Men godt, at vi er omstillingsparate ... En ny plan har taget form, så nu skal der bare graves!

søndag, juli 10, 2005

Hvor er det lige, det er gået galt

Så er fliserne landet ... Dejligt at se de 11 paller i forhaven. Nu skal der bare graves ud. Det sker i morgen kl. 8. Endelig!

Men. Ved nærmere efterregning har jeg fundet ud af, at vi har bestilt for få fliser. Sådan noget pubæ! Der manger ca. 6 m2 og fliserne måler 20x13x6, hvilket er et mål, som de færreste forhandler, så det tyder på, at vi skal have fat i firmaet, der levere sidst, igen. Det kommer dog til at koste i fragt, da vi skal have under 40 m2. ØV!

Så kan jeg jo glæde mig over en vellykket debut som dør-isætter!

torsdag, juli 07, 2005

Tragedie

kilde TV2's hjemmeside

De sidste par dage er gået med at lægge trægulv i en del af huset, mens vi stadig venter på entreprenøren ... Mens jeg knoklede i de lumre lokaler, så svedet drev, hørte jeg TV2's optakt til gårsdagens etape i Tour de France. Og nogle gange mister sportsjournalister fuldstændigt jordforbindelsen. I går indledte studieværten med at sige følgende:


Årets første tragedie har ramt Touren ...
Hallo mand! Det er fuldstændigt ude i hampen. Det har da ikke det fjerneste med en tragedie at gøre, at David Zabriskie styrter og mister den gule trøje 1200 meter før mål og 200 meter før styrtet ikke ville have haft nogle tidsmæssige konsekvenser. Det er superærgerligt og et kæmpe uheld. Men en tragedie. Nej. Under ingen omstændigheder.

Det var en tragedie, da Casartelli i 1995 styrtede og senere døde af sine kvæstelser. Det er en tragedie, at Afrika sulter. Det er en tragedie, når mennesker mister deres kære. Men det er ikke en tragedie at styrte i Tour de France - det er en del af gamet ...

mandag, juli 04, 2005

Afstemningslir

Nu er det tid at skifte afstemning. Nu vil jeg vide lidt om, hvad mine gæster gerne vil foretage sig en dejlig, varm, solrig sommerdag ...

Resultatet af den tidligere afstemning - hvem man helst ville se i næste mulige udgave af "Vild med dans" - blev, at 78 stemte. 15% af de afgivne stemner stemte på andre end de foreslåede.
26 personer stemte på en mand. Af disse stemmer tilfaldt:

  • 50% Mads Mikkelsen (13 stemmer)
  • 23% Viggo Mortensen (6 stemmer)
  • 15% John Faxe (4 stemmer)
Og 0 stemmer til Klaus Riskær!

37 personer stemte på en kvinde. Af disse stemmer tilfaldt:
  • 43% Sofie Lassen-Kahlke (16 stemmer)
  • 24% Rikke Hørlykke (9 stemmer)
  • 16% Lene Espersen (6 stemmer)

fredag, juli 01, 2005

Ros den, der roses bør

Der er to, som fortjener ros:

  1. Cyber City - nu har jeg igen fået opgraderet min forbindelse uden ekstra omkostninger. Nu er den oppe i 2048/512 - det er da meget godt!
  2. DELL - jeg bestilte min nye computer i mandags og fik at vide, at der ville gå 7-10 hverdage inden levering. Men der gik 5! Det er god service!

torsdag, juni 30, 2005

Hvad skal man sige ...

Man kan vist roligt sige, at sommernedsmeltningen er over os - vi laver ikke ret meget.

  • De ældste smukke muser er på ferie hos deres farmor og farfar til på lørdag, hvor vi i forbindelse med afhentningen skal have noget mere brænde med hjem og lægge noget laminat på mine forældres køkkengulv.
  • Vi venter på entreprenøren, så vi kan komme i gang med indkørslen.
  • Jeg venter på min nye pc - den skulle have forventet ankomst i morgen.
  • Og så afventer vi besøg fra vores gode ven hr Olsen, som er på sommerferie i landet efter at have arbejdet i Israel i nogle måneder - det ser vi frem til!

Nogen der har nogle forslag til, hvad man skal bruge ventetiden til ...

mandag, juni 27, 2005

Bærbar eller stationær

Jeg har længe ønsket mig en ny laptop - den jeg har nu (Zepto) er ikke, hvad den har været, hvis den nogen sinde har været noget. Pr. 1. august har vi igen muligheden for at afskrive en pc via arbejdet og det skal udnyttes. Dog er jeg kommet meget i tvivl - lige nu er jeg mest til en desktop. Det virker som om, at jeg får mest for pengene ved at købe en sådan: Mere arbejdskraft, bedre skærm - ja lidt mere af det hele. Så i løbet af formiddagen ringer jeg til DELL og hører, hvad de kan præstere - og så håber jeg bare, at deres leveringstid ikke er regnes i uger ...

Still undefeated

Jeg var igen i aften ovre at spille tennis ... mod en rutineret ræv, som jeg kun tidligere har tabt til.

I aften kom jeg også skidt fra land. 1-6 i første sæt og nede 2-5 i andet sæt. Jeg holdt min serv til 3-5, men var så nede 0-40 i modstanderens serv. Men pludselig vendte sættet og jeg vandt det 7-5 - yiihaa!

Tredje sæt var næsten en tro kopi - denne gang nede 3-5 og 0-30, men igen: 7-5. Så jeg er stadig ubesejret i denne sæson ... Men jeg har jo heller ikke mødt vicesheriffen og Jürgensen aus Aros ... endnu!

Men de kan bare komme an - selvtilliden er høj og førsteserverne bliver bedre og bedre.

fredag, juni 24, 2005

Så kører det

Der er sket 3 herlige ting inden for de seneste par dage:

  1. Jeg har været ude at fiske. Sammen med Vicesheriffens fra Grønholt var vi taget i put'n take. Sidste gang var der gevinst - denne gang var det kun børnene, som fik gevinst ud af anstrengelserne - de badede i søkanten - måske er der en sammenhæng mellem det faktum og det, at Vicesheriffen og jeg ikke fik landet nogle fisk ... Men hyggeligt var det og det blv ikke mindre, da vi efterfølgende kunne sidde på terrassen frem til 1.40 ... Det er råhygge!
  2. Jeg er kommet i gang med at tale layout til den bibellæseplan, som jeg er redaktør for, med min layouter - hr. Friis. Det var et par konstruktive timer, som vi fik brugt - spændende at se, hvad han kommer op med.
  3. Efterfølgende spiste vi aftenmad med vores respektive familier og tog et godt slag tennis på grusbanen ´her i Korning. 6-4, 6-1, 6-2 i mit favør, så det ...

torsdag, juni 23, 2005

Det havde jeg glemt

Forleden var jeg en tur på Teencamp. Det har jeg været så mange gange før. Jeg har været leder derude 9 gange og har besøgt stedet 3 gange, så man skulle mene, at jeg ved, hvordan man gebærder sig derude midt i den jyske skov. Men nej!

Jeg var inviteret på aftensmad af et par elever og var af ledelsen på lejren blvet lovet, at jeg måtte komme ud og høre koncerten med Jan Honningdal uden beregning som tak for at have skrevet årets lejrsang (som kan se et sted her på siden i højrespalten og snart høres på TeenCamps hjemmeside). Maden var god, koncerten fremragende, men hvad jeg havde glemt, var de dyr, der altid kommer frem efter kl. 19 - myggene og fluerne. Jeg ligner et månelandskab på mine ben. Jeg klør og klør og det er SÅ irriterende ... men det går vel over!

Ellers går dagene med projekter i haven (hækken er klippet ned det ene sted og der er røget 50 cm af det andet - vi har ca 75 meter hæk, så der er nok at tage fat på), oversætte bogen The Last Star (den fænger mere og mere) og så ellers så småt begynde at gøre klar til at vi kan få lavet indkørsel m.m. Og så er det jo i dag, at der med posten kommer en Adobe Creative Suite med InDesign, Photo Shop og Illustrator. Det glæder jeg mig til.

Men først skal der fejres Sankt Hans med Vicesheriffens fra Vejle. Den står på fisketur, grill og masser af hygge.

lørdag, juni 18, 2005

Afskedens time

Så skete det. Skoleåret sluttede og det blev sommerferie ... Men før vi kom så vidt, så skulle elevholdet en tur ud i det naturskønne område omkring Rodbjerggaard ved Egtved. Lækre omgivelser og gode oplevelser. Jeg stødte til truppen i torsdags, hvor vi alle sammen skulle en tur i Tivoli Friheden i Århus. Nu er jeg overhovedet ikke det store tivolimenneske - jeg gider ikke den slags ting - men vovede mig dog ud i en par radiobiler og gik tre runder på minigolfbanen. Desuden forcerede jeg hele Tarzanbanen og prøvede herretoilettet en 4-5 gange. Men det var en hyggelig tur med gode samtaler og mange smil.

Da vi kom retur til Rodbjerggaard stod den på underholdning. De 4 tenarer skulle synge en sang, som vel bedst kan kaldes en lejlighedsvise, eleverne havde lavet fremragende lærerparodier, vi uddelte forskellige priser og sidst skulle den største nar, undertegnede, synge en adskedssalut til den klasse, som har givet så mange gode oplevelser og minder i årets løb - 10.Ø. Sangen kan ses ved at klikke på et link ude i højrespalten ...

Derefter årsvideo og masser af mindebøger og hjemtur kl. 5. 12 timer senere samledes hele flokken i gymnastiksalen. Mine musers herlige barnepige havde forinden fået overrakt en lille video, som jeg havde lavet ... Den faldt vist i god, våd, jord. Som sædvanligt slutter skoleåret med afskedsrundkredsen, hvor der bliver fældet et kildevæld af tårer. Det ER meget trist - heldigvis! For det viser jo bare, at det har været et super-år. Tak til jer alle! Personligt vil jeg gerne takke 10.Ø og min kontaktgruppe! I har været fantastiske!

onsdag, juni 15, 2005

Sidste vagt for kaptajnen

I går havde jeg min sidste vagt - en af dem, som jeg aldrig glemmer!
Jeg kom lidt hurtigt ud af døren og mødte faktisk 5 minutter for sent, så jeg skulle skynde mig ind og sætte middagen i gang ... da jeg fandt ud af, at jeg havde vendt mine bukser forkert - lynlås m.v. sad bagpå. Det gav da vist nok lige et par elever et billigt grin!
Der var et hav af meddelelser, men pludselig stiller 2 piger fra 10.Ø sig op på deres stol og da der bliver ro, så siger de: "Captain, my captain ..." Og straks, som perler på en snor, rejser resten af 10.Ø sig op på deres stole og gentager sætningen. Jeg var rørt og det varmer utrolig meget!

Til de af jer, der ikke måtte vide, hvor citatet kommer fra, så kan jeg oplyse, at det er slutscenen i "Døde Poeters Klub", hvor en del af Robin Williams' klasse rejser sig, og ved at stå på stolene viser ham, at de godt kan se tingene i et andet perspektiv. Med alle de medbetydninger, som 10.Ø's handling har fra filmen, så gør det mig ekstra glad. En dejlig gestus fra en dejlig klasse.

Ud over optrinnet, i dobbelt forstand, så fik jeg et kort med alle fra klassens autografer, en t-shirt med et billede af klassen og teksten "min super seje 10.Ø" og den nye cd med Shu*bi*dua. Gaver, der rammer plet!

Så hvad skal man sige - i denne sammenhæng virker TAK som et fattigt ord. Men ind til videre: TAK!