Sidste vagt for kaptajnen

I går havde jeg min sidste vagt - en af dem, som jeg aldrig glemmer!
Jeg kom lidt hurtigt ud af døren og mødte faktisk 5 minutter for sent, så jeg skulle skynde mig ind og sætte middagen i gang ... da jeg fandt ud af, at jeg havde vendt mine bukser forkert - lynlås m.v. sad bagpå. Det gav da vist nok lige et par elever et billigt grin!
Der var et hav af meddelelser, men pludselig stiller 2 piger fra 10.Ø sig op på deres stol og da der bliver ro, så siger de: "Captain, my captain ..." Og straks, som perler på en snor, rejser resten af 10.Ø sig op på deres stole og gentager sætningen. Jeg var rørt og det varmer utrolig meget!

Til de af jer, der ikke måtte vide, hvor citatet kommer fra, så kan jeg oplyse, at det er slutscenen i "Døde Poeters Klub", hvor en del af Robin Williams' klasse rejser sig, og ved at stå på stolene viser ham, at de godt kan se tingene i et andet perspektiv. Med alle de medbetydninger, som 10.Ø's handling har fra filmen, så gør det mig ekstra glad. En dejlig gestus fra en dejlig klasse.

Ud over optrinnet, i dobbelt forstand, så fik jeg et kort med alle fra klassens autografer, en t-shirt med et billede af klassen og teksten "min super seje 10.Ø" og den nye cd med Shu*bi*dua. Gaver, der rammer plet!

Så hvad skal man sige - i denne sammenhæng virker TAK som et fattigt ord. Men ind til videre: TAK!