Æsel i et ormehul

Regndråberne hamrede mod ansigtet. På grund af den stride blæst føltes det som en sværm af nåle mod min hud. Jeg kæmpede mig fremad. Mod hvad vidste jeg ikke. Bare fremad.
Omgivelsernes forskellige indtryk mejslede sig ind i min hukommelse. De fem aldrende herrer med hver deres lerkrus mellem hænderne. De dannede en halvcirkel under udhænget, hvorfra de kastede sten efter en lille dreng, som stod i mudder til knæene.
Den unge pige, der med vildt fægtende arme løb ud af et lerhus med iturevet tøj. Hun skreg. I døren stod to halvvoksne drenge. De vinkede hånligt til hende og råbte noget på et sprog, jeg ikke forstod.
Tre piger havde i ly af regnen fanget en lille hund. De så ud til at have det sjovt. Med en kølle skiftedes de til at slå på hunden, som ved hvert slag udstødte et skingert hyl. I hvert fald ved de første fem slag.
Pludselig blev mine skridt lettere og jeg kunne rette mig op. Noget måtte give læ for vinden. Jeg skærmede for regnens skånselsløse bombardement mod mit ansigt og så en stor menneskemængde. De stod i flere rækker, skulder ved skulder, og spejdede fremad. Jeg kantede mig igennem flokken. Jeg forstod stadig ikke et ord af, hvad de sagde, men deres tone var ikke til at tage fejl af. De var fulde af foragt. Hån. Latterliggørelse.
Jeg måtte videre, men det syn, der mødte mig, da jeg havde banet mig vej gennem flokken, tvang mig til at stoppe op. 300 meter væk kunne jeg ane omridset af et kæmpemæssigt skib. Det lignede mest af alt en færge. Menneskemængden pegede fingre af det mærkelige, mægtige skib, som syntes helt malplaceret her langt ude i ørkenen. De lo.
På skibet kunne man sikkert komme i ly for regnen. Eller spørge om vej til den nærmeste togstation. Nu hvor menneskemængden ikke gav læ for vinden, føltes det som om naturens kræfter havde skruet op for blusset. Hvert skridt var en kamp mod elementernes rasen og mudder.
Efter 50 meter nærmede jeg mig en kløft, som adskilte det mærkelige skib og den hånende flok. Kløften var dyb, men ikke mere end to meter bred. Den kunne jeg sagtens passere. Jeg sprang det dobbelte i fjerde klasse. Jeg tog afsæt. Frit svævende mærkede jeg pludselig, hvordan vinden mødte mig som en mur. Jeg nåede lige akkurat over på den anden side, men mine fødder skred på det mudrede underlag. Farvel til vinden og goddag til kløftens bund, som med et højlydt plask bød mig velkommen.
Jeg kæmpede for at komme op at stå, men der var noget galt. Jeg følte mig svimmel og afkræftet. Lemmerne ville ikke lystre, og jeg havde en fornemmelse af at miste bevidstheden.
Noget vådt og blødt rørte mig i ansigtet, og en varm ånde pustede mig i næsen. En dårlig ånde … En hunds ånde! Jeg forsøgte at sætte mig op, men en pludselig hovedpine fik mig på andre tanker.

”Er du kommet alvorligt til skade?”
Jeg åbnede øjnene og kiggede lige op i ansigtet på en næsten savlende golden retriever.
”Kan du sætte dig op?” gentog den hæse, dybe mandsstemme.
Jeg forsøgte, men måtte nok engang opgive ævred. Jeg rystede forsigtigt på hovedet og fremstammede et lavmælt ”nej”.
”Jeg har ringet efter en ambulance,” brummede manden igen.
Han trak hunden til sig og gik lidt væk. Jeg forsøgte at huske, hvad der var sket. Jeg var på vej i skole og havde lige skullet spille smart over for et par små drenge på vejen. Men turen over kantstenen og op på cykelstien var åbenbart mere end scooteren kunne klare med 70 i timen. Jeg var kommet i slinger, og ud af det blå kom der pludselig en lil…
”Du kørte min hund ned. Ved du det?” Manden afbrød min tankerække. ”Jeg fatter ikke, hvordan det er, du kører. Scootere hører til på vejen og hverken på cykelstien eller fortovet. Jeg skal sørge for, at du ikke kommer til at køre igen lige foreløbig.”
Nu havde piben fået en anden lyd. Vreden var ikke til at tage fejl af. Jeg havde altså kørt hans hund ned. Og hvad så. Den havde det åbenbart fint igen. Det var hans problem. Jeg måtte videre. Sirenerne kunne høres i det fjerne, men det ville ikke være så smart at blive noteret for det her. Det var i så fald tredje gang i år, jeg blev snuppet. Jeg kom langsomt op at sidde.
”Prøv at se herover din lømmel. Se min lille Da Vinci.”
Et par meter væk lå en lille hund. Den rørte sig ikke, men peb voldsomt. Manden forsøgte at berolige kræet.
”Det er ikke min skyld. Har du nogensinde hørt om en hundesnor? Ellers må du bare lære det, gamle.”
Jeg kom på benene. Det gik bedre med hovedet og mit største ønske var at finde scooteren og komme videre, inden panserne dukkede op.

Men for sent. ”Er det her, der er sket en ulykke?”
”Ja!” udbrød den ældre herre. ”Det kan du bande på! Fjolset her kørte mindst 80 kilometer i timen op på fortovet og kørte Da Vinci ned. Hun ligger derovre. Jeg tror ikke, hun klarer den.”
Nu hvor jeg var kommet på benene, kunne jeg få et overblik over situationen. Min scooter lå inde i hækken 10 meter væk. En lille sort hund lå ved siden af den ældre herre, som lignede en hjemløs trold. Han havde hår i hele ansigtet, virkede lidt usoigneret og havde kolde, stikkende øjne.
”Det var jo ikke et uheld, vel gamle. Du kunne jo bare lade være med at lade din lille rotte løbe rundt uden snor.”
Manden løftede en stok, han havde holdt på ryggen og gik truende hen mod mig. Politimanden skyndte sig at stille sig imellem.
”Nu tager vi det lige roligt. Må jeg bede om jeres navne?”
”Marvin Leeman,” sagde gamlingen og lød stadig ophidset.
”Din adresse?”
”Derinde. Rosevej 15.”
”Og dit navn unge mand?” Betjenten lød lidt skarpere i tonen, da han henvendte sig til mig.
”Thorkild Thyrring, Storegade 75, 9800 Hjørring.”
”Du bor ikke nede på Storegade, din lømmel. Jeg har set din scooter, når jeg har været rundt med hundene. Du bor derhenne på Violvej.” Den gamles øjne lynede.
”Er det rigtigt?” spurgte betjenten. ”Og lad nu være med at lyve mere. Du hedder jo heller ikke Thorkild Thyrring.”
”Nej, hvad tror du selv. Ja, det er rigtigt. Jeg bor på Violvej.
”Og navnet?”
”Victor Amsen.”
”Har du et kørekort, jeg må se?”
”Øh … det ligger derhjemme. Skal jeg hente det?” Jeg vendte mig om og begyndte at gå over mod scooteren.
”Nej, det bliver vist ikke nødvendigt. Har du ringet efter en dyreambulance.” Betjenten vendte sig om mod sin kollega, som stadig sad i bilen.
”Ja. De sender sådan en i stedet for den almindelige. De skulle være her lige om et øjeblik. Men de siger på stationen, at det er tredje gang, Victor Amsen bliver snuppet for en forseelse på sin scooter Alle tre gange i år. Den her gang har du overtrådt færdselsloven på flere punkter: Tunet scooter, ingen styrthjelm og kørsel på fortov. De andre gange, han er blevet standset, har han ikke haft kørekort, så det har han nok heller ikke nu,” fortsatte den ranglede betjent i bilen.
”Ja, vi er jo nødt til at tage scooteren med ind. Udgifter til skaderne på hunden dækker din forsikring, så du må hellere lige smutte hjem efter dit forsikringsbevis.”
De andre gange, hvor jeg er blevet standset i februar og for en måned siden midt i marts, har det været for at køre for stærkt. Der har jeg ikke haft brug for at have betalt de 700 kr til ansvarsforsikringen. Det kunne vise sig at være en dårlig prioritering.
”Det er i orden, men jeg kommer altså for sent i skole, så kan det ikke vente?”
”Nej. Du skal i øvrigt også altid have det på dig.”
”Jamen, det har jeg ikke, så det må vente. Snak med min mor om det.”
”Du er ikke i en situation, hvor du har ret meget at forhandle med unge mand, så hvis jeg var dig, ville jeg være lidt samarbejdsvillig.” Betjenten var nu stået ud fra bilen og virkede ikke speciel tålmodig. Den gamle trippede utålmodigt og den første betjent var gået hen til scooteren for at tjekke den en gang til.
Modvilligt måtte jeg erkende, at jeg nok var nødt til at gå til bekendelse omkring de manglende formaliteter.
”Ok, det er min mors scooter. I har jo min egen på stationen. Jeg har ikke kørekort, men jeg er jo over 16 år, så det har jeg ikke brug for. Forsikringen og styrthjelmen har jeg sparet væk for at få råd til smøger.”
”Jeg er nødt til at sige dig, unge mand, at du har gjort noget meget dumt. Du skal have kørekort for at køre en scooter 45. Det bliver en dyr omgang. Vi sender et bødeforlæg med posten, og så er der forsikringspræmien oveni.”
”Et par tusind. Er I nuts?! Jeg troede, man kunne få penge for at hjælpe med rottebekæmpelse?”
”Nu tier du stille. Du er i en alvorlig knibe. Du har kørt uden kørekort til en scooter, som ikke er din egen. Det betyder, at du får udsat dit eget førerbevis til biler to år.”
Suk. Jeg kunne jo ikke gøre for, at kantstenen var så høj lige her. Jeg skulle jo nødigt miste min status som uovervindelig i kvarteret.
”Jeg er nødt til at komme i skole nu.” Jeg håbede, rollen som ansvarlig skoledreng lod mig slippe, og jeg gik målbevidst i retning af mors scooter.”
”Du må gå, og så hører du fra os en af de nærmeste dage. Dyreambulancen er her om et øjeblik hr. Leeman.”
”Jamen hør nu, kan …” Jeg nåede ikke længere. Politimandens blik og larmen fra dyreambulancen afbrød ethvert forsøg på bortforklaringer. Jeg mumlede den værste remse, jeg kendte, og satte kursen mod skolen en kilometer væk. Dårlig start på dagen og udsigten til temadag i skolen om religionernes fællestræk gjorde det ikke bedre. Den ville blive svær at overleve. Måske jeg bare skulle køre ned til Thorsten og spille playstation. Jeg ville alligevel ikke kunne koncentrere mig. Jeg havde vel ret til at tage en sygedag med den hovedpine, jeg havde haft for lidt siden.
Mens jeg skød genvej gennem et par haver og forcerede et plankeværk, undrede jeg mig over den drøm, jeg havde haft, før Marsvinets hund slikkede mig i ansigtet. Gad vide, hvad den betød, hvis den overhovedet betød noget. Jeg mindedes da ikke, at jeg havde hørt om et skib i en ørken for nylig.