Lige på trapperne
... eller i hvert fald hen til trapperne. I går knoklede vicesheriffen og jeg med at rette af og lægge fliser. Det er hårdt for fingre, hvor den eneste hårde hud sidder på fingerspidserne af pegefingeren (tastefingeren ...). Men vi fik lagt ca 20 m2 og det ser bare godt ud.
Jeg har af entreprenøren lånt en pladevibrator på 350 kg. Den er tung, larmer og ryster helt vildt. Forleden skete der dog et uheld, som jeg dog først erfarede i går - gaskablet knækkede. Resultatet af det er, at maskinen ikke kan slukkes. Så der kunne man se Rambro vade rundt i sin indkørsel med en 350 kg-tung pladevibrator og køre i ring og ring - i håb om, at tingesten løb tør for diesel. Det gjorde den ikke. Så da vicesheriffen kom og jeg havde vibreret i en time, løb jeg over til bagboen, som reddede det halve af Korning by, så der igen kunne høres fuglefløjt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar