Hvor meget et det lige man kan nå fra kl. 15 til 23?
Jo, jeg tror i hvert fald, vi satte ny rekord i går:
Kl. 15 ankommer svoger og svigerinde fra Århus med sønnen Samuel.
Det er godt, at man ikke kan straffes for at slå fluer og myrer ihjel. I så fald stod jeg foran en dom på flere gange livstid. I disse dage er jeg ikke kun insektmorder af første grad. Vi oplever en invasion i varmen, som tvinger mig ud i et serieforløb af tennistræning - blot med en fluesmækker i hånden. Fru Ministeren kom her til aften ned efter at have puttet hr. Mads og troede, at jeg var gået i gang med en sømpistol ...
Så vidt er det ikke kommet endnu, men hvis spyfluerne bliver meget større, så er det næste våben på listen!
Flueensemplet her i huset synger:
Jeg er fluen. Jeg har vinger på. Derfor gider jeg *** ikke gå. Jeg er ikkeIkke mere summen fra den kant!
skabt til noget stort. Derfor sætter jeg mig på en l... KLASK SLAM BAM!
Et spændende TdF er ved at nå sin afslutning. Det har været dejligt med nyt blod i stedet for den evigt kontrollerende Armstrong. Det har til tider været meget spændende at følge rytterne over bjerge og gennem dale. Det skulle man ikke have troet, da den store spanske cykelskandale tog fart, og cykelsporten helt forståeligt tog sine forholdsregler.
Set i det lys er jeg blevet inspireret til at lave en lille lommeordbog for den cykelinteresserede. Med den i baglommen kan man snildt lave sin egen palør:
Familien er just hjemkommet fra tre dages ferie på Fanø. Det er slet ikke et tosset sted at tilbringe nogle dage. Her kommer opholdets opture:
Det er gået rigtig fint i dag med at sætte loftet op. Den mindste smukke muse har leget fint med hr. Mads. Det har givet den ekstra tid, som vi har brug for til at smække nogle brædder på. Dagens eneste irriterende indslag var, da vi blev invaderet af gnavpander. Tordenfluer kaldes de også. Kært barn har mange navne. De generende monstre, som næsten er usynlige for det blå(tte) øje gav sig straks til at overfimse vores nye loft. Og så vil de, som altid, se om glasset på vores billeder er ordentlig pudsede. De tjekker fra indersiden ... med det resultat, at vi efter en sådan invasion altid har 50-100 af de små, sorte, slanke, 'man-kan-ikke-se-hvad-der-er-for-og-bag' dyr til at sidde mellem glasset og selve billedet. Skal man havde dem ud, så fedter man altid glasset til ...
Men det er trods alt ikke en katastrofe. Men nu, mens jeg skriver, kravler der to af monstrene rundt på min computerskærm. På indersiden. Hvordan sørensen er de kommet derind? Jeg troede, sådan en skærm var lukket! Så var det alligevel bedre med pausefiskene i gamle dage.
Intet kan sætte Fru Ministerens og mit ægteskab på prøve, som det at skulle udføre et stykke arbejde sammen.
Jeg gør i disse situationer alt korrekt og Fru Ministeren synes ikke at kunne forudse, hvor jeg har brug for en hjælpende hånd ... som jeg ser det.
Jeg har overdreven megen tiltro til egne evner og burde uddele kvajelemonade hvert 5. minut og Fru Ministeren holder sig klogeligt tilbage for at afvente situationernes udvikling ... som Fru Ministeren ser det.
I hvert fald er vi lige nu ved at hjælpes ad med at sætte loft op i stuen. Det kræver sit at få fjer og not til at passe sammen, når det er et loftpanel på ca 5 meter, vi kæmper med. I går nåede vi en tredjedel og lige om lidt fortsætter kampen.
Anphiff!
Fru Ministeren har taget de fire lobbyister med til Vendsyssels fantatastiske "vi-ligger-i-læ-bag-de-norske-fjelde-sommervejr". Jeg er blevet hjemme, da jeg gerne skulle have noget fra hånden. Planen er, at der skal isoleres og sættes loft op i garagen og så skal loftet pilles ned i stuen og et nyt og dér også. Fru Ministeren tror ikke på, at jeg kommer langt. Diverse sportsfinaler taler imod, men en uomtvistelig selvdisceplin skulle gerne bære mig et godt stykke.
I dag har jeg forkælet mig selv med en ny cd, 2 magasiner og en lille pose chips for at fejre, at jeg nåede mit første delmål på slankekuren: Under 105 inden vejning mandag morgen. Her til morgen viste vægten 104,7. Målet er stadig 95 kg og i det her tempo, så skulle det ikke være helt umuligt, at jeg inden arbejdet begynder efter ferien, i hvert fald er ude af Klub 100. Det bliver helt mærkeligt. Her har jeg ellers oparbejdet en anseelig ancinitet ...
Mens vi venter på, at Fru Ministeren får ferie, så vi for alvor kan nyde sommeren, så må vi glæde os over de små, men dejlige optrin de næste dage ... og over, at Mads har fået sin forbinding af og igen frit kan plaske i vand og lege i sandkasse. Det tager lidt af opsynspresset af.
Ellers skal Broen II snart påbegyndes. De fleste bidrag er indsendt og jeg venter kun spændt på nogle enkelte.
Og sidst men ikke mindst er det anmeldelses-tid. Jeg er anmelder på hjemmesiden Film og Tro og mangler at anmelde følgende 4 film, inden jeg er færdig: Bruce Almighty, A walk to remember, Bænken og Shadowlands. 
Jeg har anmeldt døde poeter Klub ...
