Tinbryllup
10 år! Tinbryllup!
Det er ikke så lidt endda!
I skrivende stund er det så små ved at være 10 år siden, at kordegnen måtte give den unge gom et diskret skub i ryggen, så han vågnede fra den drøm, der viste sig at være virkelighed. Med tårevædede øjne tog han imod sin brud ved alteret! Smuk var hun!
Ikke meget har ændret sig siden. Der er naturligvis løbet en masse vand gennem åen - kampen mod strømmen har til tider været sej - andre gange har vi stille ladet os drive med strømmen.
Det har været 10 uforglemmelige år! Tænk hver dag at have lov til at stå op og vide og føle sig elsket af et andet menneske. Det er stort!
Helle bliver her på siden kaldt Fru Ministeren - og minister for udviklingsarbejde kan man også roligt titulere hende. Hun har i hvert fald i mere end 10 år haft Projekt René kørende til stor glæde ikke bare for ham selv, men også for hans omgivelser ... Og dem, der kender mig 10 år tilbage vil sikkert kunne nikke genkendende til en både personlig og gastronomisk udvikling hos Projektet.
Når man tænker på, hvor meget kærlighed, omsorg, tålmodighed, imødekommenhed og velplaceret tugt jeg har været genstand for de seneste 10 år, så bliver jeg næsten helt rørstrømsk. 1-års-, 3-års- og 7-år-kriser er overstået - ikke at de fyldte så meget - de blev spredt jævnt over alle 7 år - og fra 7 til 10 har været et langt triumftog!
Hvad var jeg uden min helle Helle? Hvem skulle tage sig af mig? Hvem skulle samle mig op? Hvem skulle holde mig nede? Hvem skulle bringe så megen lys og glæde ind i min hverdag, hvis ikke det var for hende. Tak Helle!
Og ja - sådan så det ud for 10 år, og for mit vedkommende: mange kilo, siden ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar