fredag, september 17, 2004

Janteloven

I forbindelse med emneugen om mobning sluttede vi i dag af med at gennemgå dels janteloven, og endnu mere de mange antijantelove. Man kan se et udvalg her.Jeg bryder mig overhovedet ikke om janteloven. Den er dræbende for ethvert initiativ. Jorder enhver, som har bare en lille vision. Og fremfor alt gør den kål på alt for mange menneskers ret til at være sig selv.
Vi har læst en novelle af Finn Gerdes, som hedder "De andre og Espen". I den beskriver den alvidende fortæller, hvordan alle mennesker er en cirkel med et centrum, hvor de selv oplever, ser og lever fra. I tilfældet Espen, som er udsat for den groveste mobning, man kan tænke sig, er de andre, som befinder sig i periferien af Espens cirkel, rykket så nær på Espens centrum, at han ikke længere kan leve og ånde, som det frie individ, han er.
I Espens tilfælde ender det ulykkeligt. Rygterne tager til og han giver til sidst op på den menneskerettighed, det er, at have lov til at være sig selv. Han kender ikke til de positive anti-jantelove, som sætter en helt anden dagsorden. De minder mange af dem om de værdier, som eleverne på Grejsdalens Ungdomsskole har skulle definere for deres klassesamvær.
Én ting, som jeg undrer mig over, er, at der i janteloven ikke står: Du skal ikke røre mig - så tisser jeg på dig!
Den lov praktiserer vores kanin!

Ingen kommentarer: