Lovsang i Billund

Jeg er på vagt i denne weekend. I går aftes var vi med de 19 elever afsted til lovsangstræf i Billund, bl.a. arrangeret af en af vores tidligere elever, Disbeth Lam.
Det var en rigtig god oplevelse. Vores elever opførte sig pænt. Musikken var god og lovsangen var en herlig blanding af, for mig, nye sange og gamle 'travere'.
Forkyndelsen var nærværende og blev båret frem af et inderligt ønske om at pege hen på Jesus, som ham, der kan pille de rådne kartofler ud af dit liv, inden de når at sprede sig, så hele dit liv bliver råddent. De elever, jeg sad ved, var opmærksomt lyttende.
For de af vores elever, som ikke normalt kommer i kirkelige sammenhænge affødte aftenen dog også et par spørgsmål (og hjælp gerne med at besvare dem ...!), som min medvagt og jeg forsøgte at besvare:Hvorfor står man op, når man synger?Hvorfor løfter de hænderne, når de syngerPersonligt klynger jeg mig til, at hvis Manasse i sin apokryfe bøn kan bøje sit hjertes knæ, så kan en genert person, som mig, også løftes sit hjertes arme ...
Jeg dog også mødt et andet spørgsmål, nemlig hvad der menes med følgende citat fra Hoseas' bog - og jeg har lovet Mette, at finde et svar (HJÆLP mig, Olsen og andre teologer eller psudoteologer!) Sådan elsker Herren israelitterne, skønt de vender sig til andre guder og elsker rosinkager. Hos 3,1.