Storm P
Robert Storm Petersen (1882-1949) er mest kendt for at være en morsom mand. Med rette. Han var multikunstner, tusindkunstner - tegner, maler, kabaretskuespiller, en af hovedkræfterne i de første danske spillefilm, lavede landets første tegnefilm, skuespiller på det kongelige, punch-line-mester og opfinder. Hvem har ikke lavet en Storm P-opfindelse på et tidspunkt, kendetegnet ved at sirligt system, der løste et problem - jeg havde en omkring vores utætte skorsten ...
Johannes Møllehave er Storm P-ekspert. Han siger, at Storm P-museet er det eneste museum, hvor besøgende højlydt går rundt og griner. Han siger også, at Storm P havde en religiøs dimension i sin kunst. Det kommer til udtryk i en tegning, hvor den anklagede står foran dommeren og siger noget i retning af: "Jamen, hvordan skal jeg så gå fri" og dommeren svarer, at det ved han ikke. Men bag dommeren hænger et kors - for Johannes Møllehave et bevis på, at Storm P var klar over den religiøse dimension i tilværelsen.
Men som sagt er han mest kendt for at være morsom mand. Men for Storm P er morskab flere forskellige ting:
• Humor - man griner med offeret på en medmenneskelig måde, fordi man har en indsigt i tilværelsens grundvilkår. Store humorister: Chaplin, Tommy Kenter.
• Komik - man griner af offeret. Man føler hverken sympati eller det modsatte.
• Satire - fremkalder en nedgørende og hånende latter. Personer, der bliver gjort til grin har efter satirikerens opfattelse selv gjort sig fortjent til det. Meget stand-up bygger på satire.
• Tragedie - hører med her, fordi man jo kun kan more sig, hvis man ved, at der også kommer en tid til det modsatte. Smilet stivner - det sørgelige og smertelige har overtaget. Personerne er uden skyld i deres tragedie.
• Tragikomik - man ved ikke helt, om man skal le eller græde …
Ingen kommentarer:
Send en kommentar