Windbreakers

Jeg kan huske de gode, gamle dage. Ikke da Dirch Passer levede, men da jeg boede i Århus. Hjortensgade, Langalandsgade, Ringgaden og Ringvejen. No problemos! Dem forcerede jeg på cykel og det gik over stok og sten. Når jeg kom hjem til Gustav Wieds Vej spillede jeg fodbold i baghaven med Michael og Anders i mange timer. Det kan jeg godt huske.
Men hold da op! Det er mange kilo siden!
Jeg ville gøre Fru Ministeren en tjeneste på vej hjem fra arbejde i dag, så jeg tog cyklen hjem fra Bøgballe. Så kunne hun tage bilen.
Der er kun 7 km, men bare den mindste knold på vejen gav mig brækfornemmelser og åndedrætsbesvær. Nørj, det er ringe!
Og jeg troede ellers, at jeg havde den perfekte cykelkrop: Stor næse til at aflede vinden fra ansigtet. Runde former på overkroppen, så vinden ikke kan få fat og tynde, lange stænger. Men næ nej. Der var modvind! Strid modvind og tordenfluer i luften - så der blev konsumeret på toppen af de små knopper. Jeg havde håbet på en lidt anden forret til aftensmaden.
Så det må være mine brede skuldre, der har blokeret for vinden. Ifølge min viceforstander kan de nemlig bære lidt af hvert: Inkvisitoriske indgreb i mine andagter, skideballer og angreb fra vægtvogterne. Skuldrene it is!
Et lille koriosum er i øvrigt, at jeg kørte på den rute, som Post Danmark havde kørt på i dag. Men det var ikke til at se. Ingen flasker i vejkanten, ingen slikpapir, chokoladehylstre og hvad de ellers kyler i naturen, når man ser dem på fjernsyn. De rydder godt op efter sig.
Måske man skulle tage eleverne med til cykelløb engang ...