En tanke fra Jeriko

Jeg forestiller mig, at jeg står på fæstningen ved Jeriko. I det fjerne kan jeg skimte de mange mennesker, der som en slange bugter sig hen mod mit hjem. Jeg har en fornemmelse af, at om lidt sker der et eller andet. Men jeg er forberedt. Der er ikke noget, som kan ryste mig.
Men det kan det alligevel. De går rundt om byen - rundt og rundt ... og rundt. Syv dage i træk. De sover ikke om natten - der render de også rundt! De larmer. De spiller høj musik. De smider deres affald, hvor det passer dem. Der kommer masser af røg op fra deres midte. De reagerer ikke på mine kommandoer, som jeg ønsker det. Der er enkelte alfahanner, der styrer flokken. Betahunner er der mange af - man kan høre deres kaglen og hvæssen. De virker provokerende. Utilnærmelige. Egenrådige.
Og hvad så?! Det kan ikke bringe mig ud af fatning. Jeg står fast. Men efter syv dage har de foldet sig helt ud og fæstningen falder - jeg er fortabt! Muren omkring mig styrter sammen! Jeg må overgive mig. Jeg kan ikke holde dem fra livet.
Jeg er i deres vold. Jeg kan ikke lade være med at fascineres over vem. Jeg kan ikke lade være med at ville yde mit ypperste for dem. Jeg vil lære dem at kende. Jeg vil sætte spor hos dem. Jeg vil gøre en forskel. Jeg vil forsøge at høre, se og forstå dem. Jeg vil bestræbe mig på at have et stort procesrum.Jeg ønsker brændende, at de fagligt og åndeligt flytter sig.
Det er i dag, det sker. Elevholdet 2004/2005 kommer. Jeg kan skimte det i horisonten.