I går aftes var jeg afsted til mit første - og kursets anden - kursusaften. Et pædagogisk kursus for forkyndere arrangeret af Kristent Pædagogisk Institut i samarbejde med de 3 missionsforeninger. Aftenens foredragsholder var Jens Ole Christensen (JOC). Og hold da op, hvor var det inspirerende! Den gejst, livsglæde og erfaring, som JOC, formidler med, er i allerhøjeste grad smittefarlig.
Temaet for aftenen var forkynderen - ikke så meget hans åndelige ve og vel, men mere det håndværk, som han skal kunne, nemlig at formidle. Så der var fokus på, hvad forkyndelse er og hvordan man bedst muligt får det formidlet det glade budskab. Vi så bl.a. 7 kyskhedsløfter for prædikanter, som JOC har forfattet og talte om dem. De er, som han udtrykker det, et middel mod kunstige stimulanser i forkyndelsen - et middel mod, at den maske, som man som forkynder til en vis grad bærer, ikke bliver falsk.
Afslutningsvis havde vi en meget interessant diskussion om floskler, som blev defineret som døde ord, der er blevet kolde. Vi var enige om, at vi skál ud og generobre flosklerne - vi skal have fundet varmen i ordene igen. De kraftsudtryk, som vi bruger rundt omkring i missionshuse skal vi passe på med. Hvorfor kalde en aften for en velsignet aften, når den "bare" har været god? Vi er vænnet til at bruge så store ord, at de faktisk er gået hen og blevet floskler, der har mistet deres reelle indhold og ikke længere gør noget ved os, fordi de er blevet indholdsløse. Så vi skal ud og generobre flosklerne - ud og gøre dem nærværende, varme og meningsfulde igen.
Andre spørgsmål, som står åbne efter i går kunne være:
- Er der forskel på en kliché og en floskel?
- Skal en forkynder helst bruge 'man' eller 'du' i sin forkyndelse?
- Hvor meget skal man puste sig op på en talerstol?
- Hvilke træk ved en taler kan komme til at stå i vejen for budskabet?