En artikel i JP Århus har sat nogle tanker i gang. Den handler om arbejdsklimaet i menighedsrådet ved Skt. Pouls Kirke i Århus midtby.
Ikke at jeg skal blande mig i de lokale genvordigheder. Det ved jeg ikke nok om sagen til at gøre. Men jeg kunne godt tænke mig at kommentere på formandens sprogbrug. For min skyld må han mene, hvad han vil. At han og hans liste gik til valg på "større tolerence" kan runge lidt hult i lyset af måden, han får ytret sine synspunkter.
I artiklen er han citeret for at titulere sine "modstandere" i menighedsrådet med ord som "sekt", "fundamentalister" og "ekstremister". Det er folk, som tilhører den kirkelige højrefløj/Indre Mission (IM).
Slår man ordene efter i ordbogen, så kan han for så vidt have ret.
Sekt = samfund med religiøse særmeninger
Fundamentalister = teologisk retning, der hævder Bibelens absolutter ufejlbarlighed
Ekstremister = Personer med yderliggående anskuelser
Det kan sagtens forsvares, at kalde IM en sekt, og folk som mig i den for sekteriske, for vi har sandsynligvis nogle religiøse særmeninger. Men i historisk perspektiv mener jeg nu, at ordet oftest er brugt om folk, der i forhold til Bibelens havde religiøse særmeninger og som i øvrigt fuldstændigt havde isoleret sig fra omverdenen. Og så hører ligheden med IM op!
Fundamentalister kan også forsvares - uden tvivl. IM knytter til ved Folkekirken og dens bekendelsesskrifter - og her er Ordet - Guds ord - Bibelen autoriteten.
Ekstremist-betegnelsen mener jeg må stå for formandens egen regning. Det er vel en subjektiv vurdering, der ligger bag. I forhold til hans meninger, så har IM yderliggående anskuelser.
Men én ting er, hvad den leksikale betydning af ordene siger. Noget helt andet er, hvad ordenes medbetydning i offentligheden er. Så snart den almindelige dansker hører ord som sekt, fundamentalist og ekstremist, så tænkes der straks på kvindeundertrykkelse, tilsidesættelse af demokrati, selvmordsbomber og andet i samme boldgade. De konnotative betydninger, medbetydningerne, er bygget ind vha mediernes dækning af forskellige forhold rundt om i verden. De forhold forsøges nu overført til et sogn i Århus Stift og Indre Mission og folk, der kommer der.
Det synes jeg er uheldigt og absaolut ikke rimeligt!