The Butterfly Effect
I går så Fru Ministeren og jeg "The Butterfly Effect". Vi var ikke helt enige i bedømmelsen. Den ministerielle dom var "langtrukken". Mine fire thumbs up er vist klar tale mod den bedømmelse. Filmen udfordrede mig og fængede.
Hvad kalder man fx rent analytisk en historie, som benytter tankereferater til at skabe flash backs, der bliver en ny nutid for at ende op som en slags rammefortælling med udtoning?
Et andet interessant perspektiv i filmen er naturligvis, at kaoseffekten bliver implementeret i interpersonelle relationer. Uanset hvad man gør, så får det konsekvenser. En har sagt, at man ikke kan "ikke-kommunikere". Filmen gør måske skridtet videre og siger, at man ikke kan "ikke-agere". En aktion giver en reaktion.
Filmens slutning er også en tolkning værd. Ikke at jeg skal afsløre noget - blot at jeg tror, at instruktøren med slutningen vil sige, at liv og lidelse hører uløseligt sammen. Man kan ikke leve sit liv uden i et vist omfang at møde lidelsen.
Har du endnu ikke set filmen, så gør det! Hvis du har set den, er du så enig?
1 kommentar:
jeg har set filmen og jeg synes den er rent ud sagt fantastisk!
Send en kommentar