Skriv til avisen
Avisen i Undervisningen har igen lanceret sin konkurrence, som hedder "Skriv til Avisen". Skoleklasser landet rundt har kunnet tilmelde sig til konkurrencen, som går ud på at lave den bedste avis på 4 A3-sider over temaet "Tro". 30000 unge mennesker vil ugen ud tænke over emnet i utallige afskygninger.
Det er så også første uge for min praktikant foran klassen og vi havde aftalt at begynde med at vise en video, som gerne skulle kunne tænde eleverne. Jeg skulle tage den med hjemmefra.
Jeg så videoen i går og tog her til morgen så bare videoen ud af maskinen og drog af sted mod Vejle. Da vi kom ind i fællessalen, hvor vi skulle vise filmen, så jeg til min - og praktikantens - store ærgrelse, at videoen ikke var noget, som havde med avisproduktion at gøre. Det var i stedet "Jul i skovriddergården" ...
Min ældste datter har åbenbart arvet Fru Ministerens julegen, der giver sig udslag i juleforberedelse fra sidst i oktober.
Uden videoen kom vi dog alligevel videre og klassen har døbt deres avis 'Østrogen' - sjovt nok! Klassen hedder jo 10.ø (ø for østrogen, da der er 20 piger i klassen på 24). Men det skal ikke bare udtales østrogen, men derimod på denne underfundige måde: Ø's tro gen - altså klassens gen til at tro. Flot navn, som var resultatet af en hurtig pingpong mellem Ida og Kathrine.
Spændende hvad resultatet bliver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar