fredag, september 30, 2005

Ugens ministerkommentar

I denne uge får Fru Ministeren ikke selv ordet - derimod er det noget sagt OM Fru Ministeren.

I forbindelse med Den store Smukke Muses første dag på Bøgballe var forældrene selvfølgelig med. Vi slappede lidt af sammen med en af Frui Ministerens kollegaer og chefen. Midt i en snak om pædagogisk arbejde (så vidt jeg husker) siger chefen

Helle, du overfungerer!

Jeg er stor tak skyldig til Fru Ministerens chef - tænk - det er det ord jeg har ledt så længe efter under jævnlige diskussioner herhjemme. For her overfungerer Fru Ministeren også. Rengøring, madlavning, omflytninger, telefon og alt i og omkring huset - der overfungeres på livet løs. Så fik vi lige sat det på plads!

Skoleskift

På en fredag morgen, hvor jeg normalt har undervisningsfri, er klokken 6.30 alt for tidligt at stå ud af fjerene - stadigt lidt vaklende pga. infektionen på balancenerven ... Men i dag skyldes den tidlige opvågnen, at den største smukke muse har første skoledag på Bøgballe Friskole. Ida Marie skulle under alle omstændigheder skifte til Bøgballe efter fjerde klasse, men vi har valgt at fremskynde rykket af forskellige årsager. Nu håber vi så bare, at Ida M bliver glad for de nye omgivelser ... hvor Fru Ministeren vil være en del af dagligdagen, når hendes orlov er overstået til april.

søndag, september 25, 2005

Murphys lov

Murphy lov er en såkaldt selvopfyldende lov. Den lyder i modificeret udgave;Alt, der kan gå galt, går galt (den rigtige ugave kan bl.a. ses her). Lige nu er det som om, selvopfyldelseskraften har slået til i mit lille univers.
Operationen for en uge siden gik ikke helt som den skulle - men oveni er der nu med stor sandsynlighed stødt en ny infektion til, så jeg nu kan kalde mig "Brorson - nu med infektion på balancnerven".

eg forsøgte mig med at møde op på arbejdet i går, men det var måske ikke så smart, for jeg havde ikke andet end lige taget plads i lænestolen før min egen miniudgave af rn karusseltur begyndte. Det er så fortsat, sådan at hver gang jeg ændrer position, så snurrer verden rundt ... gad vist hvor længe det skal stå på.

fredag, september 23, 2005

Teenage-tendencer melder sig hurtigt

Den billedskønne, men hovedløse, Fru Minister-orkan´, som ikke længere kan ses i cyberspace (med mindre man klikke på følgende link) spørger vores yngste datter på 3 år, som snart har fødselsdag, hvad hun ønsker sig, når dagen kommer ...

En computer ... noget mere tøj ... blade ... en cd
... lyder svaret.
Hvor er ønskerne om Barbie, påklædningsdukker, tuscher og tingeltangel blevet af? Forsvundet i kapitalismens vugge? Ja, jeg spørger bare ...

onsdag, september 21, 2005

Orkaner

Når en person opdager en ny planet eller en komet, så opkaldes himmelfænomenet som regel efter opdageren. Men hvor får orkaner deres navne fra - og hvorfor er det, så vidt jeg husker, altid pigenavne? Her kommer 5 gode forslag til, hvorfor orkaner har pigenavne:

  1. En orkan forbipasserer aldrig i ubemærkethed
  2. En orkan er kold luft, der tager til i styrke, når den møder varme, for derefter at endevende alt inden den falder til ro
  3. Man taler om 'orkanens øje' - ikke 'øjne'. Den kan altså kun se tingene fra en synsvinkel
  4. En orkan får store økonomiske konsekvenser
  5. En orkan efterlader sig altid kaos i farvandet

tirsdag, september 20, 2005

hmm - sådan skulle det ikke være

Jeg skrev i mit sidste indlæg om den forestående operation. Nu er den passé. Men det gik ikke helt efter planen.

Udsigten var et døgn på sygehuset efterfulgt af en dejlig masse arbejde.
Den nye udsigt er en uges sygemelding med kateder, antibiotika og afbud til de ting, som jeg havde set frem til. Ærgerligt - men bare slutresultatet bliver godt ...!

søndag, september 18, 2005

Hul igennem

Indlægget har ikke noget at gøre med telefoni eller AGF's forsvarsspil i kampen mod GAaB. Derimod er det manglen på samme, som i morgen kl. 8 sender mig under kniven på Horsens Sygehus.

I 1990 blev jeg i Herning opereret for indsnævret urinrør, men nu er den gal igen. Dengang lød årsagen til skavanken: Fald på cyklens tværstang kan have forårsaget problemet ... og nu skal der så blokkes ud igen.

Det giver et 2-dages ophold på sygehuset, men forhåbentlig kommer jeg hurtigt på benene til at de ting, som skal ske i næste uge:

  • IT10 på skolen skla have prøveresultat tilbage på onsdag ... jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde?!
  • Forældrebesøg på skolen lørdag
  • Indlæg om unge og bibellæsning lørdag formiddag for repræsentantskab og bestyrelse i Bibellæser-Ring Danmark (tak de flere end 130, som har været behjælpelige ved at besvare et spørgeskema (linket er øverst i højrespalten))
  • Søndag er der efterskolernes dag med et hav af spændende tiltag på Grejsdalens.
Så det er bare med at komme ud af fjerene igen.

onsdag, september 14, 2005

Ugens elevkommentar

Elevkommentarer tager afsæt i dette billede - eller noget som gik forud for ...

Undertegnede er på vej op ad banken til venstre - Rasmus B til højre. Det er Rasmus' andet forsøg, og i sit første forsøg var han nået ca. lige så langt ... da han mistede fodfæstet. Siddende på sine knæ og febrilsk gribende ud efter et græsstrå at klynge sig til, mumlede han panisk:

No ... no ... no ...

Så der fik vi lige lidt at grine af på vores ganske udmærkede tur til Døbbøl Banke.

søndag, september 11, 2005

Test nationen

Jeg så ganske lidt af showet i går og syntes egentlig, at det virkede lidt popmart og uinteressant. Her til morgen har jeg dog prøvet testen selv og havde middelstore forventninger. Men det gik godt. Testen viser, at jeg skulle have en IQ på 150 - over forventning. Men da jge så så resultatet af testen fra i går, så kunne jeg jo have sagt mig selv, at jeg ville få et godt resultat.

  • Jeg er AGF-fan
  • Jeg kører Citroen
  • Jeg har fået en P-bøde
  • Jge er mand
  • Jeg er ikke tatoveret
  • Jeg bruger briller
Disse kategorier har i landsgennemsnittet højeste score ... Det undrer mig dog, at venstrehåndede ikke er klogere end alle andre - det er vi ellers mange venstrehåndede, der mener ...

Vandhunde

I går var vi med de elever, som har valgt at blive på skolen i weekenden, et smut ved Andkær Vig. Sander leverede speedbåden og Yamaha wavebreakeren og så var det ellers bare om at holde ved for de elever, der havde lyst til en tur i bølgen blå. Det blev til mange dramatiske, sjove, spændende, men frem for alt, våde ture - men de fleste nød det. Der var dog en, som mente, at det godt nok var vildere end alle Tivolis attraktioner - og det siger vel ikke så lidt.

torsdag, september 08, 2005

Bisgaards fornemmelse for det ekstraterrastrielle

Hørt i SkyRadio på et spørgsmål til Hans Otto Bisgaard, om hvorvidt han havde haft nogle overnaturlige oplevelser:

Hvis jeg stod ved siden af en flyvende tallerken, så ville jeg vaske den
op!

onsdag, september 07, 2005

Ugens Ministerkommentar: Diktaturlignende tilstande

Fru Ministeren har hidtil været meget overbærende med denne cyperadresse. Hun har ladet nåde gå for ret og fundet sig i lidt af hvert. Men efter en samtale med en lokalpolitiker i går, så er det slut. Nu viser Fru Ministeren sine sande diktatoriske tendenser, som leder tankerne henimod the spanish inquisition og mediestyring ...

Jeg vil ikke have mit ansigt vist for hele verden
Så hermed er alle billeder af Fru Ministeren pillet af dette site og jeg skal forsøge at holde mig i skindet med at bringe flere, da jeg ellers er godt og grundigt i fedtefadet ...

Måske reaktionen blev lidt tilspidset af, at jeg i en mail, sendt rundt til forskellige kristne lokalafdelinger, var kommet til (aner ikke hvordan) at vedhæfte et billede af Fru Ministeren ...

lørdag, september 03, 2005

11 år og still going strong

På dette tidspunkt, hvor jeg skriver dette indlæg, er det 11 år siden jeg havde store sommerfugle i maven. Der var dengang kun et par timer til, at jeg skulle modtage min udkårne ved alteret i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring - en stor dag. Vi var unge og, som Fru Ministeren bemærker ved det indsatte billede (som efterfølgende er blevet fjernet af den ministerielle inkvisition), meget uslidte. Der er da også løbet meget vand i åen siden da ... og diverse bildæk, grå hår, gode og dårlige erfaringer, sjove og mindre sjove oplevelserog meget andet.

De elleve år har bragt os vidt omkring - fra Åbyhøj i nord, over Beder til Korning - ikke alt har været godt, da det skete, men vi tror på, at vi gennem det, der er sket, er blevet bedre fasttømret og har lært noget.

For elleve år siden gav jeg det næstbedste ja, jeg nogensinde har givet - et ja til at ville elske og ære Helle Ramlov Pedersen i medgang og modgang. Ja til at ville elske og ære den kvinde, som mere end nogen anden ser igennem alt det, som jeg puster mig op med og som jeg indeholder, og ser mig som jeg er - og elsker mig alligevel.

Jeg bliver glad, stolt, rørt, overrasket, men fremfor alt utrolig taknemmelig, når jeg kigger 11 år tilbage, hvor jeg fik lov til at blive Fru Ministerens mand ... så i dag er det stålbryllup!

Hvad sker der lige?

Er vi danskere et folkefærd, som kun forstår tingenes alvor, hvis vi blæser tingene helt ud af proportion?

  • Den iberiske skovsnegl er en dræbersnegl.
  • Kalkskjolder på glassene er glaspest.
  • At tabe til Tyrkiet er en katastrofe.
  • Meget stikkende bier er dræberbier.
  • Afdankede fodboldstjerner kan blive eksperter og studieværter overalt i den danske medieverden.
  • Alle, som kan sige ja til præsteløftet, men i øvrigt er ligeglade med Bibelen, kan blive præster.
  • Børnetv viser, hvordan man løser konflikter med vold.
Med fare for at blive kaldt en god socialdemokrat, så vil jeg spørge: Kan vi ikke gøre det lidt bedre ...?