fredag, december 29, 2006

Set: Firewall

Efter et hyggeligt besøg hos vicesheriffen i aftes havde jeg to muligheder: 1. Pirates of the Carrabian og 2. Firewall. Nr. to var en præmie fra sf-anytime, hvor man kan leje online film i et døgn.
Jeg valgte 2'eren og så en ganske spændende film med endnu et dansk islæt: Nicolai Coster-Waldau har fået gang i sin internationale karriere og spillede bad guy i denne typiske Harrison Ford film. Der var lidt "Flygtningen" over den uden dog at nå forgængeren til sokkeholderne. De to mandlige hovedroller spiller godt og overbevisende omend Ford efterhånden håndterer actionscenerne som en, der trænger til et iltapparat.
Plottet er, at bankens sikkerhedschef bliver hacket på hjemmebanen, hvor sikkerhedsniveauet ikke når de samme højder som i banken. Nu skal han så forsøge, om han kan sikre homebanken mod angreb udefra.
Bandens leder er en nedrig og ondskabsfuld englænder, der ikke skyr nogle midler for at nå sine mål.
Jeg var underholdt, men så heller ikke mere.
3 ud af 5 jerngreb

Ingen kommentarer: