onsdag, juni 28, 2006

Opsummering

14 dage uden opdatering - tiden flyder!
Men det er ikke fordi der er sket det helt store i Korning. Ingen nævneværdige store eller skæve tanker, ingen nævneværdige humoristiske situationer eller noget som kunne berettige en særskilt plads på siden.
Siden sidste opdatering har vi på Grejsdalen sagt farvel til dette skoleårs elevhold, vi har her i hjemmet sagt goddag til vores israelske ven og vi har været med Mads Motor ved lægen. Fingeren ser "fin" ud og heler godt. Sidst på ugen forventes det, at han får en mindre forbinding på.
I dag begynder fru Ministeren en ca 14 dages periode med arbejde på Bøgballe. Så for mig står den på børnepasning.
Og så venter vi ellers bare på en afklaring med bank og ejendomsmægler på vurdering af vores hus, så vi evt. kan få noget friværdi til at lave nye ting på huset.

PS: Og så har jeg tilmeldt mig en slankeklub for lemonadevommens udrydelse!

torsdag, juni 15, 2006

En børnesang

Lillefinger, lillefinger, hvor er du?
Her er jeg, her er jeg.
Goddag, goddag, goddag!

Sådan lyder den kendte børnesang - som i går fik en helt anden betydning. Mads Motor fik sin lillefinger i klemme i terrassedøren og græd meget højt. Fru Ministeren tog affære og råbte pludselig, at spidsen af fingeren var væk. Jeg måtte ud og lede efter den. Den sad stadig i døren. Føj. Blod, skrig og skrål. Og meget hurtig kørsel med katastrofeblink mod Horsens.

Drengen tager det meget pænt og snittet var rent og uden knogle involveret, så lægen mente, at fingeren næsten bliver uden mén. Men han skal have bandage på i minimum 10 dage. Den må ikke blive våd og beskidt. Hmm - svært med en nysgerrig 1 årig!
Han vågnede så i nattens løb med smerter - forståeligt. Vi andre ville nok ikke lade os aflede af en vanilleis, en hospitalslampe og lidt røntgenstråler, hvis det var os, der havde mistet en centimeter af fingeren!

mandag, juni 05, 2006

Intermezzo midt i Football Manager-sæsonen

Sikke en afslappende pinseferie. Computerspil, oprydning, stilretning og så ikke forfærdelig meget mere. Skønt!

Vi har sikkert alle vores soft spots i forhold til film. Selv kan jeg fx ikke stå for:
Jim Carrey, Morgan Freeman, Sylvester Stallone, engelske krimier og et godt følelsesladet dramaepos. Film skal for mig ikke bare underholde, men også tjene et formål eller formidle et budskab - gerne af den subtile slags.

Fru Ministeren er mere til romantiske komedier (a la Notting Hill og hvad Hugh Grant ellers har lavet), danske serier (som krøniken og Matador), engelske krimier og Anne fra Grønnebakken. I dag har hun set en hvad-der-siden-skete-med-Anne-fra-Grønnebakken-film og sædvanen tro fik ordet 'tårekanel' en ny betydning: Den kanal, som tårerne fulgte ned ad kinderne.

Hvad er dine soft spots?

søndag, juni 04, 2006

Tillykke

I dag er det kirkens fødselsdag. Hu-jah hu-jah hujah ... og så det lange: hujaaaaaaaaaaaaaaaaaah!

Det må have været en speciel oplevelse at være i Jerusalem, da apostlene pludselig talte en masse nye sprog. Og hvor må menigheden have været omstillingsparat, da der den første dag kom 3000 nye mennesker med i flokken.

Et andet tillykke skal lyde til den mindste smukke muse, som i dag har smidt støttehjulene og modig har kastet sig ud i livet på to hjul.

Et tredje tillykke skal lyde til mig selv. Tillykke med, at du har fået en søn, der deler din passion for bolde. Han kan ikke se noget rundt uden at sparke til det. I dag gik det ud over noget opvask til opvaskemaskinen. I går legede han med tennisketcheren. Der er begrundet håb om, at han kommer til at tjene millionerne her i huset.

fredag, juni 02, 2006

Tilbudskrig

I øjeblikket kører tilbudskampagnerne og fødselsdagstilbud. SPar op til 90% på dagligdagsvarer - sko, mad, tøj, osv osv.
Det er bare ikke alle, der hopper på tilbudsvognen.

  • Benzinselskaberne. Deres tilbud er en hån mod forbrugerne. Ikke noget med at give 25% rabat. Næ, det er 8 ører, man kan spare. Det er totalt latterligt. Hvor mange butikker ville sætte tilbud, hvor mange butikker ville skilte med, at man kunne spare 8 ører på en halv liter sodavand eller på en pose slik. Ingen ville skænke det et blik. Men det er, hvad benzinselskaberne kan hoste op med. Det er en OM'er.
  • Forsikringsselskaberne hører til i samme gruppe. Der er heller aldrig slagtilbud fra deres side. Det handler om at skumme fløden fra kunderne og generere overskud.
  • Det samme gøre sig gældende for bankerne. Hvor er deres tilbud, som man kan få øje på? De er væk. I stedet opkræver de gebyrer for serviceydelser, som man burde tilbyde at gøre gratis - særligt, når man tænker på den kapital, som de hvert år kan skrive på overskudskontoen. Det burde de også kunne gøre lidt bedre.
  • Kommunernes tilbud lader også meget tilbage at ønske. Hvad med tilbud på børnepasning, vandafledning og affaldsafhentning? De er ikke til at få øje på.
Konklusion: De gode tilbud komme altid på varer, som vi reelt kan undvære. Derfor er vi nødt til at blive lokket til at købe dem. De varer, vi skal bruge, er der aldrig tilbud på - der kommer vi rendende alligevel. Men derfor kan man da godt please kunderne i ny og næ.

Kan du komme på andre brancher, som aldrig laver ordentlige tilbud?

onsdag, maj 31, 2006

Kan man udskifte en dommer?

Her i pausen mellem Danmark og Frankring kan man undre sig over, at dommeren er så fornærmende ringe. Er han hyret for at være venner med de franske værter eller er han ansat til at dømme en fodboldkamp, hvor man fløjter for de forseelser, der begås og giver kort for de slemme.

Pt. er Danmark blevet snydt for et straffespark og franskmændene er sluppet for minimum to gule kort. Hvorfor har FIFA ikke en dommer på udskiftningsbænken, så de kan sætte ham ind, hvis kvaliteten er for ringe hos den man har sat på.

PS: Lad os lige få en ny højreback og Søren Larsen. Ud med Graversen og Priske.

tirsdag, maj 30, 2006

Mount Everest

Lige nu er jeg på vej mod toppen af Everest. Det er en udfordring og en præstation i sig selv. Luften bliver tyndere og skridtene tungere. Men jeg vil klare den - der er ikke så lang vej igen. Torsdag skulle jeg gerne være fremme.

Indtil videre har turen varet ca. 10 dage og har budt på oplevelser, udfordringer og forhindringer. Viljen til sejr og overlevelse skal trække det sidste læs. Det skal nok gå.

I et sammensurium af dekaden af dage lyder summen af oplevelser, udfordringer og forhindringer (den hellige treklang) som følger:

  • Familiefødselsdag
  • GE-Open
  • 50 timer+ med Broen i Kristi Himmelfartsferien
  • Tivoli Friheden
  • Pædagogisk dag
  • Eksamen
  • Forsinkelse på censorpapirer
  • Vagt
  • Børnefødselsdag

søndag, maj 21, 2006

The day the music died!

Nu vil jeg for tredje gang i træk som overskrift citere en sangtekst. Denne gang er det Madonnas coverversion af et gammelt hit. Jeg vil dog tage mig den frihed at ændre lidt i teksten.

The day the Eurovision died!

Det var en sorgens dag i går. Melodi Grand Prixet mistede sin sidste rest af uskyld ved at kåre det finske monsterhit som vinder. Vi så MGP med vores venner fra Korning. Vi deler en fælles passion for dette udstyrsstykke af en årligt tilbagevendende begivenhed. Og i går aftes delte vi den samme sorg over grand prixets skæbne. Det, der før var et familieanliggende, hvor de små kunne se med og have det sjovt med det, er ovre. Nu skal man sidde og forklare, hvorfor tøjstilen bliver mere og mere minimalistisk og hvorfor mænd, klædt ud som taget ud af en omgang Dungeons and Dragons-rollespil, kan få så mange points.
Eneste forsonenede element var de danske speakere, som var de bedste i årevis - og Mads Vangsøes kommentar, da Finlands sejr var hjemme, hører til blandt de bedre i grand prixets historie.
Det lader altså til, at den megen snak om bar hud ikke betyder noget
alligevel.
Her i huset holdt vi i går naturligvis med Danmark, men også Norge, Bosnien og Armenien lå højt på vores interne liste.

tirsdag, maj 16, 2006

Når jeg bli'r gammel

Den mindste smukke muse, Emma Sofie, er en pige med mange sjove kommentarer på repertoiret. I øjeblikket er hun meget optaget af, hvem der bestemmer. Forleden stod vi ude i garagen og vi diskuterede et eller andet. Jeg hævdede, at jeg bestemmer. Her følger ordskiftet:

ES: Hvorfor?
RB: Fordi jeg er din far.
ES: Bestemmer jeg, når jeg flytter hjemmefra?
RB: Ja ... Hvornår flytter du hjemmefra?
ES: Det ved jeg ikke ... måske når jeg bliver 80!

søndag, maj 14, 2006

Vi kipper lidt med flaget og råber højt hurra

Efter min halvrundt fødselsdag, så nåede vi i dag til en fuldmåne. For 10 år siden måtte vi afbryde midt i Braveheart, jeg måtte tømme vasken for bræk på Århus Fødselsstiftelse og Fru Ministeren skulle have skiftet drop, da hendes hånd hævede til dobbelt størrelse, før Ida Marie, vores første smukke muse, så eftermiddagens lys. Selv mener hun, at hun nu har overstået sine 10 dårlige år, så nu venter der 10 gode.

Hun har haft besøg af sin kusine Natasja efter kusina Malies konfirmation i fredags. Hun bliver senere i dag hentet + der kommer besøg fra Horsens.

I øvrigt har lillesøster Anna fået ørenringe og knejser stolt med en mariehøne i hvert øre. Den kan udskiftes med en sommerfugl.

mandag, maj 08, 2006

Glædeligt gensyn


I denne weekend har østrogenbomber og -aspiranter lagt vejen forbi vort domicil i Gammelbyen. Det blev et hyggeligt gensyn med rundbold og fodbold mod Bøgballe Friskoles 8. klasse, bålhygge til langt ud på natten, søndagsfejring plus det løse.

Jeg må nok engang beundre min kone for at rumme alle de mennesker, som mit arbejde på Grejsdalen fører med sig - kom ikke og sig, at jeg ikke er meget godt gift!

tirsdag, maj 02, 2006

Be careful out there!

Hvem i min aldersgruppe husker ikke slutsalutten fra den overordnede i Hill Street Blues, inden betjentene skulle ud til dagens dont: Be careful out there!

Sådan tænker jeg nogle gange, når mine gamle elever med stolthed i blik og stemme fortæller, at de har fået kørekort.

Samme følelse ramte mig i går. Mads Motor tog de første skridt ud i det frie rum. Han er meget stolt og er ikke til at stoppe, når han har fundet ud af, at han er sprunget ud i noget nyt. I forvejen kravler han meget stærkt, så hvordan skal det ikke gå, når han skruer op for blusset og sig "mik mik" og suser derudaf. Det skal nok blive sjovt!

mandag, maj 01, 2006

Hvorfor har du ikke sikkerhedssele på?

Det er fordi jeg er fritaget for at køre med styrthjelm!

Denne og 34 andre dårlige undskyldninger for at blive snuppet for at køre uden sikkerhedssele har politiet offentliggjort. De kan læses på BT's hjemmeside.

Lederskab

Bil Swanson, erhvervsleder for 80000 mand, har formuleret reglen om lederskab, der aldrig slår fejl:
Se hvordan en person behandler manden på gulvet (tjenere, receptionisten eller ekspedienten). Behandler han (m/k) dem godt, vil han være en god leder og vice versa.

En anden regel, som betegnes som den vigtigste for ledere: Bevar din humoristiske sans!

Reglerne er uddrag af 33 uskrevne regler for ledere - en lidt længere omtale af bogen, som gratis kan downloades fra nettet, findes på dette link.

søndag, april 30, 2006

Har du glemt os?

Sådan lød spørgsmålet fra en af mine gamle elever. Hun ringede klokken 10.40 og jeg skulle have holdt en forlænget morgenandagt for hende og hendes venner i Børkop IMU klokken 10.30. Det har altid været skrækscenariet - at glemme en taler-aftale. Men nu har jeg så også prøvet det.
Undskyldningerne er der selvfølgelig. Jeg blev bestilt, da jeg sad i bilen og havde derfor ikke noget at skrive med og på. Det var på forhånd dømt til at blive glemt.

Vi lavede hurtigt en ny aftale om klokken 11 og det blev en fin formiddag ... trods alt!

søndag, april 23, 2006

Et nødvendigt link

Jeg er nødt til at smide dette link ud i æteren igen. Via min site-detektiv fandt jeg ud af, at jeg får besøgende qua dette link og et besøg genskabte igen nysgerrigheden og herhjemme en undersøgelse og diskussion om, hvis efternavn, der er bedst.

Tjek selv: Navneleg

Ramlov: 70
Brorson: 71
Engholm: 284
Buchhave: 224
Dahl: 7316
Pedersen: 183935

Der er noget i luften

I løbet af den sidste uges tid har der været mange bolde i luften.

  • Skolens infofolder har skullet gøres færdig. Det blev den trods nye problemer med samfundets fjende nr. 1: Vores kopimaskine på arbejdet. Den kan kun være sat i verden for at gøre livet surt for mig!
  • Mads blev i går et år. Han fattede ikke så meget af festivitasen, men syntes bare, at flaget så godt ud i vinden. Han fik en gåvogn og kan nu for alvor udfordre gulvet på to fødder.
  • Fru Ministeren er i forårshumør. Stuen skal males. Den trænger og det ser godt ud.
  • Selv er jeg også i ramt af pollenfeber. Såles er husets ask blev jordet, i går købte vi 30 rummeter træ via DBA og garagen stod for en større omgang, som bla. kostede porten og reolsystemet livet. I løbet af kort tid skulle det gerne blive et lukket rum med dør i stedet.
Lige nu er jeg ved at lave undervisningsmateriale til Drabet, som er en fantastisk tankevækkende film - særligt hvis man tager sig tid til at kigge på komposition og dramaturgi.

mandag, april 17, 2006

Påske

I dag er påskens sidste dag. Det er har været en dejlig højtid her i hjemmet. Tid til hinanden og til til fritidssysler som vandskuring, træfældning og fodbold. Det er altid godt! I år har jeg også fpr første gang i umindelige tider været med i kirkens fejring af påsken. Skærtorsdag, langfredag og påskedag var med min deltagelse, hvilket dem, der kender mig, ved er ualmindelig ualmindeligt.

Spørgsmålet i dag er, om du fejrer påske eller holder påske. På BT's netavis' hjemmeside var der et spørgsmål om hvordan danskerne holdt påske: Mulighederne var havearbejde, påskefrokoster og lignende. Ikke et ord om kirkefejring ... Sekulariseringen er trods forlydender om det modsatte stadig yderst intakt. Tilfældige danskeres manglende kendskab til påsken begivenheder underbygger det faktum.

Men hvad med dig - holder du påske eller fejrer du påske. Lidt hjælp til overvejelserne kan du få ved at læse mit essay "kildevæld", som har et link i højrespalten.

tirsdag, april 11, 2006

Ugens Elevkommentar(er)

På turen til Færøerne skilte Michelle Pedersen sig mærkbart ud fra de andre elever med en perlerække af morsomme kommentarer.
Første kommentar knytter sig til billedet til dette indlæg. Vi er på besøg hos storbonden Rasmus på Kongsgården ved Selastrand. Vi har lige set rummet, hvor han hænger forårets slagtede lam til lufttørring, og kommer atter ud i det fri. Michelle udbryder:

Øh ... den spiser af dine baller. Altså dem af hø!
Af andre kommentarer kan nævnes:
London er ikke hovedstaden i Skotland. London er
hovedstaden i Paris!

Fårebonden Rasmus har lige forklaret, hvordan man ikke længere må spise fårehjerne på grund af Kreutzfeldt-Jacob-sygdommen (mund- og klovsyge). Michelle føler behov for lige at uddybe for de andre:
Det er kyssesyge ...
Eller kommentar til Sandra, som lytter til musik i sin mp3:
Du må ikke spille for højt. Det er ikke godt for dine
øretrommer!

Og den sidste blev fyret af på færgeturen, da vi diskuterer, om vi har været forbi Shetlandsøerne. Michelle øser igen af sin geografiske kunnen:
Nej, vi er ikke kommet forbi Shetland endnu. Vi er ikke
engang kommet forbi Tyskland!

søndag, april 09, 2006

Færøerne - paradis på jord

Så er er jeg landet efter to fantastiske oplevelser:

  1. Turen til Færøerne. Nu er jeg ikke videre berejst, men Færøerne må være noget for sig selv. Helt fantastisk natur og vi var utrolig heldige med vejret. Høj sol og masser af bjerge. Turen bød på total afstressende begivenheder som naturvandringer, rundvisninger og højdepunktet, som ikke kan planlægges: Grindedrab. 138 grinder på stranden i Gyør. Det fås ikke bedre! Der må jeg have familien med op engang.
  2. Forsinket fødselsdagsfest for mine mandlige venner og familiemedlemmer! Fru Ministeren og svigerforældrene havde planlagt dagen rent kulinarisk ned til mindste detalje, mens jeg var i Nordatlanten og ingen gik sultne herfra. Dagen bød også på en god fodboldkamp på Bøgballe Friskole, hvor der blev svedt! Dejligt at tilbringe 12 timer fra 15 til 03 med gode venner!