Nu er vinterferien ved at være passé. Og den er ikke gået stille af.
Fredag måtte jeg tjuhej afbryde mit arbejde på GE, da jeg blev kaldt til intensiv afdeling på Viborg Sygehus. Min far var blevet indlagt om formiddagen og hans tilstand blev stadig mere kritisk. Jeg nåede at komme derop inden plejepersonalet lagde ham til at sove. De var meget i tvivl om, hvad han fejlede og øsede en masse penicillin og antibiotika på ham.
Kort efter skulle han have hjælp til vejrtrækningen af en respirator.
Jeg tog hjem deroppefra, hvilket kun kunne lade sig gøre pga venligt udlån af bil fra Stidsens, omkring midnat. Kort tid efter hjemkomsten ringede min bror og sagde, at lægerne mente, at vi skulle komme igen, da de ikke kunne garantere, at far ville overleve natten. Igen trådte Stidsens til. Annegrethe kom hen og sov ved børnene og Fru Ministeren og jeg daffede til Viborg, hvor der dog ikke skete mere i nattens løb.
Næste formiddag kaldte vi dog på en lokal præst, som forestod et par sange og en bøn for far, inden vi kunne tage afsted. Han skulle på operationsbordet, da hans ben var blevet grimmere. Lægerne var i tvivl om, hvorvidt han ville klare turen på OP.
Det gjorde han gudskelov. Han hang stadig i en tynd tråd og vi fik stillet 5% overlevelsesmuligheder i udsigt.
Dagene falder lidt sammen. I korte træk kan vi sige, at far har fået sat venstre ben af lige over knæet pga en meget agressiv hæmolytisk streptokok - altså en helt almindelig streptokok, der er gået i blodet og der har spredt giftstoffer, der ødelagde huden. Han har fået kæmpe mængde medicin for at holde blodtrykket oppe og fået tilført ca 50 l væske.
Nu siger lægerne, at der er al mulig grund til optimisme. Tidligere sagde de, at der skulle et mirakel til - og det tror vi på, vi har været vidner til. Gud er stor - og det har omsorgen for min mor og resterende familie også været. Tak til jer, der har været i forbøn!
Far har været meget uheldig. 70-80% af dem, der kommer så langt ud som far, dør. Tilstanden er meget sjælden. I USA er der på 100 år registreret 500 tilfælde. Nu lader det til, at far klarer den. I hvert fald har det fremragende personale på intensiv afdeling på Viborg Sygehus skruet ned for stort set alle apperater og via dialysen er de begyndt at lede noget af den kæmpe mængde væste ud igen. Vi følger det fortsat spændt og intenst.
Oven på denne oplevelse virker en maveinfluenza som en latterlig lille ting. Det er det også. Men den forårsagede under alle omstændigheder lidt samtale i den store telefon i går og udsætter arbejdet med i mindst 1 dag.
På positivsiden kan jeg sige, at vi har været på Søndbjerg Efterskole og har dér haft mulighed for at komme rundt og se vores fremtidige hjem og arbejdsplads. Det var dejligt. I samme omgang fik vi også sat et læsfuld bagage fra, så vores hjem i Korning er knapt så proppet.
For nogle måneder siden gav jeg min fodboldglade niece en AGF-trøje, som hun kunne bruge som nattrøje. Hendes familie er temmelig sportsglade - mest for alt det, der sker i og omkring Ikast. Så vi har i en del år kørt noget AGF-FCM-kamp. Den er der ikke så meget ved i øjeblikket, men så kan vi da i det mindste bytte trøjer. Så i fredags fik Mads Motor en trøje ...
