Viser opslag med etiketten familie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familie. Vis alle opslag

mandag, maj 21, 2007

Hævnen er sød

For nogle måneder siden gav jeg min fodboldglade niece en AGF-trøje, som hun kunne bruge som nattrøje. Hendes familie er temmelig sportsglade - mest for alt det, der sker i og omkring Ikast. Så vi har i en del år kørt noget AGF-FCM-kamp. Den er der ikke så meget ved i øjeblikket, men så kan vi da i det mindste bytte trøjer. Så i fredags fik Mads Motor en trøje ...

Men så kan han da have den på første skoledag på Søndbjerg - det vil nok passe godt ind, når samarbejdspartneren deroppe er ... ja, FCM.

søndag, april 22, 2007

Mads ... 2 år

I dag er det to år siden Mads blev hentet ud fra Fru Ministerens mave. En lille skrigeunge så dagens lys. Mange fartstriber senere; mange høje skrig senere; mange boldberøringer senere fylder han i dag 2 år. Tillykke til hr. Mads'en.

lørdag, april 21, 2007

Godt nyt fra Viborg

I dag har vi fået besked fra Viborg, hvor min far stadig ligger på intensiv, om at vi burde kippe med flaget, da hans infektionstal ikke tidligere har været så lave. Han er stadig koblet på respirator og en del andet hospitalsudstyr. Om den gode besked så også betyder, at de erklærer ham uden for livsfare, venter vi stadig svar på.

onsdag, april 18, 2007

Støtten er røget

Så smed den mindste smukke muse langt om længe støttehjulene! Og det går bare godt!

fredag, februar 23, 2007

Daddy Update

I et vejr, der burde give snefri, er der under alle omstændigheder muligheder for lige at opfatere bloggen.
Min far har det bedre. Han er trappet ned på stort set al den medicin, han får. Desuden er han nu frisk nok til at få foretaget en operation, der flytter respirationen fra munden, hvor han har haft en slange i 14 dage, til et hul i halsen. Det er alt sammen meget fint. Så der er stadig fremskridt og al mulig grund til optimisme.

Ellers går tiden herhjemme med de forskellige arbejdsopgaver omkring pr, undervisning, Broen og rådgivning. Om 5 dage skal vi til første reelle planlægningsmøde på Søndbjerg mhp næste skoleår. Vi er utrolig spændte på at opleve stemning, arbejdsklimaet og omstillingsparatheden. Det bliver bare godt at få sat noget konkret på en masse abstrakte tanker.

søndag, februar 18, 2007

Hektisk vinterferie

Nu er vinterferien ved at være passé. Og den er ikke gået stille af.
Fredag måtte jeg tjuhej afbryde mit arbejde på GE, da jeg blev kaldt til intensiv afdeling på Viborg Sygehus. Min far var blevet indlagt om formiddagen og hans tilstand blev stadig mere kritisk. Jeg nåede at komme derop inden plejepersonalet lagde ham til at sove. De var meget i tvivl om, hvad han fejlede og øsede en masse penicillin og antibiotika på ham.
Kort efter skulle han have hjælp til vejrtrækningen af en respirator.
Jeg tog hjem deroppefra, hvilket kun kunne lade sig gøre pga venligt udlån af bil fra Stidsens, omkring midnat. Kort tid efter hjemkomsten ringede min bror og sagde, at lægerne mente, at vi skulle komme igen, da de ikke kunne garantere, at far ville overleve natten. Igen trådte Stidsens til. Annegrethe kom hen og sov ved børnene og Fru Ministeren og jeg daffede til Viborg, hvor der dog ikke skete mere i nattens løb.
Næste formiddag kaldte vi dog på en lokal præst, som forestod et par sange og en bøn for far, inden vi kunne tage afsted. Han skulle på operationsbordet, da hans ben var blevet grimmere. Lægerne var i tvivl om, hvorvidt han ville klare turen på OP.
Det gjorde han gudskelov. Han hang stadig i en tynd tråd og vi fik stillet 5% overlevelsesmuligheder i udsigt.
Dagene falder lidt sammen. I korte træk kan vi sige, at far har fået sat venstre ben af lige over knæet pga en meget agressiv hæmolytisk streptokok - altså en helt almindelig streptokok, der er gået i blodet og der har spredt giftstoffer, der ødelagde huden. Han har fået kæmpe mængde medicin for at holde blodtrykket oppe og fået tilført ca 50 l væske.

Nu siger lægerne, at der er al mulig grund til optimisme. Tidligere sagde de, at der skulle et mirakel til - og det tror vi på, vi har været vidner til. Gud er stor - og det har omsorgen for min mor og resterende familie også været. Tak til jer, der har været i forbøn!

Far har været meget uheldig. 70-80% af dem, der kommer så langt ud som far, dør. Tilstanden er meget sjælden. I USA er der på 100 år registreret 500 tilfælde. Nu lader det til, at far klarer den. I hvert fald har det fremragende personale på intensiv afdeling på Viborg Sygehus skruet ned for stort set alle apperater og via dialysen er de begyndt at lede noget af den kæmpe mængde væste ud igen. Vi følger det fortsat spændt og intenst.

Oven på denne oplevelse virker en maveinfluenza som en latterlig lille ting. Det er det også. Men den forårsagede under alle omstændigheder lidt samtale i den store telefon i går og udsætter arbejdet med i mindst 1 dag.

På positivsiden kan jeg sige, at vi har været på Søndbjerg Efterskole og har dér haft mulighed for at komme rundt og se vores fremtidige hjem og arbejdsplads. Det var dejligt. I samme omgang fik vi også sat et læsfuld bagage fra, så vores hjem i Korning er knapt så proppet.

lørdag, februar 03, 2007

Interessant uge

Ugen, der nu er gået, har været en af de mærkeligere af slagsen. Mads har været syg hele ugen. Øjenbetændelse og feber. Da vi ikke er så heldige at have bedsteforældre i nærheden, så har Fru Ministeren mingeleret med sine arbejdstider og taget nogle afspadseringsdage. Selv har jeg taget en omsorgsdag og torsdag havde jeg 10+ i Korning, hvor deres undervisning var henlagt hele dagen. Vi sluttede af med en stemningsfyldt oplevelse sammen med håndboldherrerne. Desværre med et polsk antiklimaks til sidst.

Fredag havde jeg så selv hovedpine hele eftermiddagen, så jeg måtte melde pas på skolefest på Bøgballe, hvor den ældste smukke muse skulle spille bas.

Kvaliteten af Melodi Grand Prixets anden semifinale var klart bedre end første. Det lover godt for finalen i Horsens. Jeg skal sammen med et par Friis'er og de 2 ældste smukke muser ind og se generalprøven på fredag. Det glæder mig, at Stig Rossen og James Sampson er videre. Dem glæder jeg mig til at opleve live.

Og så er det jo i dag, at der kun er en måned til kobberbryllup i Korning. Vi mangler stadig at finde ud af, hvad vi skal lave den weekend. Typisk os.

lørdag, januar 06, 2007

Tidligt ude


Jeg er ved at læse '7 gode vaner' og har købt den 8. på tilbud. Målet er at læse den før vicesheriffen bliver færdig. Nå, første vane af de 7 er at være proaktiv - noget jeg ikke er særlig god til. Alt for mange ting sker som en konsekvens af, at tiden er ved at løbe fra mig. Men det skal være slut. Første bevis på det er, at vi er ved at pakke! Jo vi er tidligt ude i betragtning af, at vi skal være ude af huset pr. 1. august. Men til den tid skulle vi jo også gerne have en køber til herligheden. Derfor det (u)tidige pakkeri. Hoveddørens entre har altid for os været lukket af og jeg har haft kontor dér. Det er blevet pakket i kasser - det som vil kunne undværes i løbet af de næste måneder. Det er der skræmmende meget, som kan. Planen er, at vi håber at kunne få lov til at opmagasinere det andetsteds tættere på det kommende gerningssted. Dermed skulle kommende interesserede købere gerne få indtrykket af et godt hus med masser af plads. Alle boligprogrammer har ikke været forgæves ...

søndag, december 17, 2006

Friweekend

Overskriften får næsten duften af forår til at piple i hukommelsen. Fru Ministeren har taget børnene, Berlingoen og sig selv med til Hjørring og efterladt mig i mit eget selskab. Dejligt!
Til lejligheden har jeg købt 2 pc-spil og så ellers for første gang i lang tid givet mig selv lov til at slappe af for fulde gardiner. Dog vil jeg sige, at Fifa Manager ikke er så god som Football Manager - ærgerligt!

torsdag, oktober 26, 2006

Domænekøb

Efter at have arbejdet med denne weblog og redigeret andre hjemmesider, så er jeg nået til den konklusion, at jeg på sigt gerne vil lave en rigtig hjemmeside med webhotel og hele moletjavsen. Derfor har jeg købt et domæne, som vi så kan oprette hotellet på. Domænet er ramlovbrorson.dk - så inden så længe vil der nok ske en ændring af bl.a. emailadresser.

søndag, oktober 15, 2006

Kaosteorien i fuldt flor

I går havde vi endnu en god tur til Uglev i det kolde, men smukke Thyholm. Men jeg må bare sande, at hjemturen var en virkeliggørelse af den sorteste udgave af kaosteorien.

  • I den første rundkørsel kørte vi forkert
  • I den anden rundkørsel ville jeg tjekke et skilt ud af rundkørslen med det resultat, at jeg kørte ind i midterrabattens kantsten
  • Det udløste en ægteskabelig uoverensstemmelse
  • ... og en punktering
  • ... og et langtrukkent dækskifte, som ikke gjorde stemningen lysere kl. 22.30 en lørdag aften
  • Da vi igen var godt på vej og roen var ved at indfinde sig igen brækkede Mads Motor sig ud over sig selv - yummi!
  • Oven i det hele havde vi fået en kanin hos The Donslunds, som vi skulle have med hjem - og hvem kommer på sigt til at skulle passe den?!
God start på efterårsferien!

søndag, august 13, 2006

Haveproblemer

I mange situationer får man valget mellem pest og kolera. I andre situationer får man uforvarende både smidt pest og kolera i hovedet!
Det gør vi i haven i øjeblikket.

Dræbersneglene har I hør om før. Der er ikke så mange som tidligere år - så det er bedre end ventet. Men nu har vi fået besøg af en eller flere muldvarpe! Come on! Vores have er hævet i forhold til de andre i kvarteret og haven har ikke set en muldvarp så længe man kan huske tilbage. Så fis af lille kryp. I aften sætter jeg fælder for dig!

lørdag, august 05, 2006

Ferien er ved at være ovre

Lige nu kunne jeg godt tænke mig lidt længere ferie. Jeg mener: Jeg har jo kun haft ferie siden sidst i juni ...
Men der er nogle projekter, som jeg ikke helt er færdig med endnu - eller rettere, som jeg ikke har nået at få begyndt på. Så er det jo godt, at jeg har fri i uge 42, 43 og 46 - mon ikke jeg kan nå lidt der!

De smukke muser har haft ferie, så det batter! 29 feriedage uden for huset. Det er alligevel noget. Det har jeg vist aldrig selv prøvet.
Men inden det er helt slut og vi skal have 4 børn passet uden for hjemmet, så skal det blive til en fisketur, minimum en golftur + det løse!

torsdag, juli 27, 2006

Hvor meget kan man nå?

Hvor meget et det lige man kan nå fra kl. 15 til 23?
Jo, jeg tror i hvert fald, vi satte ny rekord i går:
Kl. 15 ankommer svoger og svigerinde fra Århus med sønnen Samuel.

  • Kaffe og anti-fedtfattig føde indtages
  • Tennis
  • Aftensmad
  • Daugaard Strand
  • Kaffe
  • Fodbold i flimmerkassen
  • Hyggelig snak
Det var i hvert fald ikke en om'er, men kalder på en gentagelse.

tirsdag, juli 25, 2006

Dødsdømt

Det er godt, at man ikke kan straffes for at slå fluer og myrer ihjel. I så fald stod jeg foran en dom på flere gange livstid. I disse dage er jeg ikke kun insektmorder af første grad. Vi oplever en invasion i varmen, som tvinger mig ud i et serieforløb af tennistræning - blot med en fluesmækker i hånden. Fru Ministeren kom her til aften ned efter at have puttet hr. Mads og troede, at jeg var gået i gang med en sømpistol ...
Så vidt er det ikke kommet endnu, men hvis spyfluerne bliver meget større, så er det næste våben på listen!
Flueensemplet her i huset synger:

Jeg er fluen. Jeg har vinger på. Derfor gider jeg *** ikke gå. Jeg er ikke
skabt til noget stort. Derfor sætter jeg mig på en l... KLASK SLAM BAM!
Ikke mere summen fra den kant!

fredag, juli 21, 2006

Ferie er en dejlig ting

Familien er just hjemkommet fra tre dages ferie på Fanø. Det er slet ikke et tosset sted at tilbringe nogle dage. Her kommer opholdets opture:

  • Dejligt værelse med mulighed for at se Tour'en
  • De ældste muser er blevet så selvstændige, at de selv har været 10 gange i badeland
  • Badeland inkluderet i prisen - en sikker vinder
  • Lækker badestrand
  • Gode priser i tøjbutikker
  • Dejligt at fejre Anna på hendes fødselsdag. Det er første gang i fem år, at hun har været hjemme på den.
Ferien bød dog også på enkelte nedture:
  • Total hede på Fanø. 33 grader i skyggen! PUha
  • Nabobiksen holdt natparty med levende musik til klokken 2
  • Angreb af flyvende myrer, da vi ville spille lidt minigolf!

I eftermiddags var der besøg af nogle gode venner og her til aften var vi på Korning Kro. Det kan absolut også anbefales. Lige fra pommes frites, fisk, burger over grillstegt kylling til engelsk bøf var det en kulinarisk oplevelse til en ok pris. Nu bliver det ikke til så meget ferie mere. Fru Ministeren skal snart begynde at arbejde igen og jeg skal snart til at forberede næste skoleår, hvor vi på GE har venteliste! Dejligt.

Pigerne skal dog med Momsemor Kisser og kusinerne på Sæby Bibelcamping og på tre dages ophold hos Famsemor og Famsefar.

onsdag, juli 12, 2006

Ægteskabelig prøvelse

Intet kan sætte Fru Ministerens og mit ægteskab på prøve, som det at skulle udføre et stykke arbejde sammen.
Jeg gør i disse situationer alt korrekt og Fru Ministeren synes ikke at kunne forudse, hvor jeg har brug for en hjælpende hånd ... som jeg ser det.
Jeg har overdreven megen tiltro til egne evner og burde uddele kvajelemonade hvert 5. minut og Fru Ministeren holder sig klogeligt tilbage for at afvente situationernes udvikling ... som Fru Ministeren ser det.
I hvert fald er vi lige nu ved at hjælpes ad med at sætte loft op i stuen. Det kræver sit at få fjer og not til at passe sammen, når det er et loftpanel på ca 5 meter, vi kæmper med. I går nåede vi en tredjedel og lige om lidt fortsætter kampen.
Anphiff!

lørdag, juli 08, 2006

Når katten er ude

Fru Ministeren har taget de fire lobbyister med til Vendsyssels fantatastiske "vi-ligger-i-læ-bag-de-norske-fjelde-sommervejr". Jeg er blevet hjemme, da jeg gerne skulle have noget fra hånden. Planen er, at der skal isoleres og sættes loft op i garagen og så skal loftet pilles ned i stuen og et nyt og dér også. Fru Ministeren tror ikke på, at jeg kommer langt. Diverse sportsfinaler taler imod, men en uomtvistelig selvdisceplin skulle gerne bære mig et godt stykke.

I dag har jeg forkælet mig selv med en ny cd, 2 magasiner og en lille pose chips for at fejre, at jeg nåede mit første delmål på slankekuren: Under 105 inden vejning mandag morgen. Her til morgen viste vægten 104,7. Målet er stadig 95 kg og i det her tempo, så skulle det ikke være helt umuligt, at jeg inden arbejdet begynder efter ferien, i hvert fald er ude af Klub 100. Det bliver helt mærkeligt. Her har jeg ellers oparbejdet en anseelig ancinitet ...

tirsdag, juli 04, 2006

En dræbernegl


Mens vi venter på, at Fru Ministeren får ferie, så vi for alvor kan nyde sommeren, så må vi glæde os over de små, men dejlige optrin de næste dage ... og over, at Mads har fået sin forbinding af og igen frit kan plaske i vand og lege i sandkasse. Det tager lidt af opsynspresset af.

Ellers skal Broen II snart påbegyndes. De fleste bidrag er indsendt og jeg venter kun spændt på nogle enkelte.

Og sidst men ikke mindst er det anmeldelses-tid. Jeg er anmelder på hjemmesiden Film og Tro og mangler at anmelde følgende 4 film, inden jeg er færdig: Bruce Almighty, A walk to remember, Bænken og Shadowlands. Jeg har anmeldt døde poeter Klub ...

onsdag, juni 28, 2006

Opsummering

14 dage uden opdatering - tiden flyder!
Men det er ikke fordi der er sket det helt store i Korning. Ingen nævneværdige store eller skæve tanker, ingen nævneværdige humoristiske situationer eller noget som kunne berettige en særskilt plads på siden.
Siden sidste opdatering har vi på Grejsdalen sagt farvel til dette skoleårs elevhold, vi har her i hjemmet sagt goddag til vores israelske ven og vi har været med Mads Motor ved lægen. Fingeren ser "fin" ud og heler godt. Sidst på ugen forventes det, at han får en mindre forbinding på.
I dag begynder fru Ministeren en ca 14 dages periode med arbejde på Bøgballe. Så for mig står den på børnepasning.
Og så venter vi ellers bare på en afklaring med bank og ejendomsmægler på vurdering af vores hus, så vi evt. kan få noget friværdi til at lave nye ting på huset.

PS: Og så har jeg tilmeldt mig en slankeklub for lemonadevommens udrydelse!