søndag, maj 14, 2006

Vi kipper lidt med flaget og råber højt hurra

Efter min halvrundt fødselsdag, så nåede vi i dag til en fuldmåne. For 10 år siden måtte vi afbryde midt i Braveheart, jeg måtte tømme vasken for bræk på Århus Fødselsstiftelse og Fru Ministeren skulle have skiftet drop, da hendes hånd hævede til dobbelt størrelse, før Ida Marie, vores første smukke muse, så eftermiddagens lys. Selv mener hun, at hun nu har overstået sine 10 dårlige år, så nu venter der 10 gode.

Hun har haft besøg af sin kusine Natasja efter kusina Malies konfirmation i fredags. Hun bliver senere i dag hentet + der kommer besøg fra Horsens.

I øvrigt har lillesøster Anna fået ørenringe og knejser stolt med en mariehøne i hvert øre. Den kan udskiftes med en sommerfugl.

mandag, maj 08, 2006

Glædeligt gensyn


I denne weekend har østrogenbomber og -aspiranter lagt vejen forbi vort domicil i Gammelbyen. Det blev et hyggeligt gensyn med rundbold og fodbold mod Bøgballe Friskoles 8. klasse, bålhygge til langt ud på natten, søndagsfejring plus det løse.

Jeg må nok engang beundre min kone for at rumme alle de mennesker, som mit arbejde på Grejsdalen fører med sig - kom ikke og sig, at jeg ikke er meget godt gift!

tirsdag, maj 02, 2006

Be careful out there!

Hvem i min aldersgruppe husker ikke slutsalutten fra den overordnede i Hill Street Blues, inden betjentene skulle ud til dagens dont: Be careful out there!

Sådan tænker jeg nogle gange, når mine gamle elever med stolthed i blik og stemme fortæller, at de har fået kørekort.

Samme følelse ramte mig i går. Mads Motor tog de første skridt ud i det frie rum. Han er meget stolt og er ikke til at stoppe, når han har fundet ud af, at han er sprunget ud i noget nyt. I forvejen kravler han meget stærkt, så hvordan skal det ikke gå, når han skruer op for blusset og sig "mik mik" og suser derudaf. Det skal nok blive sjovt!

mandag, maj 01, 2006

Hvorfor har du ikke sikkerhedssele på?

Det er fordi jeg er fritaget for at køre med styrthjelm!

Denne og 34 andre dårlige undskyldninger for at blive snuppet for at køre uden sikkerhedssele har politiet offentliggjort. De kan læses på BT's hjemmeside.

Lederskab

Bil Swanson, erhvervsleder for 80000 mand, har formuleret reglen om lederskab, der aldrig slår fejl:
Se hvordan en person behandler manden på gulvet (tjenere, receptionisten eller ekspedienten). Behandler han (m/k) dem godt, vil han være en god leder og vice versa.

En anden regel, som betegnes som den vigtigste for ledere: Bevar din humoristiske sans!

Reglerne er uddrag af 33 uskrevne regler for ledere - en lidt længere omtale af bogen, som gratis kan downloades fra nettet, findes på dette link.

søndag, april 30, 2006

Har du glemt os?

Sådan lød spørgsmålet fra en af mine gamle elever. Hun ringede klokken 10.40 og jeg skulle have holdt en forlænget morgenandagt for hende og hendes venner i Børkop IMU klokken 10.30. Det har altid været skrækscenariet - at glemme en taler-aftale. Men nu har jeg så også prøvet det.
Undskyldningerne er der selvfølgelig. Jeg blev bestilt, da jeg sad i bilen og havde derfor ikke noget at skrive med og på. Det var på forhånd dømt til at blive glemt.

Vi lavede hurtigt en ny aftale om klokken 11 og det blev en fin formiddag ... trods alt!

søndag, april 23, 2006

Et nødvendigt link

Jeg er nødt til at smide dette link ud i æteren igen. Via min site-detektiv fandt jeg ud af, at jeg får besøgende qua dette link og et besøg genskabte igen nysgerrigheden og herhjemme en undersøgelse og diskussion om, hvis efternavn, der er bedst.

Tjek selv: Navneleg

Ramlov: 70
Brorson: 71
Engholm: 284
Buchhave: 224
Dahl: 7316
Pedersen: 183935

Der er noget i luften

I løbet af den sidste uges tid har der været mange bolde i luften.

  • Skolens infofolder har skullet gøres færdig. Det blev den trods nye problemer med samfundets fjende nr. 1: Vores kopimaskine på arbejdet. Den kan kun være sat i verden for at gøre livet surt for mig!
  • Mads blev i går et år. Han fattede ikke så meget af festivitasen, men syntes bare, at flaget så godt ud i vinden. Han fik en gåvogn og kan nu for alvor udfordre gulvet på to fødder.
  • Fru Ministeren er i forårshumør. Stuen skal males. Den trænger og det ser godt ud.
  • Selv er jeg også i ramt af pollenfeber. Såles er husets ask blev jordet, i går købte vi 30 rummeter træ via DBA og garagen stod for en større omgang, som bla. kostede porten og reolsystemet livet. I løbet af kort tid skulle det gerne blive et lukket rum med dør i stedet.
Lige nu er jeg ved at lave undervisningsmateriale til Drabet, som er en fantastisk tankevækkende film - særligt hvis man tager sig tid til at kigge på komposition og dramaturgi.

mandag, april 17, 2006

Påske

I dag er påskens sidste dag. Det er har været en dejlig højtid her i hjemmet. Tid til hinanden og til til fritidssysler som vandskuring, træfældning og fodbold. Det er altid godt! I år har jeg også fpr første gang i umindelige tider været med i kirkens fejring af påsken. Skærtorsdag, langfredag og påskedag var med min deltagelse, hvilket dem, der kender mig, ved er ualmindelig ualmindeligt.

Spørgsmålet i dag er, om du fejrer påske eller holder påske. På BT's netavis' hjemmeside var der et spørgsmål om hvordan danskerne holdt påske: Mulighederne var havearbejde, påskefrokoster og lignende. Ikke et ord om kirkefejring ... Sekulariseringen er trods forlydender om det modsatte stadig yderst intakt. Tilfældige danskeres manglende kendskab til påsken begivenheder underbygger det faktum.

Men hvad med dig - holder du påske eller fejrer du påske. Lidt hjælp til overvejelserne kan du få ved at læse mit essay "kildevæld", som har et link i højrespalten.

tirsdag, april 11, 2006

Ugens Elevkommentar(er)

På turen til Færøerne skilte Michelle Pedersen sig mærkbart ud fra de andre elever med en perlerække af morsomme kommentarer.
Første kommentar knytter sig til billedet til dette indlæg. Vi er på besøg hos storbonden Rasmus på Kongsgården ved Selastrand. Vi har lige set rummet, hvor han hænger forårets slagtede lam til lufttørring, og kommer atter ud i det fri. Michelle udbryder:

Øh ... den spiser af dine baller. Altså dem af hø!
Af andre kommentarer kan nævnes:
London er ikke hovedstaden i Skotland. London er
hovedstaden i Paris!

Fårebonden Rasmus har lige forklaret, hvordan man ikke længere må spise fårehjerne på grund af Kreutzfeldt-Jacob-sygdommen (mund- og klovsyge). Michelle føler behov for lige at uddybe for de andre:
Det er kyssesyge ...
Eller kommentar til Sandra, som lytter til musik i sin mp3:
Du må ikke spille for højt. Det er ikke godt for dine
øretrommer!

Og den sidste blev fyret af på færgeturen, da vi diskuterer, om vi har været forbi Shetlandsøerne. Michelle øser igen af sin geografiske kunnen:
Nej, vi er ikke kommet forbi Shetland endnu. Vi er ikke
engang kommet forbi Tyskland!

søndag, april 09, 2006

Færøerne - paradis på jord

Så er er jeg landet efter to fantastiske oplevelser:

  1. Turen til Færøerne. Nu er jeg ikke videre berejst, men Færøerne må være noget for sig selv. Helt fantastisk natur og vi var utrolig heldige med vejret. Høj sol og masser af bjerge. Turen bød på total afstressende begivenheder som naturvandringer, rundvisninger og højdepunktet, som ikke kan planlægges: Grindedrab. 138 grinder på stranden i Gyør. Det fås ikke bedre! Der må jeg have familien med op engang.
  2. Forsinket fødselsdagsfest for mine mandlige venner og familiemedlemmer! Fru Ministeren og svigerforældrene havde planlagt dagen rent kulinarisk ned til mindste detalje, mens jeg var i Nordatlanten og ingen gik sultne herfra. Dagen bød også på en god fodboldkamp på Bøgballe Friskole, hvor der blev svedt! Dejligt at tilbringe 12 timer fra 15 til 03 med gode venner!

lørdag, april 01, 2006

Ingen aprilsnar

Selvom jeg på bedst 1.-april-manér fik bildt fru Ministeren ind, at dagens afrejse til Færøerne var aflyst pga. sygdom, så er det efterfølgende ingen and - slet ikke i disse influenzatider ...
Vi kører fra Vejle Banegård i dag kl. 11.26 med kurs nordpå. I aften sejler færgen fra Hanstholm over Bergen til Torshavn. Turen tager ikke mindre end 36 timer, så der er masser af tid til arbejde, spil og læsning. Undervisning skal eleverne heller ikke snydes for på turen. Det er jo snart eksamen. Spændende om jeg er søstærk nok til at modstå en hård atlanterhavsvind.
Når vi på Færøerne har set de lokale seværdigheder og den smukke natur, så vender vi torsdag aften næsen mod syd og returnerer til Hanstholm næste lørdag ved middagstid. Der står ekspressen klar - der er fest i huset kl. 15. Så det skal gå lidt stærkt fra Hanstholm.

Jeg håber på en fantastisk oplevelse på alle måder!

Og så er det i øvrigt i dag også 12 år siden Fru Ministeren og jeg blev forlovet. Den gang var det, sjovt nok, også første april ... og langfredag.

fredag, marts 31, 2006

Netfliser.dk

I sommers købte vi nogle fliser over nettet. Fliserne blev bestilt hos og leveret af www.netfliser.dk - en netbutik. Der var flere ting, som vi var rigtig glade for:

  • Korrespondencen med netfliser.dk var på alle måder god.
  • Vi bestilte sent i forhold til, hvornår vi skulle fliserne, men fik til vores store glæde og tilfredshed fliserne til tiden. Super service!
Siden har vi ligget i en langvarig og tilspidset forhandling med netfliser.dk pga nogle paller og et i denne forbindelse bagatelagtigt beløb på 1300 kr. Netfliser.dk har under dette forløb begået nogle servicemindede fejltagelser. Vi har begået en kundemæssig fejltagelse: Vi anede ikke, at man skulle betale for afhentning af pallerne, som gennem længere tid stod hos os. Det skulle efter sigende være alment kendt.
Netfliser.dk har dog til vores udelte glæde vist sig fra sin gode side og har givet os pengene tilbage, som vi retmæssigt ikke havde krav på. Dermed er tilliden til www.netfliser.dk som en troværdig handelspartner genoprettet.
Til netfliser.dk: Held og lykke fremover!

onsdag, marts 29, 2006

Fra joke til virkelighed

I går har gennem de seneste 35 år været en speciel dag, hvor jeg, sammen med afdøde Dronning Ingrid, fik hejst et flag eller to. I går blev ikke mindre speciel.

Det havde en uges tid været lidt en stående joke mellem Fru forstanderinden og jeg, at hvis der kom afbud til IT10's tur til Færøerne, så kunne jeg tage Fru Ministeren med derop. I går fik vi så en konkret forespørgsel. Efter en kort forhandlingsrunde i ministeriet blev udfaldet, at jeg selv tager med IT10 til Nordatlanten. Vi rejser lørdag kl. 12 fra Vejle og er præcis en uge senere i Hanstholm igen. Derefter går turen med raske fjed, så raske som en Berlingo 1.4 nu kan præstere, sydpå, da jeg den 8. holde mandeparty fra kl. 15.

Turen til Færøerne skal nok blive indholdsrig - der er både vandretur, sejltur og lokale besøg på menuen - en dannelsestur, som skal give indtryk af, hvad det vil sige at være "dansk" under andre himmelstrøg.

mandag, marts 27, 2006

Politisk debat

Jeg har på TV2 set en direkte debat mellem Jelved, Kjærsgaard, Imam Petersen og Jens Rode. To ting falder mig for brystet:

  1. Jens Rodes helt utrolige angst for at tale om tro. Hvorfor må man ikke definere sig selv som muslim, kristen eller hvilken religion, man nu tilhører? Nu er hr. Rode jo ikke just kendt for at kunne abstrahere fra ret meget andet end det, der kan måles og vejes!
  2. Jelveds modstand mod Kjærsgaards mudderkastning. Det lod faktisk til, at hendes irettesættelse, hvor hun talte om "Pia og hendes trosfæller" lukkede munden på hjemmehjælperen!

onsdag, marts 22, 2006

En sang om Madsen

Mads Motor, der mere og mere viser sig at være rigtig dreng og dermed handler totalt anderledes end vores 3 smukke muser, havde en dårlig nat. Hna var vågen fra 1.30 til 4.30. Suk. Fuld gang i ham ovenpå en aften,. hvor jeg skulle passe ham og lillepigen, og hvor Mads mere end én gang overfaldt hende - men de er jo også i samme vægtklasse de tre års forskel til trods ...

Weekendsysler

Long time, no chime ...
Jeg skal da lige love for, at tiden flyver. I weekenden havde Bibellæser-Ringen arrangeret en skribentdag på Børkop Højskole, hvor jeg som redaktør kunne invitere skribenter til første årgang af Broen. Det var en rigtig dejlig dag. Det betyder meget, at man lige får lov at kigge sine skribenter i øjnene og lærer dem lidt bedre at kende. Det var en god oplevelse. Og stor ros til det testpanel af gamle elever, som havde brugt tid på at give respons.
Weekenden var i øvrigt også uden resten af familien. Fru Ministeren og børnene var taget til Hjørring og Svigermutters fødselsdag, så jeg var alene om at kapere AGFs pinlige indsats mod midtjyderne. Øv!

torsdag, marts 16, 2006

Enhver lystfiskers drøm

Jeg husker stadig, da jeg landede min første regnbueørred i Brande Å. Det var med et kosteskaft, noget murersnor, lidt fiskesnøre, et par 25-ører og en krog med orm. Der var ikke noget hjul, så jeg måtte bare bakke til fisken var på land. Tage den af krogen turde jeg heller ikke, så jeg traskede hjem med fisken sprællende i den anden ende.

Tænk, hvis jeg havde fanget en krabat, som den, der er omtalt i dette link. Så var jeg nok løbet skrigende bort, hvis den ikke havde ædt mig!

tirsdag, marts 14, 2006

Det bob bob bobler ind' i mig

Det er efterhånden ved at være et pænt stykke tid siden, jeg har frembragt noget læsbart fra min egen hånd. Jeg har været hængt op af oversættelsen af The Last Star, som jeg nu i dag endegyldigt har givet forlaget ansvaret for at få færdiggjort.

Men da jeg så i dag sidder i bilen på vej mod Odense tager et plot pludselig form i mit hovede - et plot, som jeg så har spekuleret videre på dagen igennem. Hovedessenserne i plottet har noget at gøre med:

  • Tidsrejse
  • Give bibelske personer liv i kærlighed til den oprindelige, historiske beretning
Holder dette plot? Er det en gammel traver? Ville du gide at læse en bog spundet ved den læst?

lørdag, marts 11, 2006

Set: Fluerne på væggen

Forleden så jeg "Fluerne på væggen". En film, som jeg havde glædet mig til at se, da den skulle være på højde med "Kongekabale".
Men jeg blev skuffet ... og træt og faldt faktisk i søvn undervejs.

Plottet virker lidt søgt og tænkt. Det kan godt være, at Brixtofte, som er den oplagte nøgleperson, har lig i lasten, men vel næppe af den kaliber. Og det er da helt utænkeligt, at nogen skulle kunne få lov til at komme så tæt på ham og kunne sætte kameraer op overalt. Den køber jeg ikke.

Desuden havde jeg forventet meget af Trine Måneskin, da hun vidst fik en Bodil for sin præstation i filmen. Men heller ikke den synes jeg var ekstraordinær.
Kurt Ravn vil for altid for mig være Røde, der banker Agnes og optræder ved julekoncerter som håbefuld tenar - så heller ikke han brænder igennem hos mig.
Brygman er den eneste, som spiller overraskende godt, men han kan slet ikke bære filmen selv.

Så alt i alt en kedelig film, som slet ikke levede op til forventningerne. Jeg ærgrer mig bare over, at jeg ikke så Crash først - for den fik jeg aldrig set, da jeg faldt i søvn ...

2 ud af 5 jerngreb