onsdag, juli 12, 2006

Ægteskabelig prøvelse

Intet kan sætte Fru Ministerens og mit ægteskab på prøve, som det at skulle udføre et stykke arbejde sammen.
Jeg gør i disse situationer alt korrekt og Fru Ministeren synes ikke at kunne forudse, hvor jeg har brug for en hjælpende hånd ... som jeg ser det.
Jeg har overdreven megen tiltro til egne evner og burde uddele kvajelemonade hvert 5. minut og Fru Ministeren holder sig klogeligt tilbage for at afvente situationernes udvikling ... som Fru Ministeren ser det.
I hvert fald er vi lige nu ved at hjælpes ad med at sætte loft op i stuen. Det kræver sit at få fjer og not til at passe sammen, når det er et loftpanel på ca 5 meter, vi kæmper med. I går nåede vi en tredjedel og lige om lidt fortsætter kampen.
Anphiff!

lørdag, juli 08, 2006

Når katten er ude

Fru Ministeren har taget de fire lobbyister med til Vendsyssels fantatastiske "vi-ligger-i-læ-bag-de-norske-fjelde-sommervejr". Jeg er blevet hjemme, da jeg gerne skulle have noget fra hånden. Planen er, at der skal isoleres og sættes loft op i garagen og så skal loftet pilles ned i stuen og et nyt og dér også. Fru Ministeren tror ikke på, at jeg kommer langt. Diverse sportsfinaler taler imod, men en uomtvistelig selvdisceplin skulle gerne bære mig et godt stykke.

I dag har jeg forkælet mig selv med en ny cd, 2 magasiner og en lille pose chips for at fejre, at jeg nåede mit første delmål på slankekuren: Under 105 inden vejning mandag morgen. Her til morgen viste vægten 104,7. Målet er stadig 95 kg og i det her tempo, så skulle det ikke være helt umuligt, at jeg inden arbejdet begynder efter ferien, i hvert fald er ude af Klub 100. Det bliver helt mærkeligt. Her har jeg ellers oparbejdet en anseelig ancinitet ...

tirsdag, juli 04, 2006

En dræbernegl


Mens vi venter på, at Fru Ministeren får ferie, så vi for alvor kan nyde sommeren, så må vi glæde os over de små, men dejlige optrin de næste dage ... og over, at Mads har fået sin forbinding af og igen frit kan plaske i vand og lege i sandkasse. Det tager lidt af opsynspresset af.

Ellers skal Broen II snart påbegyndes. De fleste bidrag er indsendt og jeg venter kun spændt på nogle enkelte.

Og sidst men ikke mindst er det anmeldelses-tid. Jeg er anmelder på hjemmesiden Film og Tro og mangler at anmelde følgende 4 film, inden jeg er færdig: Bruce Almighty, A walk to remember, Bænken og Shadowlands. Jeg har anmeldt døde poeter Klub ...

onsdag, juni 28, 2006

Opsummering

14 dage uden opdatering - tiden flyder!
Men det er ikke fordi der er sket det helt store i Korning. Ingen nævneværdige store eller skæve tanker, ingen nævneværdige humoristiske situationer eller noget som kunne berettige en særskilt plads på siden.
Siden sidste opdatering har vi på Grejsdalen sagt farvel til dette skoleårs elevhold, vi har her i hjemmet sagt goddag til vores israelske ven og vi har været med Mads Motor ved lægen. Fingeren ser "fin" ud og heler godt. Sidst på ugen forventes det, at han får en mindre forbinding på.
I dag begynder fru Ministeren en ca 14 dages periode med arbejde på Bøgballe. Så for mig står den på børnepasning.
Og så venter vi ellers bare på en afklaring med bank og ejendomsmægler på vurdering af vores hus, så vi evt. kan få noget friværdi til at lave nye ting på huset.

PS: Og så har jeg tilmeldt mig en slankeklub for lemonadevommens udrydelse!

torsdag, juni 15, 2006

En børnesang

Lillefinger, lillefinger, hvor er du?
Her er jeg, her er jeg.
Goddag, goddag, goddag!

Sådan lyder den kendte børnesang - som i går fik en helt anden betydning. Mads Motor fik sin lillefinger i klemme i terrassedøren og græd meget højt. Fru Ministeren tog affære og råbte pludselig, at spidsen af fingeren var væk. Jeg måtte ud og lede efter den. Den sad stadig i døren. Føj. Blod, skrig og skrål. Og meget hurtig kørsel med katastrofeblink mod Horsens.

Drengen tager det meget pænt og snittet var rent og uden knogle involveret, så lægen mente, at fingeren næsten bliver uden mén. Men han skal have bandage på i minimum 10 dage. Den må ikke blive våd og beskidt. Hmm - svært med en nysgerrig 1 årig!
Han vågnede så i nattens løb med smerter - forståeligt. Vi andre ville nok ikke lade os aflede af en vanilleis, en hospitalslampe og lidt røntgenstråler, hvis det var os, der havde mistet en centimeter af fingeren!

mandag, juni 05, 2006

Intermezzo midt i Football Manager-sæsonen

Sikke en afslappende pinseferie. Computerspil, oprydning, stilretning og så ikke forfærdelig meget mere. Skønt!

Vi har sikkert alle vores soft spots i forhold til film. Selv kan jeg fx ikke stå for:
Jim Carrey, Morgan Freeman, Sylvester Stallone, engelske krimier og et godt følelsesladet dramaepos. Film skal for mig ikke bare underholde, men også tjene et formål eller formidle et budskab - gerne af den subtile slags.

Fru Ministeren er mere til romantiske komedier (a la Notting Hill og hvad Hugh Grant ellers har lavet), danske serier (som krøniken og Matador), engelske krimier og Anne fra Grønnebakken. I dag har hun set en hvad-der-siden-skete-med-Anne-fra-Grønnebakken-film og sædvanen tro fik ordet 'tårekanel' en ny betydning: Den kanal, som tårerne fulgte ned ad kinderne.

Hvad er dine soft spots?

søndag, juni 04, 2006

Tillykke

I dag er det kirkens fødselsdag. Hu-jah hu-jah hujah ... og så det lange: hujaaaaaaaaaaaaaaaaaah!

Det må have været en speciel oplevelse at være i Jerusalem, da apostlene pludselig talte en masse nye sprog. Og hvor må menigheden have været omstillingsparat, da der den første dag kom 3000 nye mennesker med i flokken.

Et andet tillykke skal lyde til den mindste smukke muse, som i dag har smidt støttehjulene og modig har kastet sig ud i livet på to hjul.

Et tredje tillykke skal lyde til mig selv. Tillykke med, at du har fået en søn, der deler din passion for bolde. Han kan ikke se noget rundt uden at sparke til det. I dag gik det ud over noget opvask til opvaskemaskinen. I går legede han med tennisketcheren. Der er begrundet håb om, at han kommer til at tjene millionerne her i huset.

fredag, juni 02, 2006

Tilbudskrig

I øjeblikket kører tilbudskampagnerne og fødselsdagstilbud. SPar op til 90% på dagligdagsvarer - sko, mad, tøj, osv osv.
Det er bare ikke alle, der hopper på tilbudsvognen.

  • Benzinselskaberne. Deres tilbud er en hån mod forbrugerne. Ikke noget med at give 25% rabat. Næ, det er 8 ører, man kan spare. Det er totalt latterligt. Hvor mange butikker ville sætte tilbud, hvor mange butikker ville skilte med, at man kunne spare 8 ører på en halv liter sodavand eller på en pose slik. Ingen ville skænke det et blik. Men det er, hvad benzinselskaberne kan hoste op med. Det er en OM'er.
  • Forsikringsselskaberne hører til i samme gruppe. Der er heller aldrig slagtilbud fra deres side. Det handler om at skumme fløden fra kunderne og generere overskud.
  • Det samme gøre sig gældende for bankerne. Hvor er deres tilbud, som man kan få øje på? De er væk. I stedet opkræver de gebyrer for serviceydelser, som man burde tilbyde at gøre gratis - særligt, når man tænker på den kapital, som de hvert år kan skrive på overskudskontoen. Det burde de også kunne gøre lidt bedre.
  • Kommunernes tilbud lader også meget tilbage at ønske. Hvad med tilbud på børnepasning, vandafledning og affaldsafhentning? De er ikke til at få øje på.
Konklusion: De gode tilbud komme altid på varer, som vi reelt kan undvære. Derfor er vi nødt til at blive lokket til at købe dem. De varer, vi skal bruge, er der aldrig tilbud på - der kommer vi rendende alligevel. Men derfor kan man da godt please kunderne i ny og næ.

Kan du komme på andre brancher, som aldrig laver ordentlige tilbud?

onsdag, maj 31, 2006

Kan man udskifte en dommer?

Her i pausen mellem Danmark og Frankring kan man undre sig over, at dommeren er så fornærmende ringe. Er han hyret for at være venner med de franske værter eller er han ansat til at dømme en fodboldkamp, hvor man fløjter for de forseelser, der begås og giver kort for de slemme.

Pt. er Danmark blevet snydt for et straffespark og franskmændene er sluppet for minimum to gule kort. Hvorfor har FIFA ikke en dommer på udskiftningsbænken, så de kan sætte ham ind, hvis kvaliteten er for ringe hos den man har sat på.

PS: Lad os lige få en ny højreback og Søren Larsen. Ud med Graversen og Priske.

tirsdag, maj 30, 2006

Mount Everest

Lige nu er jeg på vej mod toppen af Everest. Det er en udfordring og en præstation i sig selv. Luften bliver tyndere og skridtene tungere. Men jeg vil klare den - der er ikke så lang vej igen. Torsdag skulle jeg gerne være fremme.

Indtil videre har turen varet ca. 10 dage og har budt på oplevelser, udfordringer og forhindringer. Viljen til sejr og overlevelse skal trække det sidste læs. Det skal nok gå.

I et sammensurium af dekaden af dage lyder summen af oplevelser, udfordringer og forhindringer (den hellige treklang) som følger:

  • Familiefødselsdag
  • GE-Open
  • 50 timer+ med Broen i Kristi Himmelfartsferien
  • Tivoli Friheden
  • Pædagogisk dag
  • Eksamen
  • Forsinkelse på censorpapirer
  • Vagt
  • Børnefødselsdag

søndag, maj 21, 2006

The day the music died!

Nu vil jeg for tredje gang i træk som overskrift citere en sangtekst. Denne gang er det Madonnas coverversion af et gammelt hit. Jeg vil dog tage mig den frihed at ændre lidt i teksten.

The day the Eurovision died!

Det var en sorgens dag i går. Melodi Grand Prixet mistede sin sidste rest af uskyld ved at kåre det finske monsterhit som vinder. Vi så MGP med vores venner fra Korning. Vi deler en fælles passion for dette udstyrsstykke af en årligt tilbagevendende begivenhed. Og i går aftes delte vi den samme sorg over grand prixets skæbne. Det, der før var et familieanliggende, hvor de små kunne se med og have det sjovt med det, er ovre. Nu skal man sidde og forklare, hvorfor tøjstilen bliver mere og mere minimalistisk og hvorfor mænd, klædt ud som taget ud af en omgang Dungeons and Dragons-rollespil, kan få så mange points.
Eneste forsonenede element var de danske speakere, som var de bedste i årevis - og Mads Vangsøes kommentar, da Finlands sejr var hjemme, hører til blandt de bedre i grand prixets historie.
Det lader altså til, at den megen snak om bar hud ikke betyder noget
alligevel.
Her i huset holdt vi i går naturligvis med Danmark, men også Norge, Bosnien og Armenien lå højt på vores interne liste.

tirsdag, maj 16, 2006

Når jeg bli'r gammel

Den mindste smukke muse, Emma Sofie, er en pige med mange sjove kommentarer på repertoiret. I øjeblikket er hun meget optaget af, hvem der bestemmer. Forleden stod vi ude i garagen og vi diskuterede et eller andet. Jeg hævdede, at jeg bestemmer. Her følger ordskiftet:

ES: Hvorfor?
RB: Fordi jeg er din far.
ES: Bestemmer jeg, når jeg flytter hjemmefra?
RB: Ja ... Hvornår flytter du hjemmefra?
ES: Det ved jeg ikke ... måske når jeg bliver 80!

søndag, maj 14, 2006

Vi kipper lidt med flaget og råber højt hurra

Efter min halvrundt fødselsdag, så nåede vi i dag til en fuldmåne. For 10 år siden måtte vi afbryde midt i Braveheart, jeg måtte tømme vasken for bræk på Århus Fødselsstiftelse og Fru Ministeren skulle have skiftet drop, da hendes hånd hævede til dobbelt størrelse, før Ida Marie, vores første smukke muse, så eftermiddagens lys. Selv mener hun, at hun nu har overstået sine 10 dårlige år, så nu venter der 10 gode.

Hun har haft besøg af sin kusine Natasja efter kusina Malies konfirmation i fredags. Hun bliver senere i dag hentet + der kommer besøg fra Horsens.

I øvrigt har lillesøster Anna fået ørenringe og knejser stolt med en mariehøne i hvert øre. Den kan udskiftes med en sommerfugl.

mandag, maj 08, 2006

Glædeligt gensyn


I denne weekend har østrogenbomber og -aspiranter lagt vejen forbi vort domicil i Gammelbyen. Det blev et hyggeligt gensyn med rundbold og fodbold mod Bøgballe Friskoles 8. klasse, bålhygge til langt ud på natten, søndagsfejring plus det løse.

Jeg må nok engang beundre min kone for at rumme alle de mennesker, som mit arbejde på Grejsdalen fører med sig - kom ikke og sig, at jeg ikke er meget godt gift!

tirsdag, maj 02, 2006

Be careful out there!

Hvem i min aldersgruppe husker ikke slutsalutten fra den overordnede i Hill Street Blues, inden betjentene skulle ud til dagens dont: Be careful out there!

Sådan tænker jeg nogle gange, når mine gamle elever med stolthed i blik og stemme fortæller, at de har fået kørekort.

Samme følelse ramte mig i går. Mads Motor tog de første skridt ud i det frie rum. Han er meget stolt og er ikke til at stoppe, når han har fundet ud af, at han er sprunget ud i noget nyt. I forvejen kravler han meget stærkt, så hvordan skal det ikke gå, når han skruer op for blusset og sig "mik mik" og suser derudaf. Det skal nok blive sjovt!

mandag, maj 01, 2006

Hvorfor har du ikke sikkerhedssele på?

Det er fordi jeg er fritaget for at køre med styrthjelm!

Denne og 34 andre dårlige undskyldninger for at blive snuppet for at køre uden sikkerhedssele har politiet offentliggjort. De kan læses på BT's hjemmeside.

Lederskab

Bil Swanson, erhvervsleder for 80000 mand, har formuleret reglen om lederskab, der aldrig slår fejl:
Se hvordan en person behandler manden på gulvet (tjenere, receptionisten eller ekspedienten). Behandler han (m/k) dem godt, vil han være en god leder og vice versa.

En anden regel, som betegnes som den vigtigste for ledere: Bevar din humoristiske sans!

Reglerne er uddrag af 33 uskrevne regler for ledere - en lidt længere omtale af bogen, som gratis kan downloades fra nettet, findes på dette link.

søndag, april 30, 2006

Har du glemt os?

Sådan lød spørgsmålet fra en af mine gamle elever. Hun ringede klokken 10.40 og jeg skulle have holdt en forlænget morgenandagt for hende og hendes venner i Børkop IMU klokken 10.30. Det har altid været skrækscenariet - at glemme en taler-aftale. Men nu har jeg så også prøvet det.
Undskyldningerne er der selvfølgelig. Jeg blev bestilt, da jeg sad i bilen og havde derfor ikke noget at skrive med og på. Det var på forhånd dømt til at blive glemt.

Vi lavede hurtigt en ny aftale om klokken 11 og det blev en fin formiddag ... trods alt!

søndag, april 23, 2006

Et nødvendigt link

Jeg er nødt til at smide dette link ud i æteren igen. Via min site-detektiv fandt jeg ud af, at jeg får besøgende qua dette link og et besøg genskabte igen nysgerrigheden og herhjemme en undersøgelse og diskussion om, hvis efternavn, der er bedst.

Tjek selv: Navneleg

Ramlov: 70
Brorson: 71
Engholm: 284
Buchhave: 224
Dahl: 7316
Pedersen: 183935

Der er noget i luften

I løbet af den sidste uges tid har der været mange bolde i luften.

  • Skolens infofolder har skullet gøres færdig. Det blev den trods nye problemer med samfundets fjende nr. 1: Vores kopimaskine på arbejdet. Den kan kun være sat i verden for at gøre livet surt for mig!
  • Mads blev i går et år. Han fattede ikke så meget af festivitasen, men syntes bare, at flaget så godt ud i vinden. Han fik en gåvogn og kan nu for alvor udfordre gulvet på to fødder.
  • Fru Ministeren er i forårshumør. Stuen skal males. Den trænger og det ser godt ud.
  • Selv er jeg også i ramt af pollenfeber. Såles er husets ask blev jordet, i går købte vi 30 rummeter træ via DBA og garagen stod for en større omgang, som bla. kostede porten og reolsystemet livet. I løbet af kort tid skulle det gerne blive et lukket rum med dør i stedet.
Lige nu er jeg ved at lave undervisningsmateriale til Drabet, som er en fantastisk tankevækkende film - særligt hvis man tager sig tid til at kigge på komposition og dramaturgi.

mandag, april 17, 2006

Påske

I dag er påskens sidste dag. Det er har været en dejlig højtid her i hjemmet. Tid til hinanden og til til fritidssysler som vandskuring, træfældning og fodbold. Det er altid godt! I år har jeg også fpr første gang i umindelige tider været med i kirkens fejring af påsken. Skærtorsdag, langfredag og påskedag var med min deltagelse, hvilket dem, der kender mig, ved er ualmindelig ualmindeligt.

Spørgsmålet i dag er, om du fejrer påske eller holder påske. På BT's netavis' hjemmeside var der et spørgsmål om hvordan danskerne holdt påske: Mulighederne var havearbejde, påskefrokoster og lignende. Ikke et ord om kirkefejring ... Sekulariseringen er trods forlydender om det modsatte stadig yderst intakt. Tilfældige danskeres manglende kendskab til påsken begivenheder underbygger det faktum.

Men hvad med dig - holder du påske eller fejrer du påske. Lidt hjælp til overvejelserne kan du få ved at læse mit essay "kildevæld", som har et link i højrespalten.

tirsdag, april 11, 2006

Ugens Elevkommentar(er)

På turen til Færøerne skilte Michelle Pedersen sig mærkbart ud fra de andre elever med en perlerække af morsomme kommentarer.
Første kommentar knytter sig til billedet til dette indlæg. Vi er på besøg hos storbonden Rasmus på Kongsgården ved Selastrand. Vi har lige set rummet, hvor han hænger forårets slagtede lam til lufttørring, og kommer atter ud i det fri. Michelle udbryder:

Øh ... den spiser af dine baller. Altså dem af hø!
Af andre kommentarer kan nævnes:
London er ikke hovedstaden i Skotland. London er
hovedstaden i Paris!

Fårebonden Rasmus har lige forklaret, hvordan man ikke længere må spise fårehjerne på grund af Kreutzfeldt-Jacob-sygdommen (mund- og klovsyge). Michelle føler behov for lige at uddybe for de andre:
Det er kyssesyge ...
Eller kommentar til Sandra, som lytter til musik i sin mp3:
Du må ikke spille for højt. Det er ikke godt for dine
øretrommer!

Og den sidste blev fyret af på færgeturen, da vi diskuterer, om vi har været forbi Shetlandsøerne. Michelle øser igen af sin geografiske kunnen:
Nej, vi er ikke kommet forbi Shetland endnu. Vi er ikke
engang kommet forbi Tyskland!

søndag, april 09, 2006

Færøerne - paradis på jord

Så er er jeg landet efter to fantastiske oplevelser:

  1. Turen til Færøerne. Nu er jeg ikke videre berejst, men Færøerne må være noget for sig selv. Helt fantastisk natur og vi var utrolig heldige med vejret. Høj sol og masser af bjerge. Turen bød på total afstressende begivenheder som naturvandringer, rundvisninger og højdepunktet, som ikke kan planlægges: Grindedrab. 138 grinder på stranden i Gyør. Det fås ikke bedre! Der må jeg have familien med op engang.
  2. Forsinket fødselsdagsfest for mine mandlige venner og familiemedlemmer! Fru Ministeren og svigerforældrene havde planlagt dagen rent kulinarisk ned til mindste detalje, mens jeg var i Nordatlanten og ingen gik sultne herfra. Dagen bød også på en god fodboldkamp på Bøgballe Friskole, hvor der blev svedt! Dejligt at tilbringe 12 timer fra 15 til 03 med gode venner!

lørdag, april 01, 2006

Ingen aprilsnar

Selvom jeg på bedst 1.-april-manér fik bildt fru Ministeren ind, at dagens afrejse til Færøerne var aflyst pga. sygdom, så er det efterfølgende ingen and - slet ikke i disse influenzatider ...
Vi kører fra Vejle Banegård i dag kl. 11.26 med kurs nordpå. I aften sejler færgen fra Hanstholm over Bergen til Torshavn. Turen tager ikke mindre end 36 timer, så der er masser af tid til arbejde, spil og læsning. Undervisning skal eleverne heller ikke snydes for på turen. Det er jo snart eksamen. Spændende om jeg er søstærk nok til at modstå en hård atlanterhavsvind.
Når vi på Færøerne har set de lokale seværdigheder og den smukke natur, så vender vi torsdag aften næsen mod syd og returnerer til Hanstholm næste lørdag ved middagstid. Der står ekspressen klar - der er fest i huset kl. 15. Så det skal gå lidt stærkt fra Hanstholm.

Jeg håber på en fantastisk oplevelse på alle måder!

Og så er det i øvrigt i dag også 12 år siden Fru Ministeren og jeg blev forlovet. Den gang var det, sjovt nok, også første april ... og langfredag.

fredag, marts 31, 2006

Netfliser.dk

I sommers købte vi nogle fliser over nettet. Fliserne blev bestilt hos og leveret af www.netfliser.dk - en netbutik. Der var flere ting, som vi var rigtig glade for:

  • Korrespondencen med netfliser.dk var på alle måder god.
  • Vi bestilte sent i forhold til, hvornår vi skulle fliserne, men fik til vores store glæde og tilfredshed fliserne til tiden. Super service!
Siden har vi ligget i en langvarig og tilspidset forhandling med netfliser.dk pga nogle paller og et i denne forbindelse bagatelagtigt beløb på 1300 kr. Netfliser.dk har under dette forløb begået nogle servicemindede fejltagelser. Vi har begået en kundemæssig fejltagelse: Vi anede ikke, at man skulle betale for afhentning af pallerne, som gennem længere tid stod hos os. Det skulle efter sigende være alment kendt.
Netfliser.dk har dog til vores udelte glæde vist sig fra sin gode side og har givet os pengene tilbage, som vi retmæssigt ikke havde krav på. Dermed er tilliden til www.netfliser.dk som en troværdig handelspartner genoprettet.
Til netfliser.dk: Held og lykke fremover!

onsdag, marts 29, 2006

Fra joke til virkelighed

I går har gennem de seneste 35 år været en speciel dag, hvor jeg, sammen med afdøde Dronning Ingrid, fik hejst et flag eller to. I går blev ikke mindre speciel.

Det havde en uges tid været lidt en stående joke mellem Fru forstanderinden og jeg, at hvis der kom afbud til IT10's tur til Færøerne, så kunne jeg tage Fru Ministeren med derop. I går fik vi så en konkret forespørgsel. Efter en kort forhandlingsrunde i ministeriet blev udfaldet, at jeg selv tager med IT10 til Nordatlanten. Vi rejser lørdag kl. 12 fra Vejle og er præcis en uge senere i Hanstholm igen. Derefter går turen med raske fjed, så raske som en Berlingo 1.4 nu kan præstere, sydpå, da jeg den 8. holde mandeparty fra kl. 15.

Turen til Færøerne skal nok blive indholdsrig - der er både vandretur, sejltur og lokale besøg på menuen - en dannelsestur, som skal give indtryk af, hvad det vil sige at være "dansk" under andre himmelstrøg.

mandag, marts 27, 2006

Politisk debat

Jeg har på TV2 set en direkte debat mellem Jelved, Kjærsgaard, Imam Petersen og Jens Rode. To ting falder mig for brystet:

  1. Jens Rodes helt utrolige angst for at tale om tro. Hvorfor må man ikke definere sig selv som muslim, kristen eller hvilken religion, man nu tilhører? Nu er hr. Rode jo ikke just kendt for at kunne abstrahere fra ret meget andet end det, der kan måles og vejes!
  2. Jelveds modstand mod Kjærsgaards mudderkastning. Det lod faktisk til, at hendes irettesættelse, hvor hun talte om "Pia og hendes trosfæller" lukkede munden på hjemmehjælperen!

onsdag, marts 22, 2006

En sang om Madsen

Mads Motor, der mere og mere viser sig at være rigtig dreng og dermed handler totalt anderledes end vores 3 smukke muser, havde en dårlig nat. Hna var vågen fra 1.30 til 4.30. Suk. Fuld gang i ham ovenpå en aften,. hvor jeg skulle passe ham og lillepigen, og hvor Mads mere end én gang overfaldt hende - men de er jo også i samme vægtklasse de tre års forskel til trods ...

Weekendsysler

Long time, no chime ...
Jeg skal da lige love for, at tiden flyver. I weekenden havde Bibellæser-Ringen arrangeret en skribentdag på Børkop Højskole, hvor jeg som redaktør kunne invitere skribenter til første årgang af Broen. Det var en rigtig dejlig dag. Det betyder meget, at man lige får lov at kigge sine skribenter i øjnene og lærer dem lidt bedre at kende. Det var en god oplevelse. Og stor ros til det testpanel af gamle elever, som havde brugt tid på at give respons.
Weekenden var i øvrigt også uden resten af familien. Fru Ministeren og børnene var taget til Hjørring og Svigermutters fødselsdag, så jeg var alene om at kapere AGFs pinlige indsats mod midtjyderne. Øv!

torsdag, marts 16, 2006

Enhver lystfiskers drøm

Jeg husker stadig, da jeg landede min første regnbueørred i Brande Å. Det var med et kosteskaft, noget murersnor, lidt fiskesnøre, et par 25-ører og en krog med orm. Der var ikke noget hjul, så jeg måtte bare bakke til fisken var på land. Tage den af krogen turde jeg heller ikke, så jeg traskede hjem med fisken sprællende i den anden ende.

Tænk, hvis jeg havde fanget en krabat, som den, der er omtalt i dette link. Så var jeg nok løbet skrigende bort, hvis den ikke havde ædt mig!

tirsdag, marts 14, 2006

Det bob bob bobler ind' i mig

Det er efterhånden ved at være et pænt stykke tid siden, jeg har frembragt noget læsbart fra min egen hånd. Jeg har været hængt op af oversættelsen af The Last Star, som jeg nu i dag endegyldigt har givet forlaget ansvaret for at få færdiggjort.

Men da jeg så i dag sidder i bilen på vej mod Odense tager et plot pludselig form i mit hovede - et plot, som jeg så har spekuleret videre på dagen igennem. Hovedessenserne i plottet har noget at gøre med:

  • Tidsrejse
  • Give bibelske personer liv i kærlighed til den oprindelige, historiske beretning
Holder dette plot? Er det en gammel traver? Ville du gide at læse en bog spundet ved den læst?

lørdag, marts 11, 2006

Set: Fluerne på væggen

Forleden så jeg "Fluerne på væggen". En film, som jeg havde glædet mig til at se, da den skulle være på højde med "Kongekabale".
Men jeg blev skuffet ... og træt og faldt faktisk i søvn undervejs.

Plottet virker lidt søgt og tænkt. Det kan godt være, at Brixtofte, som er den oplagte nøgleperson, har lig i lasten, men vel næppe af den kaliber. Og det er da helt utænkeligt, at nogen skulle kunne få lov til at komme så tæt på ham og kunne sætte kameraer op overalt. Den køber jeg ikke.

Desuden havde jeg forventet meget af Trine Måneskin, da hun vidst fik en Bodil for sin præstation i filmen. Men heller ikke den synes jeg var ekstraordinær.
Kurt Ravn vil for altid for mig være Røde, der banker Agnes og optræder ved julekoncerter som håbefuld tenar - så heller ikke han brænder igennem hos mig.
Brygman er den eneste, som spiller overraskende godt, men han kan slet ikke bære filmen selv.

Så alt i alt en kedelig film, som slet ikke levede op til forventningerne. Jeg ærgrer mig bare over, at jeg ikke så Crash først - for den fik jeg aldrig set, da jeg faldt i søvn ...

2 ud af 5 jerngreb

Praktikant

Som det tidligere har stået at læse, har jeg igen i år haft praktikant. Nok engang var kvalitetens af praktikantens, JP, undervisning god og har været et godt og lærerigt afbræk fra min undervisning for mine elever.
JP er gået til opgaven med krum hals og har taget eleverne med storm. Fagligt er vi nok lidt forskellige: Han er dygtig til at lede en samtale om teksten og fremme åbenheden hos eleverne, mens jeg mere er teknikkens mand.

Eleverne i IT10 har i hvert fald givet manden en masse positiv og konstruktiv respons og der er ingen tvivl i mit sind om, at han bliver en kæmperessource for sin arbejdsplads, når han engang kommer ud at virke som efterskolelærer.

Nu er min lille "ferie" med ekstraløn så overstået og fra på tirsdag står den igen på både dansk, kristendom og idræt. Det er kortfilmen, der kalder.

Forsøgsobjekt


Eleverne i IT10 på efterskolen har i dag afsluttet deres obligatoriske selvvalgte opgave. Desværre var der kun 5, som havde valgt at fremlægge: En mekanikeraspirant, en laborant in spe, en kommende økonom, en kosmetologkandidat og en sygeplejerskesupplikant (hvad det så end betyder, men det stod i synonymordbogen ...).
Særligt de to sidste krævede medleven fra de tilsynsførende, som udover jeg selv var www.toftdal.dk. Det blev dog mig, som "trak" nitten og skulle kastes for løvinderne. Hos kosmetologen skulle jeg havde renset og trimmet min ansigtshud med skintonic og velduftende creme, mens jeg hos sygeplejersken skulle agere tilskadekommen på en skadestue, der skulle have foretaget en blodtypetest, der inkluderede et stik i fingeren.

Det var egentlig meget sjovt - og jeg glæder mig bare over, at ingen af eleverne går med tandlægedrømme ...

mandag, marts 06, 2006

Travlhed

Man skulle ikke tro, at man kunne have så travlt, mens man har praktikant til at "aflaste". Men det kan man - og det er ikke praktikantens skyld.

Lige i øjeblikket er der rigeligt at se til som en naturlig del af min arbejdsplads' nye navn, logo og andre tiltag. I løbet af weekenden har jeg lavet informationsfoldere, tilmeldingssedler, breve og banner. Og der er stadig en del at lave.

Og desuden er Broens første deadline overskredet, så skribenter skal kontaktes, indsendte bidrag kigges igennem og gives respons på og mit læsertestpanel skal også serviceres.

Og så har jeg også i weekendens løb takket ja til en spændende opgave som medlem af en følgegruppe, som skal forsøge at kortlægge en kristen efterskoles indflydelse på unge menneskers tro og liv. Undersøgelsen står CUR for.

onsdag, marts 01, 2006

Universel sandhed

I diverse tv-programmer lyder sloganet: Lev fedt, dø ung. Det bliver næsten udråbt som en universel sandhed. Men det holder ikke. Der er vel undtagelser, som umuliggør klicheens universelle status. Det gør der derimod ikke i denne:

Lev fedt, dø tung!

tirsdag, februar 28, 2006

Retro: Ugens Ministerkommentar

Vores Mads Motor slår for alvor turboen til, når han bliver placeret på puslemåtten og skal skiftes. Han gider ikke og vender og drejer sig i håbet om at kunne kravle væk. I går havde Fru Ministeren æren af at skulle skifte en ble, Model Gyllelugt. Mads'en snor sig og vil helst undgå konfrontation, hvortil Fru Ministeren udbryder:

Mads, du kan ikke bare skide i bukserne og gå væk fra det!

Denne kommentar ville jeg gerne bringe som ministerkommentar, men Fruen mener, at hendes trængende publikum hellere skal vente på en bedre.

mandag, februar 27, 2006

Af skade bliver man klog

Er der nogen, der ved, hvordan skade smager? Jeg gør ikke. Man kan dog heldigvis blive klog af andre ting - en beskikket censor for eksempel. Jeg har de seneste par håbet på, at jeg ville blive udtrukket i lodtrækningen om en beskikket censor ved eksamen. Jeg har hørt, at man skulle lære en masse ved at have en censor, som er betalt af staten til at tage rundt og vurdere lærerstandens undervisning(sforsikring). Og d. 12. og 13. juni dukker en af slagsen op helt fra Rønne og skal være censor, når mine danskelever skal til eksamen. Det bliver meget spændende at få vurderet prøveoplæg, mine eksamensevner og hvad der ellers falder indenfor censorens opgaver.

Alligevel er det lidt mærkeligt, for det er altid nemmere at ønske sig noget, når man ikke rigtig forventer at få det. Når ønsket går i opfyldelse, begynder tvivlen på egne evner at melde sig - men det går nu nok alligevel.

søndag, februar 26, 2006

Jura og katte

Den skarpe læser vil måske kunne huske, at vi på et tidspunkt fodrede en kat, som gennem længere tid sad på vores trappe. Det var koldt, men vi havde hjertevarme. Staten belønner sådan en hjertevarme med retten til katten. Vi hænger på den.

Nå, børnene tog den til sig og kaldte den Felix. I november forsvandt den og vi har ikke set den i 3 måneder ... før den i dag kommer hjem med et kæmpesår ved venstre øre. Vi kører til dyrelægen med katten, som skal på antibiotikakur. Regning: ca. 500 kr. - og så slap vi endda for helligdagstillæg fordi vi var så rare at tage katten til os. Havde vi i stedet valgt at aflive, så havde vi sikkert skullet betale det ekstra tillæg og var nået på samme pris. Men nu er vi officielt katteejere. Næste behandling: Ormekur! Gad vide om staten vil belønne os med noget?!

lørdag, februar 25, 2006

For meget skodfjernsyn

Mads har i disse dage ufrivilligt, formoder jeg, valgt at lægge sig syg med hoste, raller på lungerne og begyndende mellemørebetændelse. Det betyder, at han ikke får sovet særligt regelmæssigt og at jeg har en tjans i løbet af natten, hvor jeg sidder med ham. I det tidsrum kører flimmerkassen og der er godt nok meget fjernsyn, som ikke kan sendes på andre tidspunkter. Det eneste, som til nød kan ses, er verdens vildeste politivideoer fra USA (siger noget om deres verdenssyn). Der sker virkelig vilde ting derude. Ikke noget at sige til, at dem, der har ressourcerne til at bygge bomber og det, der er værre, gøre det endnu vildere.

onsdag, februar 22, 2006

Hverken ko, gris eller gammelfed gnu på isen

Mens kriserne raser rundt omkring i verden og vi stadig her i Danmark mest indtager tilskuerens rolle, så leves der et stilfærdigt liv her på min lille matrikel i cyberspace. Der er ikke de mest sindsoprivende nyheder (ingen baby, ingen retsager og endnu ingen ugleinfluenza i blandt husets høns), kedelige elever, der ikke leverer morsomme elevkommentarer og en Fru Minister, som af uransalige årsager mest går op i, at min praktikant har kaldt hende for sur. Kommentarerne vælter ikke ind, som hos Kongensholm, så alt i alt, så noterer man sig vel bare udladningerne fra den brorsonske vandladning (fra øret altså) med et panegyrisk skuldertræk.
Men er der noget, som kan få mine trofaste cybergæster, der frekventerer siden på en gang zapperkulturs fransk visit, op af stolen, så er det, at der igen er et billede af Fru Ministeren på siden. Det har afstedkommet en del spørgsmål fra bekymrede læsere, som med ængstelse i stemmen bare lige ville sikre sig, at der var givet tilladelse i Ministeriet. Og det er der. Det holdt hårdt. Efter lange og udmarvende forhandlinger, hvor særligt andenbehandlingen rippede op i fortrængte fejltagelser fra denne sides administrators side, lykkedes det endeligt med et snævert flertal at sikre denne side mere æstetik og tiltrækningskraft.

tirsdag, februar 21, 2006

Så sker der noget

Så bliver pallerne afhentet - ærlighed i cyberspace er åbenbart det, der skal til.

torsdag, februar 16, 2006

Safri Duo

Nu har jeg endelig løst et af verdens store mysterier: Hvorfor er det lige, Safri Duo er så populære?

Svaret: Fordi deres musik er skræddersyet til vores trommehinder ...

mandag, februar 13, 2006

Operation varme ører og hede tæer

Det har været en kold vinter i Danmark - og i sidste uge slap vores brænde op. Ikke den bedste kombination. Så i dag gik turen til min søster og svoger - proprietæren ved Kjellerup - som er i besiddelse af en del træ. Eller rettere var. For med god hjælp fra den mindste og mellemste smukke muse + deres ældste fætter på den fædrene side fik vi bakset og savet to trailerfulde, som nu i nærmeste fremtid skal ligge lunt i brædeovnssvinget.

lørdag, februar 11, 2006

PR

Kender du fornemmelsen af at få afsluttet nogle projekter, som har fyldt gennem længere tid? Den første uges "ferie" er ved at være ovre for mit vedkommende - men det har været mere skemafri end ferie. I hvert fald har jeg fået nogle ting fra hånden, som har ligget og ventet. Nu er det så blevet tid til at lave en præsentations- og informationsfolder om vores nye projekt på Grejsdalens Efterskole - muligheden for to tiende klasser. Med det pr-projekt får jeg virkelig chancen for at øve mig i at bruge mit InDesign-program. Det er både lærerigt og frustrerende. Men efter mere end 10 timers arbejde og en times professionel rådgivning hos min gode ven Friiseren, er forsiden så småt ved at tage form - lige nu ser den ud som på skærmen ... i hvert fald lige indtil jeg næste gang begynder at flytte lidt rundt og lege med gennemsigtigheden.

onsdag, februar 08, 2006

Man må undres

Det synes mere og mere tydeligt, at det eneste, biskop Kjeld Holm og jeg kan blive enige om, er, at AGF er en spændende klub at støtte. Men så hører enigheden nok også op. Man skulle ellers tro, at jeg som kristen kunne blive enig med en biskop i mangt og mange spørgsmål - særligt dem, der hører hjemme under kategorien "religiøse" - men igen: Nej.
Tværtimod har biskoppen igen formået at bringe mit p** i kog over sin arrogance og bedrevidende måde at debattere på - og sin åbenbare dis-respekt for Bibelen, som Guds åbenbaring og Jesus som Guds søn.
I verdens mest omtalte avis blev biskoppen interviewet som noget, der ligner et sandhedsvidne til en artikel om den moderne bibelkritik. I interviewet skulle biskoppen angiveligt have sagt:

Altså er det svaret, man søger, som er afgørende. Og ikke i denne
sammenhæng ligegyldige fortællinger om, at nogle svin var dæmonbesatte, eller at
nogle mennesker tog på slanger uden at dø, eller om Maria var jomfru.
Tænk at den kirkelige tilsynsførende kan kalde bibelske beretninger for ligegyldigheder. Han den mand da ingen evne til at lukke munden på sig selv, når andre ikke kan?

Den 6. februar tager forstanderen på Pinsevækkelsens Højskole til genmæle over artiklen som helhed. Men. Helt ekstraordinært mener redaktionen på JP, at de skal sætte forstanderen på plads ... Hvor var de, da biskoppen skulle antastes?

tirsdag, februar 07, 2006

Wellness

Et populært begreb i ferieverdenen er, at man tilbyder sine gæster wellness. Familien er lige hjemkommet fra 4 dage i syden - nærmere bestemt syd for Kongeåen i Arrild Ferieby Center. Der var ikke wellness, men det var alligevel well-gørende. For under 1000 kroner havde vi adgang til sommerhus, badeland og den skønne, historiske sønderjyske natur.
Vi fik kørt en tur over grænsen, besøgte min mormor og hendes søster, min farfar og farmors gravsted, et pizzaria, en McDonald og slappede ellers bare af i det hyggelige, men ikke specielt rengjorte sommerhus. Højdepunktet var Danmarks længste vandrutschebane i badelandet ved Feriebyen - den var hyl og vi prøvede den næsten alle sammen - men mest mig og den største smukke muse. Den kan anbefales!

torsdag, februar 02, 2006

God weekend

Jeg vil bare lige benytte lejligheden til at ønske alle derude en god weekend. Min weekend varer frem til den 20. februar ...

onsdag, februar 01, 2006

Det har vi da vidst længe ...

Hvorfor bringe det som en nyhed - det er vi da flere, der længe har vidst. Det rangerer på linje med, at vi venstrehåndede er mere kreative end gennemsnittet.
PS: Jeg måler 196 cm

Set: King Kong

I går havde jeg et af mine sjældne biografbesøg. Jeg var i det nye Megascope i Horsens for at se King Kong. Vi var så få i salen, 5, at jeg lagde mig ned på gulvet foran forreste række og tog første del af filmen på nærmeste hold - det var en speciel oplevelse.

Ellers må jeg sige, at jeg er lidt skuffet over filmen. Jeg synes ikke, den formår at holde spændingen hele vejen igennem - den virker på mig lidt langtrukken. Det skyldes måske de meget uddybende personbaggrunde inden filmen for alvor skydes i gang. Det lader til, at Peter Jackson (instruktør på Ringenes Herre) ikke kaster sig ud i film, med mindre de kan vare mere end 3 timer.

Der er naturligvis positive elementer i filmen:

  • King Kong er helt fænomenal. Utroligt, hvad man kan lave med computeranimation nu om stunder.
  • Humoren i filmen er gennemtrængende og absolut et plus. Der er forskellige figurer, som holder den humoristiske fane højt, hvilket gør filmen bedre. Kokken er mest fremtrædende, hvad det angår, men også adskillige scener i løbet af filmen overlever på de humoristiske indslag.
  • Den kvindelige hovedrolle, Jack Driscoll og Hayes er gode og troværdige filmen igennem - gedigene skuespilpræstationer.

Men. Der er også elementer, som irriterer mig:
  • Peter Jacksons univers er enormt og i denne film synes jeg, han overdriver. Dinosaurusser fylder for meget - scenen med de fede langhalsede er ligegyldig, hvorimod scenen med Rex'erne er god og sigende. Jeg synes han spilder megen tid på at vise, hvor stor en fantasi han har - særligt omkring King Kongs sidste opgør med de opdagelsesrejsende.
  • Der er absolut set bedre filmhåndværk, når det drejer sig om scenerne med de forhistoriske dyr. Den computeranimerede virkelighed er alt for tydelig - og kan man ikke lave det ordenligt, så skær det dog væk - man kan få en snak med Richard Raskin om hans 7. parameter for filmproduktion.
  • Enkelt roller i filmen irriterer mig. Jeg synes ikke de brænder igennem og virker troværdige.

Alt i alt en lidt skuffende film, men måske mest fordi man sætter sig til rette med enorme forventninger. Jeg sidder tilbage med mange sjove scener i hukommelsen, en unik King Kong og fornemmelsen af endelig at have fundet en film som passer bedst på den kvindelige berettermodel.

3 ud af 5 jerngreb!

søndag, januar 29, 2006

Ny Konference

Så har jeg for alvor prøvet at være vikar - oven i købet for en lydhør klasse.
En time inden jeg tog til forældrekonsultation i fredags blev jeg ringet op af Pædagogisk Forening, der ville spørge, om jeg kunne agere vikar lørdag mellem 14 og 17 og dermed dække et afbud. Jeg skulle holde et seminar på en konference om Pædagogik og Kristendom over emnet "Film i undervisningen". Eftersom det er et område jeg brænder for og desuden i efteråret stod for et seminar, der minder om det, så takkede jeg ja.
Nu ca. et døgn senere sidder jeg med en god smag i munden. Jeg er glad for at jeg tog udfordringen op, og da seminarlederen som en del af responsen sagde, at jeg nu risikerede at blive ringet op en anden gang, så tolker jeg det som om hun også var tilfreds. Så det er jo godt ...

fredag, januar 27, 2006

Dæmoner

I decemberudgaven af Tjeck så jeg følgende udsagn fra biskop Kjeld Holm:

Der findes ingen djævelske væsner. Det tror jeg ikke på, men mennesker kan være
dæmoniske i deres handlinger.
Der er ikke noget at sige til, at der er så megen palaver om folkekirken, når én af dem, som har mest at skulle have sagt, og som har aflagt ed på at holde sig til den bibelske lære, så åbenlyst udtaler sig imod den. Jeg mindes, Jesus stille et retorisk spørgsmål, der lød på, om en blind kunne lede en blind ... Men gad vide om Jesus har levet, hvis man spørger Kjeld Holm.

onsdag, januar 25, 2006

Kreativitet

Dette indlæg har ikke noget med denne tid på måneden eller denne hjemmesides nye look at gøre ... Det skyldes ene og alene, at jeg på vej hjem fra vagt i nat lyttede til P1 i radioen. Her taltes om kreativitet og hvad det er for en størrelse. En professor ud i den slags ting sagde:

Kreativitet har ikke noget med målrettethed og
fokusering at gøre. Kreativitet er at være rummelig - og at turde kaste sig ud i
det i forvejen ikke tilrettelagte ...

Alle 3 gæster i studiet var enige om, at der i dag ikke er tid til at være kreativ. Det kræver ro og stilhed. Det blev også nævnt, at man kunne være for systematisk til at være kreativ. Det er jeg ikke, hvilket mit skrivebord vidner om - men nu har jeg jo en undskyldning for at det ser sådan ud - det fremmer den kreative proces!

søndag, januar 22, 2006

Kørekort

Når mine tidligere elever med stolthed fortæller, at de er i færd med at tage kørekort eller har bestået køreprøven, så tænker jeg altid på den øgede risiko ved at sætte mig bag rattet. Men det er for intet at regne mod den risiko, der er forbundet ved at sønneke i dag for alvor er begyndt at kravle. Intet er fredet. Bøger, skraldespande, cd'er og alt andet i op til en halv meter højde er potentielle mål for den barnlige undren og eventyrlyst. Vi ruster os til kampen.

lørdag, januar 21, 2006

Vandhunden Pingo slog til igen

Som sikkert mange andre fulgte vi herhjemme Lilleprinsens dåb. Egentlig undrer vi os over ikke at være inviteret med. For det første fordi vi figurerer i en slægsbog for Christian IV. For det andet fordi Fru Ministeren burde være med som alle de andre kransekagefigurer. Men i hvert fald registrerede vi, at Kronprinsen igen blev ramt af en tilstand med forhøjet vandstand - skrækkeligt som årene både gør knogler og følelser blødere.

torsdag, januar 19, 2006

Spændende

Overskriften er herhjemme en institution i sig selv. Fru Ministerens krav og drømme er spændende. Vores hverdag er spændende. Arbejdet er spændende. De senere uger har det været ekstra spændende på GE. Det nye logo, farven og ikke mindst muligheden for at lave en ekstra 10. klasse har været debatteret. Jeg sidder med i udvalget omkring denne ekstra 10. klasse med fokus på kristen ungledertræning, formidling og fordybelse i Bibelens budskab. Det spændende er, at der også vil være mulighed for at tage denne klasse - 10+ - som en slags 11. klasse.
I morgen skal jeg arbejde herhjemme med idéudvikling på dette tiltag + en del andre ting omkring skolens pr. Det bliver i sandhed en spændende dag!

onsdag, januar 18, 2006

Ligalandsholdet

Hvor er det latterligt og en total nedvurdering af den danske liga, at Morten Olsen henter afløseren for Thomas Rasmussen i den svenske liga - hvordan kan man så kalde det for et ligalandshold!!!

søndag, januar 15, 2006

Carpe Diem-kvintetten

  • Rigtig hyggelig barnedåb, hvor vi bød Maria Hedegaard velkommen i flokken
  • God og lovende første uge med praktikant
  • Dejligt besøg hos vores Fredericiavenner
  • Gode beslutninger i bestyrelsen for GE, der rækker langt ind i fremtiden
  • Bekræftende konsultation hos psykolog - som jeg nok heldigvis ikke skal konsultere igen (pris: 775 kr. for 3 kvarter!)

fredag, januar 13, 2006

Dovenskab

Jeg sidder lige nu og kæmper det bedste jeg har lært for at blive færdig med at rette stile - i baggrunden passer Iceage den mindste smukke muse og lyden fra den morsomme film når engang imellem gennem døren. Fx:

Jeg er for doven til at bære nag ...

Jeg har egentlig altid brudt mig meget lidt om dovenskab, men den slags dovenskab kunne måske varmt anbefales.

tirsdag, januar 10, 2006

Retteopgaver til salg

Jeg er i den heldige situation, at jeg igen i år har vundet en praktikant. JP Vrist har taget stort set alle mine timer, så jeg har fået masser af tid til at lave andre ting - så som at rette de opgaver, som jeg har til at ligge - men jeg vil da gerne sælge et par stykker. Hvem byder højest?

onsdag, januar 04, 2006

Status: Nytårsforsæt 2005

Sidste år havde jeg hele 8 nytårsforsætter, som jeg desværre genopfriskede, da jeg og Fru Ministeren skulle skrive julebrev. Det var egentlig ikke det store boost for en i forvejen skrantende selvdisciplin. Status er:

  1. Andagtsliv skal opprioriteres: Det er ikke gået alt for godt. Det går bedre, men absolut stadig plads til forbedringer.
  2. Oftere i kirke: Det er slet ikke gået. Jeg har næsten ikke været i kirke. Så lidt at den ene af præsterne sender mig digte, som minder mig om mit fravær. At fraværet skyldes den panikangst, som jeg gennem flere år har været slave af er en anden sag. Panikangsten er takket være ny læge næsten blevet reduceret til et kedeligt minde.
  3. Næsten ingen pc mellem 16 og 21: Gik godt i begyndelsen af året, men The Last Star kastede grus i maskineriet.
  4. Fornuftig brug af skemafri dag: Det er gået godt!
  5. Max 60 km/t i byzone: Den havde jeg glemt!
  6. Opmærksom lytten til Fru Ministeren, når hun har ønsker til huset: Jo, den holder, men jeg lytter kun første gang ønsket nævnes ...
  7. Et spil pr. dag med prinsesserne: Desværre gik den heller ikke.
  8. Ud af Klub 100 inden sommerferien: Jeg nåede det inden jul ... men medlemsskabet er generhvervet.
Pt. tumler jeg med nogle gode intentioner for 2006 - nytårsforsæt om man vil.

tirsdag, januar 03, 2006

Den moderne kvinde

Et par gange om året er det nødvendigt at overveje, hvad man giver den moderne kvinde, der ejer alt - og så er der lige de amerikanske gaveboder (mor dag, kvindernes frigørelsesdag, rødstrømpedagen og hvad de nu hedder alle de andre dage, hvor man bør betænke konen).
Jeg har længe overvejet, hvad man da skal give. Hvor langt rækker opfindsomheden? Men nu er jeg så nået frem til, at det ikke længere lader sig gøre. Min kone - Fru Ministeren har vitterligt alt. Den ultimative erkendelse kom til mig, da jeg efter nogle timer bag computeren vovede mig ud af mit skjul og øjeblikkeligt blev sat i arbejde: Tag julepynt ned! Bag boller! Pølsehorn! Franskbrød! Tør hylder af! Fej gårdspladsen! Slå græsplænen! Loftet i kip, tak! Børnene på kælkebakken!
Den ting, som fuldender samlingen for den moderne kvinde, er slaven. Nu om stunder er ringen om benet - fodlænken - erstattet af vielsesringen. Fæstebrevet erstattet af vielsesattesten. Og tvangsmærkningen erstattet af den dukkede nakke og de røde ører.

søndag, januar 01, 2006

Ugens Ministerkommentar

Så blev det 2006 - og tillykke med! Lad os bare begynde med et ministerfyrværkeri.
Her til morgen, eller mere præcist var det vel formiddag, kiggede jeg på konen og sagde, at vi vel nærmest var nyforelskede ... hvortil hun svarer:

Er vi?

onsdag, december 28, 2005

Vild med dans i julekalenderen

I aften skal jeg til en såkaldt juletræsfest. Jeg har aldrig helt forstået, at man skal fejre et juletræ ...
Jeg skal stå for aftenens "underholdning" - jeg skal holde juletalen i Løsning Missionshus. Jeg er blevet bedt om at inddrage noget om Jul i Halbal - som jeg jo ikke her set overhovedet ...
Derfor har jeg lavet til research på nogle debatsider om julekalenderen og fandt der et sted, hvor en begejstret udbryder:
Dejlig julekalender. Før vidste jeg ikke noget om ravnerok. Det gør jeg nu ...
Jeg synes ellers, jeg har fulgt godt med i Vild med Dans, men jeg har aldrig set dem opføre en ravnerok - måske skulle det med på menuen næste år.

lørdag, december 24, 2005

Glædelig jul

Jeg vil lige benytte lejligheden til at ønske alle derude en rigtig glædelig jul!. Som I kan se, var Mads mest i tilskuerens rolle, mens søstrene i går pyntede familiens juletræ. Det står nu pænt og flot og venter på at det skal blive rundtosset i aften.
Om en times tid kommer mine forældre (næ, de kommer ind af døren i dette øjeblik ... så fik vi pludselig travlt!) og min mindste lillebror, som skal fejre aftenen sammen med os og hjælpe os med at spise ænderne, chipsene, de brune kartofler - men lader forhåbentlig mandlerne ligge til os andre ...
Jeg håber, du i aften får muligheden for at fejre en glædelig julefest med fokus på julens sande budskab om den fødte frelser mit i alle valhalas nissestreger.

mandag, december 19, 2005

Jeg er færdig

Ovennævnte har ikke noget med toiletbesøg at gøre. Derimod henviser det til det faktum, at jeg i går aftes, efter et års arbejde, satte sidste punktum i The Last Star, som jeg har oversat for Lohse Forlag. Det blev til i alt 162 A4-sider, over 90000 ord og over 500000 anslag med mellemrum.
Nu venter de forskellige korrekturgange, men jeg kan ikke skjule, at jeg både er stolt og lettet over at være nået til vejs ende - og over tempoet den seneste måned.

fredag, december 16, 2005

Ungdomsklasse - nej tak

Try Haarder skal virkelig oppe sig. Der skal alligevel en del til at få sin egen folketingsgruppe, regeringskoalitionspartens folketingsgruppe, regeringsgrundlagets støttepartis folketingsgruppe og hele oppositionen på nakken. Det viser bare, at Hr. Bergatel var helt ude i hampen med sit forslag, der sikkert ville gøre ondt mange steder i efterskoleverdenen.

Tilbage står vi med en opgave, der hedder at skulle forny 10. klasse, så vi kan bakke op om forslaget om at få de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet - og det at give de unge en indsigt i hvem de er og hvad de rummer, er et skridt i den rigtige retning!

torsdag, december 15, 2005

Jul i Halbal

Jeg har ikke rigtigt set julekalenderen på Tv2 - Jul i Halbal. Jeg synes ikke rigtigt, jeg gider. Det er i orden at ville lave et kulturelt program om de gamle nordiske guder og hele den tradition, der engang var danskernes foretrukne.
En del elever på Grejsdalen er også lidt utilfredse. I spøgefulde øjeblikke siger de, at TV2 næste år laver en julekalender, der hedder Abdullahs jul ...
Igen - det ville være ok at lave et program om islam og jul, men hvorfor som julekalender? Hvorfor ikke stå ved, hvorfor vi fejrer jul i Danmark? Hvorfor er vi bange for at stå ved vores kristne kulturarv. Jeg har ikke det fjerneste mod nisser, så længe de ikke er julens centrale figurer. Det er Jesus!

onsdag, december 14, 2005

Piercing

Det skulle være åh så trendigt at få lavet sig en piercing i disse tider. Gennem læber, næser, øjenbryn, ører og det, der er værre. Det siges endda at være flot.
Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg kan ikke begribe, hvorfor man frivilligt underkaster sig denne form for "tortur" - ikke nok med at man skal stikkes - man skal også bagefter bære "smykket" og af folk man ikke kender, sættes i bås, som reaktionær, rebelsk og venstrefløjsk - måske endda uden at være det. Men hvorfor? The answer, my friend, is blowing in the wind ...

Tatoveringer hører vel egentlig med til samme kategori, men hvis det ikke overdrives kan det være flot nok - jeg har faktisk en hemmelig (som nu ikke er hemmelig mere) drøm om at få en lille tatoo på skulderen. Men jeg er vist for stor en tøsedreng.

tirsdag, december 13, 2005

Dagene derpå

Ovenpå en weekend, som stod i vagtens tegn (jeg havde weekendvagt og 8 elever invaderede vores hjem et døgns tid og lavede bolcher, juleknas og ballade - men hygsomt var det!) havde vi i går besøg af min kæmpe kontaktgruppe - de kunne begge komme og vi hyggede os med dejlig julemiddag, pakkeleg og de smukke muser aktivede de to tøser på bedste vis.
Nu er det så hverdag igen, så meget som det nu kan være her op til jul. Om en uge holder vi ferie, men inden da skal vi have julefest på skolen, terminsprøver og andet godt fra havet. Fx har vi lærermøde i dag, hvor vi skal forholde os til Try Haarders ungdomsklasseudspil - det bliver en spændende debat, hvor jeg nok ikke kan lade være med at foreslå, at vi opretter en 11. klasse med fokus på kristen ungdomlederuddannelse. Det kunne være et rigtigt spændende tiltag.

torsdag, december 08, 2005

TakTic Tak

TicTac Mints er en lækker spise og kan spises på mange forskellige måder ... Den yngste smukke muse kom grædende ud på kontoret og sagde:

Far, jeg kan ikke få den ud af min næse ...

torsdag, december 01, 2005

Ugens Elevkommentar

I dag er mine fodboldpiger på efterskolen gået i gang med et cirkeltræningsforløb. Det indebærer en del ugers arbejde med 13 forskellige discipliner, som styrker muskelgrupperne i ben, arme, mave og ryg. Det er hårdt arbejde. Alligevel dukkede Sabina og Joan frivilligt om, selvom de pga. køkkenarbejde egentlig var fritaget, og sagde:

Må vi ikke godt være med?

tirsdag, november 29, 2005

Gajol-vejr

Ifølge Gajol er det danske vejr til netop den spise - i hvert fald er det brorsonske hjem til det i øjeblikket med halskriller og host i stride strømme.

Det gode ved gajol er, ud over smagen og virkningen naturligvis, at der er visdomsord på klappen. Det var der også på den pakke frisk lakrids, jeg købte i dag. Det er et citat, som rammer lige i plet - og jeg skal gøre mit til at være netop den i citatet omtalte person for nogle elever i IT10 i morgen ...
Citatet er sagt af Ralph Waldo Emerson og lyder:

Hvad mange af os mest af alt behøver, er,
nogen, som får os til at gøre det, vi kan.

lørdag, november 26, 2005

Blindgyde

Oversættelsesmæssigt har jeg nået en milepæl - jeg har oversat 169 sider og mangler nu "kun" 100 sider - men jeg er havnet i en oversættelsesmæssig blindgyde. Der er et ord, som jeg simpelthen ikke kan researche mig til, hvad betyder. Det har noget med flerdimentionelle universer at gøre. Ordet er superstrings.
Skulle der være en, som har forstand på den slags ting, og som kan hjælpe, så ville det bare være kodyl ...

fredag, november 25, 2005

Polarekspressen

I går havde vi en total stenerdag herhjemme. Om aftenen drog Fru Ministeren til staden for at leje films - og det gjorde hun godt. Først så vi alle Polarekspressen "med" Tom Hanks af Robert Zemeckis. En ganske fremragende film. Hold da op! Man sidder med hagen på brystet konstant i begejstrin og forundring over den teknik som gør den film mulig!
Handlingen er ret banal - en dreng, som skal finde juleglæden sammen med andre børn og derfor kommer med polarekspressen til Nordpolen. Det kommer der meget godt ud af - og i biografen må det have været en helt fænomenal oplevelse - i hvert fald da toget passerer den stejle del af turen ...
Som kristen forkynder rummer filmen utrolig mange muligheder. Filmen er spækket med situationer og klip, som ville kunne bruges til at formidle det kristne budskab.
Så alt i alt: Super underholdning og fantastisk teknik!
5 ud af 5 jerngreb!

onsdag, november 23, 2005

Fødselsdag og orlov

I dag er det Fru Ministerens fødselsdag ... hurra, hurra, hurra ...
Men det har hun ikke mærket meget til - fra mig forstået. Jeg blev syg i går aftes og tog hjem fra arbejde og har slet ikke kunnet levere en ordentlig fødselsdagsvare i dag ... surt! I stedet har Fru Ministeren fejret sine 25 år (eller der omkring) med opkald fra nær og fjern. Der har været opkald gennem fra Tyskland, Kosovo og Israel ... Og efter et besøg i morges har hun vel egentlig passet børn resten af dagen. Fedt indhold.

Selv har jeg som sagt plejet mig selv - og som sekretæren på GE siger - hende vi kalder Don Lise - så er mænd rigtig ynkelige, når de er syge. Men der findes vel undtagelser ... bare ikke her i huset! Jeg har taget konsekvensen af den senere tids stramme program og ønsket min udskudte barselsuge effektueret - så nu holder jeg fri til næste onsdag!

tirsdag, november 22, 2005

Sagen set fra to sider

Følgende begivenhed kan ses fra to synsvinkler: Situation:

  • Fru Ministeren skal ud af indkørslen med bilen, men drejer for hurtigt. Resultat: En lang ridse i lakken, en bule og en delvist ødelagt plastikfælge ...
På den ene side kan man vælge at være lidt ærgerlig over skaderne på bilen.
På den anden side kan man vælge at glæde sig over, at muren i indkørslen, som blev sat i sommers, viste sig at være stabil og stod for presset.

søndag, november 20, 2005

Hvad sagde jeg ...

Det burde være tilstrækkeligt at sige det. Men for de, der ikke ved, hvad jeg hentyder, så lad mig bare tilføje: Fortjent 1-1 og tættest på sejren! Sådan GF - og så skal det lige følges op mod SIF ...

fredag, november 18, 2005

Grineren

Jeg modtager jævnligt vittigheder fra jokes4u - her er et udpluk af et par sjove af slagsen ...

En mor stod i kø med sin datter lige bag en meget kraftig
dame.
Pludselig gik den kraftige dames personsøger i gang med at bippe
og datteren sagde:
"Pas på mor! Hun bakker."

Den sande:
Hvorfor bærer bruden for det meste hvidt?
Hun skulle jo gerne
matche alt det andet køkkeninventar.

Til de af jer, som skriver meget, men ikke helt ved, på hvor højt et plan I skriver, så er der hjælp at hente på bedreword.dk. Med Bedre Word i hånden kan man udregne lixtallet på sine publikationer.

Desuden kan man på adgangforalle hente en "fjernbetjening, som gør det muligt at få læst sin tekst digitalt op direkte fra tekstbehandlingsprogrammet eller hjemmesiden.

Et MUST

Den forløbne uge har stået helt i musicalens tegn. I morgen fremfører vi på Grejsdalens Efterskole, i forbindelse med skolens årlige elevstævne, musicalen "Da din kærlighed brød frem". Det er en musical om Keith Green - en amerikansk entertainer, som hele livet levede på kanten - på kanten af og med livet. Eleverne er gået til makroner, vafler og hvad der ellers kan gås til. De er spændte og forventningsfulde.
Selv har jeg skullet styre tre håbefulde journalistaspiranter, der hver dag skulle udkomme med bladet MUST - en spændende, men også stressende opgave - særligt når teknikken strejker. Desuden har det ikke været supergodt for mine i forvejen spændte og anstrengte muskler at være parkeret bag en skærm så mange timer ... men nu er vi ved at være færdige og klar til den store finale.

Og apropos finale, så er det jo i denne weekend, der for os, der er til blød, dansk tv-weekendhygge, er finaler i både Vild med dans og Showtime - det glæder vi os til herhjemme - det er lige programmer for os. Herfra skal der bare lyde: Go Eskild! Go Iben!

Og som rosinen i en forhåbentlig god pølse ligger en sejr til AGF i Parken på søndag!

torsdag, november 10, 2005

Lidt tidsfordriv

Her på dag 1 efter Grejsdalens Ungdomsskole skiftede navn til Efterskole, så sidder jeg lidt og laver ingenting.

Jeg er faldet over et spil på nettet, hvor man kan hjælpe sin yndlingsfodboldklub med at score mål - selv Horsens-fans kan hjælpe ... Ved at klikke på dette link, bliver man ført til siden, hvor spillet er ... men pas på - det kan være lidt vanedannende!

onsdag, november 09, 2005

Carpe Diem-kvintetten

Det er lang tid siden, der sidst har været en kvintet her på siden - det er egentlig en fejl, for det er bare så sundt at stoppe op engang imellem at stoppe op og fokusere på, hvad der er sket af positive ting, den seneste tid - så glædes man over livet, vennerne, familien og frem for alt Gud kærlighed, omsorg og velvilje.
Denne uge kvintet består af disse 5 hittere:

  1. Jeg er forelsket - i livet. I livet med alle sine facetter: Livet med Gud, med konen, børnene, arbejdet og fritiden
  2. En dejlig weekendvagt på skolen, hvor arbejdet føltes meget let
  3. GU-nyt blev færdigt, og det blev dermed også min første hele præsentation lavet i InDesign
  4. Vores mellemste smukke muse havde heldigvis ikke brækket armen
  5. En dejlig, kriblende forventningens spænding og glæde med henblik på aftenens repræsentantskabsmøde på Grejsdalen, hvor et navneskift er på dagsordenen

fredag, november 04, 2005

5 sikre - skadestuen

På en skadestue kan tiden blive frygtelig lang, hvis man møder op med en skade, der ikke er særlig alvorlig. I dag var vi inde med den mellemste smukke muse igen. Først ventede vi en time i et lokale ... dernæst en ½ time i et nyt, hvor vi fik at vide at lægen ville komme lige straks. Man sidder og ærgrer sig over, at man ikke har et spil kort eller lignende med ...

Her er 5 sikre tegn på, at man har ventet alt for lang tid på skadestuen:

  1. Tanken "Har jeg læst den nye 'helse'?" popper op ...
  2. På børnenes venteværelse bygger man et legohus ...
  3. Man overvejer om man kan spille lidt mere syg for at blive undersøgt hurtigere ...
  4. Hullerne i loftbeklædningen tælles - først pladevis, dernæst antal huller i alt ... der er 9 kvadratiske plader med 36 huller på hver langside (936 huller) - alt i alt 8426 huller på børnenes venteværelse på Horsens sygehus ...
  5. Man overvejer om man kan opstille en Top 5 over sikre beviser på, at man har ventet for lang tid.

torsdag, november 03, 2005

Up tempo

Sådan er mine dage i øjeblikket ... up tempo. Lidt for meget måske endda. Jeg nåede dårligt nok at puste ud efter i lørdags før elevbladet fra Grejsdalen fyldte min mentale harddisk. Den er så akkurat lige blevet sendt til trykkeriet, så her blev der frigivet lidt plads.

Den er dog allerede booket igen, da pr for skolens musical skal laves. Omegnens skoler skal inviteres - og når det er sket inden jeg går i seng, så skal mit oversættelsesprojekt sparkes videre ... inden jeg i weekenden har vagt på skolen.

Efter weekenden skal jeg forberede et oplæg til skolens repræsentantskabsmøde på onsdag, oversætte, lave oplæg til powerpointpræsentation til bibellæserringsarbejdet og ...

Godt det snart er jul!

tirsdag, november 01, 2005

Emma Sofie 4 år

Så blev det lige 1. november og Emma Sofie, den mindste smukke muse, blev 4. Først var hun temmelig overrasket over, at dagen var oprundet:

Har jeg sovet én gang nu?
Og ...
Er det nu, jeg har fødselsdag?
Og så gik hun eller kl. 7 op i seng igen og lurepassede indtil de søvndrukne familiemedlemmer (minus Mads Motor, som slet ikke var søvndrukken) dukkede op med gaver og morgensang. Hun var rigtig glad og stolt - og fik om formiddagen besøg af fadderne og veninden Karoline. Senere kom den gode ven Jakob med brødre og moder og så var der telefonopkald fra nær og fjern - med Israel og Færøerne som ydergrænser - og alle fik spørgsmålet: Har du en gave til mig?
Men alt i alt en god dag for den unge dame, som nu har besluttet at lægge sutterne på hylden!
Hendes dag sluttede lidt mærkeligt, da hun lige inden sengetid skulle sige farvel til mellemste smukke muse, som skulle en tur på skadestuen med en smertefuld albue ...

mandag, oktober 31, 2005

Mediekonference

I lørdags holdt jeg det føromtalte seminar (De nye helte - om unge og deres helte fra film og tv + deres menneskesyn og værdier) på Mediekonferencen på Børkop Højskole. Min fornemmelse er, at jeg mødte velforberedt op, og at de ca 25 personer, der frivilligt troppede op, fik noget ud af det - jeg er i hvert fald aldrig tidligere i min forkyndelses- og undervisningskarriere blevet klappet af efterfølgende. Det gjorde mig glad og stolt - men mest at alt fyldt af taknemmelighed til Gud over at han kunne og ville bruge mig og mine evner!

Seminaret var opdelt i en teoridel og en praksisdel.
Teoridelen bestod i at se på ungdommen ud fra en mediesynspunkt. Her var det:

  • Thomas Ziehe og nogle af hans mediesynspunkter på ungdommen (fx at medierne er de unges primære kilde til sekundære livserfaringer, som fylder så meget hos dem, og at de unge modsat tidligere, nu skal ud at skabe deres identitet, hvor de før sammen med familien blot skulle finde den)
  • Kirsten Drotners statistiske arbejde på unge og medier (fx at unge inden de fylder 16 har tilbragt mere tid foran tv end i skolen)
  • Brunstads 3 niveauer, som unge uden problemer manøvrerer på samtidigt (udøver-, afprøver- og betragterniveau)
  • Karin Stigbrandt oversigt over de 4 mediesyn (det aristokratisk og elitære, det ideologi-kritiske, det konstruktevistiske og det dekonstruktevistiske mediesyn)
  • Hans Hauges oversigt over de 3 menneskesyn (det progressive eller humanistiske, det konservative eller religiøse og det materialistiske menneskesyn) + et mere nuanceret kristent menneskesyn, som Hans-Ole Bækgaard har udfoldet det på Jesusnet.dk.
  • Vi så lidt på medierådets anvisninger med censurkoder og det forældre-/voksenansvar, der følger med dem.
  • Jeg konkluderede på nogle af spørgsmålene i det spørgeskema, som har været tilgængeligt på nettet

Praksisdelen var:

  • Mulighed for at se klip fra 10 forskellige film, som de unge i spørgeskemaet havde stemt ind, fordi de havde påvirket dem eller sat tanker i gang. Her nåede vi dog kun klip fra 4 film - men dejligt, at snakken gik godt ...
Så alt i alt en oplevelse, som jeg med glæde ser tilbage på!

Ugens Elevkommentar

Blandt brugerne af denne site har der været lidt murren i krogene over manglen på elevkommentarer - og at denne har ikke er kommet på noget før skyldes helt klart en forglemmelse.

På en aftenvagt var jeg placeret i lektiecaféen, hvor Rune fra 10. klasse gerne ville have mig til at skimme hans engelske stil og påpege, hvis (når) jeg fandt fejl - ikke decideret sige, hvad fejlen var, men påpege, at der var en fejl.

På et tidspunkt skulle Rune skrive, at han havde arbejdet med en opgave sammen med en gut, der hedder Rasmus (Rasmus kiggede med ved siden af ...). Det stod skrevet på denne måde

I worked with a gay named Rasmus ...

Det gav en lammer!

fredag, oktober 28, 2005

Filmkavalkade

Jeg er ved at lægge sidste hånd på seminaret til Mediekonferencen i morgen. Og i forbindelse med det, synes jeg det kunne være spændende at se, hvilke af alle de spændende film, jeg har siddet med, der har gjort størst indtryk på den, der lige måtte kigge forbi - så smid en stemme i højrespalten ...

mandag, oktober 24, 2005

Film-mini-maraton

Jeg skal da lige love for, at jeg får set nogle film som forberedelse til næste weekends mediekonference ... og gode film skulle jeg måske tilføje.

  • Luther: God film med godt fokus og gode skuespilpræstationer. Giver virkelig et godt indblik i middelalderens magtfikserede liv og levned - selvfølgelig, som det var dengang, med afsæt i kirkens (ak og) ve og vel(-levned). [4 ud af 5 jerngreb]
  • A walk to remember: Den havde jeg hørt meget om fra østrogenbomberne i sidste års 10. klasse på Grejsdalens. En rigtig teenagefilm ved første øjekast, men ved nærmere eftersyn en superfilm med supertema og virkelig godt skuespil. Men vær parat med kleenex! Minder mig meget om Jesper Wung-Sungs "En, to, tre - NU!" [5 ud af 5 jerngreb]
  • Million Dollar Baby: De Oscars er virkelig fortjente. Rigtig god film og tilmed atypisk hollywood. Clinten bliver ved med at overraske omend han er ved at være gammel. Freeman er også god, men Swank er fantastisk! [5 ud af 5 jerngreb]
  • 13 going on 30: En teenagefilm, som igen vinder som den skrider frem - dog ret forudsigelig, men med gode pointer undervejs. Var ikke på listen over film, som respondenterne i min spørgeskemaundersøgelse havde lavet, men gav i hvert fald ét klip til konferencen. [3 ud af 5 jerngreb]
De næste film på listen: Bænken, Der Untergang, Butterfly Effect og en hurtig gennemspoling af Ringenes Herre.

torsdag, oktober 20, 2005

31 galdesten senere

I morges kl. 7.15 afleverede jeg Fru Ministeren på Horsens Sygehus. 3 huller, 31 galdesten, en perforeret galdebælre og en sandwich senere er hun hjemme igen. Men hun skal have noget ro og smertestillende tabletter de kommende dage.

Mads Motor og jeg var på sygehuset nogle timer, men den stolte fader blev misundelig på sønnekes dametække, så de fortrak til bekvemmeligere himmelstrøg i Korning ...

onsdag, oktober 19, 2005

Oversættelsesstatus

Jeg har langt om længe fået taget mig sammen til at lave en plan for den resterende del af The Last Star. Sommerens hus-projektor satte mig alvorligt tilbage i forhold til min første plan. Så nu har en ny plan set dagens lys. Den indebærer, at jeg skal oversætte 2 sider om dagen for at blive færdig til jul. Pt, efter 8 dage, er jeg 3 sider foran planen. Det er en dejlig status efter 44344 ord eller 218781 tegn uden mellemrum ...

tirsdag, oktober 18, 2005

Status fra spørgeskema

Der er givet rigtig mange gode svar i spørgeskemaet, som nu er lukket på nettet. Jeg har fået idéer til film, som jeg skal bruge på Mediekonferencen om ca 14 dage. Topscoren blandt de film, som på en eller anden måde har påvirket respondenterne, er The Passion of the Christ. Den har fået næsten dobbelt så mange 'hits' som nr. 2 på listen: Lord og the Rings-trilogien'. Af andre film, som har fået minimum 3 hits er Per Flys trilogi, Bruce Almighty, Million doller Baby, Der Untergang, A Beautiful mind, Luther, Schindler's List, Rejseholdet, Green Mile, A Walk to Remember og The Butterfly Effect - så jeg har bestilt 7 af disse på nettet, så jeg har mulighed for at se dem og vise klip fra dem på konferencen.

Jeg har så også erfaret, at respondenterne er til komedier - 153 af de 188 besvarelser vil gerne se komedie. De næste på den liste er Romantik (110) og action (91). Sidst er Western (10), gysere (24) og Sci-fi (26).

Et andet spørgsmål drejede sig om hvor man bliver mest påvirket af medierne. Topscorerne her var 'sprog' (47,4%) og drømme (42,2). Kun ca. 5% siger, at medierne ikke påvirker dem.

Opmærksomhed

Det giver sig selv, at en af mine venners porsche får opmærksomhed i bybilledet. Det ville en Lotus, Ferrari osv også gøre. Men hvordan får man som Berlingo-ejer den opmærksomhed? Jo, det skal jeg sige jer. Kør med et knækket udstødningsrør! Det får mange blikke og så bevæger man sig konstant på kanten af en høreskade ...

torsdag, oktober 13, 2005

Lige en sjov ting

Jeg var til tjek op på hospitalet i dag. Hvad skal man lave, mens man venter på at komme til? Jeg sidder og kigger mig lidt omkring og lægger mærke til et ældre ægtepar, som kommer gående. Manden lægger lige så stille - og det er virkelig lige så stille - afstand til konen. Lige ud for mig udbryder konen, som er ved at blive sat i tempoet, som manden har slået an (og jeg gentager: det er lige så stille ...):

Kan du nu lige vente lidt på mig. Du farer jo afsted ...

Mads Motor


Det er nu næsten 6 måneder siden Mads Motor (de, der har set ham live, ved, hvorfor han lyder navnet Motor ...) så dagens lys og dermed også kunne se sit smukke ansigt i cyber space. Men der er løbet megen mælk i hans spiserør siden da, så hvordan ser giraffen ud nu om stunder? Sådan!

Det er bare så typisk

Man kan ikke rigtigt indvende noget mod den glippede kvalifikation til VM - heller ikke selvom albanerne brændte nogle meget store chancer mod tyrkerne.

Det, der kan undre er UEFA - nok engang. Dels har de lige kvajet sig i Messias-sagen (ham, der dømte FCK). Men nu viser deres tossede seedningssystem igen, at der er et eller andet galt. Danmark har som eneste europæiske land (sammen med tyskerne) været med ved samtlige EM-slutrunder siden 1984 - og har været med ved VM de foregående 2 gange, men nu betyder den mislykkede kvalifikation, at Danmark skal placeres i 3. seedningslag ved næste lodtrækning til EM fra næste efterår. Det fatter jeg simpelthen ikke - men det kunne måske betyde, at Danmark slipper for de svære kampe mod de lette modstandere, fordi de fx kan havne i gruppe med både England og Italien, som vi jo ikke har problemer med.

mandag, oktober 10, 2005

Sidste chance

Nu kører linket til spørgeskemaet ude i højrespalten på sidste vers. På fredag bliver det pillet af tapetet, så hvis man endnu ikke har givet sin mening til kende om bibellæsning og medier, så er det ved at være nu.

På fredag begynder arbejdet med de ca 200 fuldt besvarede spørgeskemaer (+ ca 100, som er begyndt, men ikke har fuldført). Mit succeskriterium, da jeg lancerede spørgeskemaet, var 50 - så jeg er overmåde tilfreds. Jeg har smugkigget undervejs og der er virkelig meget guld! Jeg glæder mig til at drage nogle konklusioner på de mange svar. I første omgang skal jeg bruge mediesvarene til Mediekonferencen på Børkop Højskole den sidste weekend i oktober. Det bliver spændende.

Søsat

På Event i Randers her i weekenden blev Broen - Bibellæser-Ring Danmarks nye satsning - introduceret. Det skete med en film, som medieholdet på Grejsdalen havde produceret. Den umiddelbare respons små 10 måneder inden første hefte ser dagens lys, kan kun betegnes som tilfredsstillende. Så det lover godt. Filemn skal senere vises på både KFS' discipeltræf, Påskelejr, LMU's LUS og IM's årsmøde.

Til de af jer, der i forvejen kender hhv. Sporet og Bibelnøglen, kan jeg sige, at den nye Broen fra næste sommer skal være bro over det forholdsvis store spring, der indholdsmæssigt er mellem Sporet og Bibelnøglen. I løbet af 2 år bliver man som abonnent gjort klar til at give sig i kast med de større udfordringer som bibelnøglen indeholder. De gode elementer fra Sporet og Bibelnøglen er videreført og så er der de nye tiltag:

  1. Direkte kontakt via mail til skribenterne, så man altid kan få svar på de ting, som man ikke umiddelbart forstår
  2. Ugens lektie - med afsæt i bibelteksten giver skribenten abonnenterne en lektie for - eller: sætter fokus på, hvad der i bibelteksten forventes af den kristne - naturligvis med evangeliet som fortegn. Man får med andre ord et område af livet at fokusere på.
Til de af jer, der slet ikke kender til Bibelæser-Ringen, ligger der her et link.

fredag, oktober 07, 2005

Miraklet er sket

Vi har foretaget en ommøblering her i huset uden Fru Ministeren har dikteret det. Den ældste smukke muse ønskede sig et nyt værelse - lige der, hvor Fru Ministeren og hendes tro undersåt normalt sover. Derfor flyttede de to værelsers respektive møbler omgivelser - men først efter der en omgang maling var blevet smidt på væggene - det tog en dags tid, så nu mangler vi kun den sidste finpudsning. Men godt set af datteren vores - resultatet er blevet godt!

søndag, oktober 02, 2005

Mangler ord ...

Hvad er det nu lige det hedder, når et verdenskendt firma flytter sine aktiviteter til et u-land og tjener masser af penge på det?