onsdag, juli 12, 2006

Pausefisk

Det er gået rigtig fint i dag med at sætte loftet op. Den mindste smukke muse har leget fint med hr. Mads. Det har givet den ekstra tid, som vi har brug for til at smække nogle brædder på. Dagens eneste irriterende indslag var, da vi blev invaderet af gnavpander. Tordenfluer kaldes de også. Kært barn har mange navne. De generende monstre, som næsten er usynlige for det blå(tte) øje gav sig straks til at overfimse vores nye loft. Og så vil de, som altid, se om glasset på vores billeder er ordentlig pudsede. De tjekker fra indersiden ... med det resultat, at vi efter en sådan invasion altid har 50-100 af de små, sorte, slanke, 'man-kan-ikke-se-hvad-der-er-for-og-bag' dyr til at sidde mellem glasset og selve billedet. Skal man havde dem ud, så fedter man altid glasset til ...
Men det er trods alt ikke en katastrofe. Men nu, mens jeg skriver, kravler der to af monstrene rundt på min computerskærm. På indersiden. Hvordan sørensen er de kommet derind? Jeg troede, sådan en skærm var lukket! Så var det alligevel bedre med pausefiskene i gamle dage.

Ingen kommentarer: