søndag, oktober 31, 2004

Det amerikanske valg

Jeg må indrømme, at jeg er lidt splittet i, hvem jeg håber på, skal vinde valget i USA på tirsdag. Et eller andet sted synes jeg, at det er fedt, at en præsident kæmper for kristne mærkesager, som Bush gør det. På den anden side bryder jeg mig ikke om måden, han fører sin kamp på. Meget lidt kompromissøgende og meget dominerende. Kerry derimod virker som en mand, der kan samle folk og folket omkring sig.

Jeg har lige læst en artikel i Horsens Folkeblad om selve valget, valgkampen og valgsystemet og jeg synes det er noget af en tilsnigelse at mene, at USA er et demokrati. I 2000 fik Al Gore en ½ mio. flere stemmer end Bush - alligevel afgør en flertal blandt demokratiske dommere i Højesteret, at Bush skal være præsident.

Verdens mægtigste mand vælges af halvdelen af befolkning. Når vi stemmer i Danmark er stemmeprocenten et sted mellem 80 og 90 %. I USA ligger den på 50-55 - måske 60 i år. Hvorfor? Jo, jeg synes ikke der er noget at sige til sså lav en valgdeltagelse. Når man stemmer på den kandidat, som får færrest stemmer i den stat, som man hører hjemme i, ja så går ens stemmer tabt - den anden kandidat får alle de valgmænd, som den stat nu har at byde ind med. Hvis jeg boede i en stat og der her var et klart demokratisk flertal, så ville jeg da heller ikke gide gå hen og stemme republikansk, når min stemme alligevel ikke blev set.
Hvad er det for et system? Her blander vi os i Europa i valgsystemer rundt om på kloden, men lader et meget udemokratisk valgsystem gå upåtalt hen bare fordi landet hedder USA ... Det mener jeg er helt usagligt. Godt at der er nogen, som kæmper for demokratiske valg til verdens største, såkaldte, demokrati. Føj for en hørmer! Man kan da ikke bygge en nation på "The Winner takes it all". Den lille mand skal høres!

fredag, oktober 29, 2004

KPI

Øv øv øv!

Jeg skulle have været på KPI's kursus for forkyndere i dag. I min kalender havde jeg for længst noteret mig, at kurset var fra 9-13.30 - til min store overraskelse finder jeg meget sent ud af, at kurset er flyttet til 16-19 - hvilket desværre i dag kolliderer med elevsamtaler på skolen. Godt der er 3 kursusdage tilbage - bare ærgerligt at skulle gå glip af dagen i dag med Erik Dahl fra KG, som underviser.

onsdag, oktober 27, 2004

Carpe Diem-kvintetten

  • Gode tilbagemeldinger på mine kontaktelevers praktik
  • The neverending story om smertene fra min skulder flytter sig - senest viste røngten ikke noget ...
  • Rigtig hyggelig aften i familiens skød
  • Dejlig cykeltur til Grejsdalen i strid modvind
  • 10.ø's avisprojekt skrider fremad

Ugens elevkommentar

Vi har fået ny østrogenbombe i klassen. Tamar! Første gang jeg talte med hende leverede hun denne kommentar.
Jeg siger: Hej. Jeg hedder René. Jeg er din dansk-, idræts- og kristendomslærer, hvortil Tamar siger med løftet pegefinger:

Dig har jeg hørt om ...

Ugens Ministerkommentar

Bare for at man kan forstå det interne pres, som jeg ligger under for her i huset:

Hvis ikke jeg flytter om engang imellem, så får jeg en depression

tirsdag, oktober 26, 2004

Ryg, Borge, Krøll på Linje 3

I forbindelse med en kommentar fra Mojo på et tidligere indlæg var jeg lige mine gemmer igennem for at se, hvad jeg har på Cd i den humoristiske genre (jeg mener også, at jeg har et par gamle vinylplader liggende et sted ...). Samlingen tæller ikke meget, men godt!

  • Jørgen Ryg: Skolesøgende pensionist (1978)
  • Victor Borge: Live i Tivolis koncertsal (1971)
  • Victor Borge: Live at the London Palladium (1972)
  • Flemming Krøll: I live (1987)
  • Linje 3: 10 års jubilæum (1989)

Dem glæder jeg mig til at høre!

Der kommer også lige i dag en Dirch Passer punchline, som må kunne bruges af adskillige lærere og undervisere:

Tag vattet ud af vokskabinettet og lyt efter!


mandag, oktober 25, 2004

Dirch Passer

Mhp. på undervisningsbrug næste kalenderår, så er jeg ved at lytte en gammel Dirch Passer-cd igennem. Han har altså mange rigtig sjove punchlines.
Fx:

Hvis din hjerne var lavet af bomuld, så var der ikke garn nok til at strikke et par underbukser til en undulat
Jørgen Ryg står også for tur senere - jeg har desværre bare ikke "Enlig far", som ellers er en Ryg-klassiker.


Skriv til avisen

Avisen i Undervisningen har igen lanceret sin konkurrence, som hedder "Skriv til Avisen". Skoleklasser landet rundt har kunnet tilmelde sig til konkurrencen, som går ud på at lave den bedste avis på 4 A3-sider over temaet "Tro". 30000 unge mennesker vil ugen ud tænke over emnet i utallige afskygninger.

Det er så også første uge for min praktikant foran klassen og vi havde aftalt at begynde med at vise en video, som gerne skulle kunne tænde eleverne. Jeg skulle tage den med hjemmefra.
Jeg så videoen i går og tog her til morgen så bare videoen ud af maskinen og drog af sted mod Vejle. Da vi kom ind i fællessalen, hvor vi skulle vise filmen, så jeg til min - og praktikantens - store ærgrelse, at videoen ikke var noget, som havde med avisproduktion at gøre. Det var i stedet "Jul i skovriddergården" ...

Min ældste datter har åbenbart arvet Fru Ministerens julegen, der giver sig udslag i juleforberedelse fra sidst i oktober.

Uden videoen kom vi dog alligevel videre og klassen har døbt deres avis 'Østrogen' - sjovt nok! Klassen hedder jo 10.ø (ø for østrogen, da der er 20 piger i klassen på 24). Men det skal ikke bare udtales østrogen, men derimod på denne underfundige måde: Ø's tro gen - altså klassens gen til at tro. Flot navn, som var resultatet af en hurtig pingpong mellem Ida og Kathrine.

Spændende hvad resultatet bliver.

lørdag, oktober 23, 2004

Min skatter datter

Her til aften skulle den mindste smukke muse og jeg skrælle kartofler. Det var rigtig hyggeligt. På et tidspunkt kalder jeg på Fru Ministeren og spørger hende, om hun ikke kunne tænke sig at forevige det hyggelige øjeblik af mig og min datter.

Emma Sofie spørger stille og roligt, om hun er min datter, hvilket jeg heldigvis kan bekræfte. Hertil siger den mindste smukke muse:

Nej, jeg er ikke din datter. Jeg er din skatter!

Det kan jeg jo så også heldigvis bekræfte!

fredag, oktober 22, 2004

Ser lige igennem mig

Ovenpå gårsdagens mærkelige besked fra lægen besluttede jeg som beskrevet at tage til kiropraktor i dag. Jeg var der senest for ca to år siden - med skulderen. I dag kunne han så sige, at det har bredt sig til lænd og nakke - og så skal jeg ellers love for, at jeg blev revet og vredet i med store knoglebrag til følge. Men det gjorde godt, og han kunne faktisk beskrive og forklare alle de symptomer, som det giver.

Kiropraktoren mente, at jeg skulle få foretaget en røngtenfotografering - hvilket lægen ikke har ment.
Jeg skyndte mig dog over til lægen, som havde fri og var afløst af en vikar - efter 15 minutter tog jeg derfra med en røngtentid i baglommen.
Over middag var jeg på Give Sygehus, hvor jeg blev kigget lige igennem og resultatet foreligger på onsdag! ;S Det bliver spændende!

Da jeg kom ud i bilen og tændte for radioen lød James Sampsons smørtenorstemme i højtalerne med sangen "Dream on". Omkvædet har en dejlig meddelelse til os alle - se den på denne side hovede lige under hovederne.

torsdag, oktober 21, 2004

Ekstraordinær modtagelig

Jeg har i dag fået det sidste svar fra den blodprøve, som jeg fik taget i sidste uge, som skulle kunne vise, om jeg havde underskud af D-vitamin, borelia eller andet som kunne give de muskelsymptomer, som jeg har. Der var dog intet umormalt, hvorfor lægen siger:

Jeg kan altså ikke finde en fysisk forklaring på,
at du har det, som du har det. Kun at du er ekstraordinær modtagelig overfor
kroppens signaler.

WHAT!?! NOT! Jeg har ondt i skulderen - det spreder sig til ryg og ben - det har både fysioterapeut og kiropraktor vedgået. Så må der da kunne findes en fysisk forklaring på problemet - måske en røntgenfotografering kunne give et svar.

Jeg føler mig lidt taget ved næsen og har næsten lyst til at skifte læge, men vi har gennem mange år været tilfreds med med den, vi har nu. Så nu ser jeg, hvad kiropraktoren siger i morgen.

Har du prøvet at skifte læge og hvordan var overgangen - for det er da et spørgsmål om tillid, som man på en eller anden måde skal gøre sig fortjent til.

onsdag, oktober 20, 2004

Carpe Diem-kvintetten

Nye sider = nye tiltag
Derfor ryger "Ugens film" og "Ugens Blacklist og Feinschmecker" ud, som fast bestanddel - men film anmeldes stadig ved lejlighed og jeg vil til enhver tid harcelere over åndsvage eller lækre ord.
Ugens Carpe Diem-kvintet - listen over begivenheder, som har gjort det muligt kun at leve i nuet - består og kommer her:

  • Biograftur med den største og mellemste smukke muse - 'Min søsters børn' er absolut anbefalelsesværdig.
  • En fabelagtig golfkamp med Vicesheriffen af Grønholt med efterfølgende hyggeligt samvær
  • Smertefri indkøring af den mindste smukke muse i børnehaven
  • To meget givende lærermøder, hvor vi bl.a. diskuterede en pædagogisk hvidbog
  • Hyggeligt fransk visit hos min barselsramte kollega

Ugens Ministerkommentar

Der er faktisk et par stykker af forskellig karakter.

Den skræmmende:

Jeg tror, vi får tvillinger ...
Hjælp - det kan hverken bil eller hus klare - eneste plus: 3xbørnecheck!

Den sjove:
Fru Ministeren kommer ind og spørger mig om et eller andet, som hun vil, at jeg skal lave. Her i huset er det kun Fru Ministeren, der har sæde i Sikkerhedsrådet og dermed er i besiddelse af vetoret, men jeg kæmper en indædt kamp for retten til at sige nej - og det gjorde jeg så. Hvortil Fru Ministeren siger:
Du er ikke "the knight who says 'ni'", men "the husbond who says
'no'"

Ugens elevkommentar ...

Selv om det har været efterårsferie og eleverne i denne uge er i praktik, så har en kommentar dog alligevel forvildet sig herind.
Jeg spillede pool med et par elever i går på vagten. Første kamp gik fantastisk og jeg lavede det bedste stød længe - virkelig fantastisk. Derefter udfordrede min Viborgmodstander mig - DD - som jeg har utrolig svært ved at slå ... og i går gik det pludselig op for mig hvorfor. Det er simpelthen min underbevidsthed, der nægter mig at vinde. Klappen gik op, da DD var ved at blive forstyrret og han sagde:

Lad være. Jeg er ved at vinde 40 armbøjninger!

Jeg kan ikke klare at vinde ...

tirsdag, oktober 19, 2004

Kulturskat

Jeg har haft vagt her til aften - og på godnatrunden falder jeg i snak med et par piger og samtalen drejer sig over på Dirch Passer og humor i det hele taget. Og det viser sig, at ingen af dem kender til en klassiker som "Tømmerflåden". Den skal man da kende! Den og manden, der spriger fra hajen til kajen i vandet ...

Gad vist om de så kender "Urban Olsen", "That's how jazz was born", "Op å då", "Kulmulen" og sådan kunne man jo blive ved! SÅdan en kulturskat skal man da kende!

Og så er den foreløbigt mindste smukke muse begyndt i børnehaven. Det var i går. Og hun giver sig åbenbart hurtigt til kende. Som en af pædagogerne sagde:

Hun er fisme en bestemt dame ...

Men hun er jo også Fru Ministerens datter!

mandag, oktober 18, 2004

Inspiration til hjemmesiden

Nogle gange kan en hjemmeside godt trænge til lidt pift. På www.dynamicdrive.com er der meget pift at hente. Det være sig lige fra billedbehandling til ændringer i templaten. Men måske du allerede synes, at din site er god nok, som den er.

Jeg har et problem med den hersens nye udbyder, og det er, at jeg ikke kan uploade filer til siden. Så min løsning på det problem er, indtil en anden og bedre løsning tilbyder sig, at lægge indlæg ind som indlæg på bloggen i juni og så linke til dem i højrespalten ...

Har du et bedre forslag?

søndag, oktober 17, 2004

Praktikuge

Så er vi nået til uge 43 og dermed praktikuge. I denne omgang betyder det lidt mere end det plejer.
Elevernes praktik har været som altid, næsten. Jeg havde vovet at give mine kontaktelever chancen for at vise, at de magtede at gå ud at søge job på (næsten) egen hånd. Det er lykkedes glimrende for de fleste. Det betyder, at jeg i næste uge skal høre, hvordan det er gået for lastbilchaufføren, kokken, skovridderen, tøjekspdienten, tømreren, computernørden og butiksassistenten. Det bliver spændende!

Noget helt andet er det, at jeg fra og med næste uge selv skal have en lærerstuderende i praktik. I dansk. Hun skal stå for undervisning fra uge 44 (som godt nok er en avisuge, hvor eleverne skal lave en avis som led i en
konkurrence, der hedder 'Skriv til avisen') og ca 7 uger frem.

Jeg er ret spændt på flere ting i forbindelse med at skulle være praktiklærer:

  • Hvordan vil jeg klare at være sat på sidelinjen?
  • Hvordan godt vil samarbejdet med praktikanten blive?
  • Hvor god er jeg til at supervisere?
  • Hvor godt tager 10.ø'erne imod praktikanten?
og sikkert mange flere ting, som jeg ikke lige formår at sætte ord på ...
Alt dette og meget mere er jeg sikkert klogere på omkring juletid.

Risiko for oversvømmelse i smeltevand

Ovenpå den rigtig spændende fodboldkamp i onsdags var Peter Skov Jensen naturligt nok et samtaleemne i dagens Radiosport. Han blev bl.a. også interviewet og spurgt, om han var landet igen (eller noget i den stil). Han svarede, at han ikke rigtig havde været oppe at flyve, hvortil rapporteren naturligt nok spurgte, hvad der så kunne få ham op at flyve:

Det må være min søns fødsel eller min datters. I
hvert fald noget på hjemmefronten!
Sikke et svar! Sympatisk mand - og hvor kan jeg følge ham! Det kan varme helt ind i den dybeste afkrog i sindets labyrint, når mine prinsesser:
  • Sender mig et smil, der siger alt
  • Kommer ind, mens jeg arbejder, og lægger armene omkring mig
  • Synger glade, dejlige sange
  • Leger intenst med hinanden
  • Svømmer hen i Morten Korch-idyl foran flimmeren
Det får et faderhjerte til at smelte!
Godt der er et hjertekammer mere, når nr. fire kommer! Terminen er i øvrigt foreløbigt fastsat til 21. april - men med Fru Ministerens sædvanlige sans for at komme for sent (som resten af familien), holder den nok ikke - men hvem ved: Måske er terminen bare sat for sent ...

fredag, oktober 15, 2004

Mormor

Den mellemste smukke muse er begyndt i skolen i sommers og er så småt begyndt at kaste sig ud i at skrive og lydere.

I dag kommer hun ned på kontoret og viser mig et stykke papir, hvorpå der står "Helle Helle". Hun spørger mig, hvad der står og jeg siger, at der står "Helle Helle". Den mellemste smukke muse protesterer og siger, at der står "Mormor". Det diskuterer vi lidt og så forklarer hun, at Fru Ministeren havde fortalt hende, at hvis hun skulle skrive "Mormor", så skulle hun bare skrive "Mor" to gange.

Derpå smiler den mellemste smukke muse og afslører igen igen, at hun har tabt den ene fortand og siger "nååå ..."

Golf

Ja, så har jeg prøvet det med. Det havde jeg alligevel aldrig troet - men på den anden side, så lovede jeg også mig selv, at jeg aldrig ville hoppe med på computer-, dvd- og husejerbølgen.

Men jeg har prøvet at spille golf. Det var hyl! 9 huller med Vicesheriffen af Grejsdalen, som han godt nok samlet set vandt, men som jeg sluttede af med at gå et par 3-hul i 3 slag - og sikke slag.

Sådan var der absolut intet, der havde givet løfter om. På driverrangen gik det nogenlunde, men da jeg skulle til at tie ud fra hul 1 gik det galt. Jeg svang jernet og spejdede ud i horisonten efter bolden - men et nannosekund senere hørte jeg grene give lyd og et lille plop. Min bold var havnet i gylletanken direkte til højre for mig. Surt.

Jeg brugte 17 slag mere end vicesheriffen på de første 3 huller, men derefter var det jævnbyrdigt - og vi har begge vores skavanker, som vi skal have rettet op på næste gang - for en næste gang bliver der.

Men jeg nægter at hoppe på golfbølgen ...