Viser opslag med etiketten Agurk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Agurk. Vis alle opslag

søndag, maj 13, 2007

Melodunten

Jerntæppet må have været en særdeles effektiv lyddæmper. Ingen vestlig musiktradition sneg sig i gennem til de lande, som befandt sig på den anden side af det lydisolerende stykke metal.

Sikkert er det i hvert fald, at musiksmagen mellem øst og vest er forskellig. Men det er der sagt nok om!

Min favorit til det danske MGP var hr. Rossen og efter at have lyttet til den her til morgen, så føler jeg mig faktisk overbevist om, at han ville have haft en endog meget god chance for at slutte i top i går. Han vokal er mindst lige så god som den serbiske vinders.

Men hvad skal der dog til for at grand prixet igen kan sætte musikken i fokus i stedet for det sambaagtige fastelavnscirkus, som det har udviklet sig til. At mange af deltagerne ikke kan synge er for så vidt underordnet. Det er på melodierne de konkurrerer ... i princippet.

tirsdag, marts 27, 2007

Bvdr!

I går var jeg et smut i Viborg for at besøge min far. De døjer lidt med at slå hans feber ned, men ellers han det efter omstændighederne godt.

På vej hjem ville Anna gerne helt om bagi i det nye dollargrin, så vi holdt ind på en tankstation på vejen. I kiosken solgte de bagervarer - bla. romerkugler i forskellige størrelser. Den største på størrelse med en håndbold. Vægt 1,5 kilo! hmmm

mandag, marts 19, 2007

Et par idéer

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på et par hjemmesider:
1. www.macca.dk - muligheden for at gøre en rigtig god handel på forskellige auktioner
2. www.natfilm.sweetlemon.dk - for en filmnørd som mig er det en meget morsom filmquiz med mulighed for at tryne både sjællændere og fynboer.

God fornøjelse!

søndag, marts 11, 2007

Ganske morsom satire

I min søgen efter relevante billeder kommer jeg forbi en del totalt ligegyldige hjemmesider. Der er dog også nogle, som er ret sjove - også selvom de ikke lige bidrager med noget som helst til Broen. Prøv for eksempel at følge dette link - det er satire med skarp pen.

onsdag, januar 03, 2007

Man undres ...

Må man nyde cherry-tomater på et afholdshotel?

søndag, august 27, 2006

Hvad byder du uventede gæster?

Alle odds var imod:
AGF var igen igen bagud i første division - hvad sker der lige?!
Hjemmet lignede en bombet garage
Forberedelsen til morgendagens arbejde var godt igang
Alligevel blev det meget hyggeligt, da en nuværende og to tidligere elever overraskende dukkede op på vores bopæl søndag eftermiddag. Kath I, Statsminister Kristensen og Rune I havde lige klemt et fransk visit ind før det skulle se 'Venner'.

Og svaret på overskriftens spørgsmål: Jeg bød en toffeefee.

søndag, oktober 31, 2004

Det amerikanske valg

Jeg må indrømme, at jeg er lidt splittet i, hvem jeg håber på, skal vinde valget i USA på tirsdag. Et eller andet sted synes jeg, at det er fedt, at en præsident kæmper for kristne mærkesager, som Bush gør det. På den anden side bryder jeg mig ikke om måden, han fører sin kamp på. Meget lidt kompromissøgende og meget dominerende. Kerry derimod virker som en mand, der kan samle folk og folket omkring sig.

Jeg har lige læst en artikel i Horsens Folkeblad om selve valget, valgkampen og valgsystemet og jeg synes det er noget af en tilsnigelse at mene, at USA er et demokrati. I 2000 fik Al Gore en ½ mio. flere stemmer end Bush - alligevel afgør en flertal blandt demokratiske dommere i Højesteret, at Bush skal være præsident.

Verdens mægtigste mand vælges af halvdelen af befolkning. Når vi stemmer i Danmark er stemmeprocenten et sted mellem 80 og 90 %. I USA ligger den på 50-55 - måske 60 i år. Hvorfor? Jo, jeg synes ikke der er noget at sige til sså lav en valgdeltagelse. Når man stemmer på den kandidat, som får færrest stemmer i den stat, som man hører hjemme i, ja så går ens stemmer tabt - den anden kandidat får alle de valgmænd, som den stat nu har at byde ind med. Hvis jeg boede i en stat og der her var et klart demokratisk flertal, så ville jeg da heller ikke gide gå hen og stemme republikansk, når min stemme alligevel ikke blev set.
Hvad er det for et system? Her blander vi os i Europa i valgsystemer rundt om på kloden, men lader et meget udemokratisk valgsystem gå upåtalt hen bare fordi landet hedder USA ... Det mener jeg er helt usagligt. Godt at der er nogen, som kæmper for demokratiske valg til verdens største, såkaldte, demokrati. Føj for en hørmer! Man kan da ikke bygge en nation på "The Winner takes it all". Den lille mand skal høres!

mandag, september 20, 2004

Garfields reinkarnation

Efter en god weekendvagt er det igen blevet hverdag ... og dermed mandag!Og sikke en mandag - jeg tror, hvis jeg troede på den slags, at jeg er reinkarnationen af Garfield. Mandage passer mig lige så godt som slalomski, klæder mig lige så godt som en våddragt og siger mig lige så meget som big bang.
Ikke nok med det er en lang dag (... her ville en tidligere praktikant på GU allerede trække ned i højre kind og spørge: Kan du se toget? ... Hvorfor ...? Spørg mig ikke!), men kopimaskinen starter med at strejke - derefter sætter den alternative kopimaskine, faxen, ud og 10(b)ø(v) har en offday!
Da vi når over middag og den oppustelige svineblære kalder fra Hover Stadion så vælger Gud lige at teste, om han stadig ville være i stand til at effektuere en ny syndflod. Testen varede henved den times tid vi spillede bold ...
Senere på aftenen kaldes jeg hotlineagtigt ud for at fange trojanske heste og andre skadedyr på en computer på landet - vi fanger henved 20 vildfarne krikker! Konen er gået i seng da jeg kommer hjem.
Godt det snart er tirsdag!

torsdag, juli 29, 2004

Hvor kragerne vender

Ida Marie og Anna Louise legede i går aftes med en anden pige her fra Korning. Omkring 21.30 kommer hendes far for at hente Sara. Og denne far har virkelig oplevet noget - og forstår at fortælle om sine oplevelser. I går var ingen undtagelse.
Han er ansat ved A. P. Møller. Normalt er han i fjernøstens varme, men for en måneds tid siden skulle de fragte deres boreplatform fra Singapore til Novo Sibirsk - et helt uudforsket område, hvilket betyder, at de skal registrere bølgehøjder, fiskeobservationer m.m. I Novo Sibirsk er der koldt. Rigtigt koldt. Om sommeren er det kun de øverste 40 centimeter af jorden, som tør op - så når vinteren kommer siger det bare pling og området er igen en dybfryser.
Turen fra Singapore til Novo tager lidt mere en 3 uger og på turen får manden tandproblemer, som forplanter sig til kæbebetændelse. Det gør nas. Da de endelig når frem har han spist al smertestillende medicin ombord. Smerterne tager til, så skipper forsøger at få fat i en russisk læge. Det lykkes.
Ombord træder en russisk kvinde, som er læge, men af udseende mere ligner en russisk diskos- eller spydkaster. Hun kigger lidt på manden og gennem tolken siger hun, at hun vil hive fem tænder ud i overmunden. Det er manden ikke helt indforstået med og de forsøger at gøre lægen (som ikke er tandlæge!) klart, at han altså ikke vil have hevet fem tænder ud fordi det ikke vil hjælpe på kæbebetændelsen.Lægen siger så noget til tolken og vores mand kan se på tolken, at det ikke helt giver mening og at han har lidt svært med at skulle sige, hvad lægen har sagt. Vores mand presser ham og får at vide, at lægen har spurgt, om de har en elektrisk håndboremaskine, så hun kan bore i tænderne. Gerne også et helt nyt og rent bor ...
Det var prikken. Vores mand rejser sig og i ly af nogle beholdere kommer han på afstand af lægen. Skipper forsøger nu at få sagt, at de egentlig bare havde håbet på noget mere smertestillende. Lægen dykker ned i sine lommer og hiver en håndfuld ampuller op og åbner en boks og tager en sprøjte frem, som overhovedet ikke er beskytter og steriliseret på noget måde og rækker dem til skipper. Ampullerne er med russisk påskrift, så ingen ved, hvad der er i, så vores mand er ikke interesseret, men skipper mener, at de nu er nødt til at tage imod varerne. Det gør de så, men da lægen er væk ryger indholdet ud i vasken ...
Vores mand beslutter sig for at bide smerterne i sig. Der er kun et par dage til hjemrejse. Troede han. Men der er bøvl med noget visa, så russerne vil ikke lade dem rejse, selv om den afløserne er kommet (de har for øvrigt noget smertestillende ...). Så vores mand i ødemarken formulerer et brev til den danske ambassade, hvilket absolut sætter skub i tingene. Ingen smalle steder i udenrigsministeriet, når en landsmand er fanget, hvor kragerne vender.
Han kommer hjem og tager til tandlægen og får der at vide, at tandlægens bor kører med 20000 omdrejninger i minuttet - en Bosch håndboremaskine kører nok med en ca 1000 ... Det giver helt kuldegysninger at forestille sig, hvilke skader en tømrers værktøj kunne have forvoldt!