tirsdag, juni 14, 2005

Hektiske dage

De seneste dage har egentlig været lidt hektiske:
Lørdag var dagen derpå efter censorat og bowling med 10.Ø - så der blev fladet ud - big time! Om aftenen kom mine svigerforældre for at overnatte hos os på deres vej mod Vordingborg Kaserne, hvor de lige nu er i færd med at modtage militær grundtræning inden de til august sætter kursen med Kosovo for at være soldaterhjemsledere på soldaterhjemmet dernede. Respekt for det! Hvor mange mennesker på den anden side af 60 kaster sig ud i den udfordring?! Korttræning, skydetræning, førstehjælp, gasmasketræning osv. Jo, jo - det er mine svigerforældre!

Da de var kørt søndag eftermiddag stod den på sponsorcykelløb for børn i Kipili i Afrika - Korning Sogns venskabskirke. Mine ældste muser cyklede og vi andre kiggede mere eller mindre på. Kl. 17.45 kom jeg pludselig i tanker om, at jeg havde en aftale med min kontaktgruppe. De skulle hjem og spise hos os og afhentes kl. 17.30 - UPS! Men de blev hentet og det blev en rigtig hyggelig aften med bowling, fodbold på Korning Stadion og forskellige humoristiske klip med bl.a. Dirch Passer. Dagens sjoveste hændelse var dog, da Nick ikke mente, at et par sortbrogede "køer" kunne være tyrekalve, for tyre er da brune ...

I går havde jeg ansvaret for, at 8. klasse havde noget at tage sig til - det blev en formiddag med dansk og sekvenstællinger i "Daddy Day Care" og om eftermiddagen blev det til bowling - igen igen. Så nu puster jeg igen lidt ud - om et par dage står den på afslutningstur og en sikkert tårevædet afsked med elevholdet anno i år!

fredag, juni 10, 2005

Ta' med ud og ... bowl

Sådan lød beskeden fra 10.Ø(nskeklasse). Og jeg valgte naturligvis at tage imod invitationen og muligheden for at give de tre østrogenaspiranter en lille sportslig øretæve. Og som sagt så gjort!

Vi hyggede os big time - god stemning, glade smil og en dejlig fornemmelse af samhørighed - de har det bare godt sammen, hvilket også kom til udtryk i deres evaluering af klassefællesskabet: ca. 3,80 ud af 4 i gennemsnitligkarakter. Så tre i timer i godt selskab med bowling og pizza er ikke at foragte.

Navneskift

Nu skal det være muligt at skifte efternavn. Det vil sige, at man kan få lige præcis det efternavn, man måtte ønske. Eneste regel er, at navnet i forvejen skal være brugt 2000 gange. Og her må jeg desværre skuffe alle jer, der uden tvivl gerne ville hedder Brorson - det lader sig ikke gøre. Vi er nemlig kun 72 stk i Danmark med det navn.

Vil du vide, hvor mange, der hedder det samme som dig, så klik på dette
link ...

tirsdag, juni 07, 2005

Mads' anden, men vigtigste, fødselsdag



Den 5. juni er for os ikke længere kun Grundlovsdag og Fars dag - nu er den også Mads' dåbsdag - dagen, hvor Mads blev et Guds barn - omsluttet af hans kærlighed og velsignet med et herligt væld af gaver. Som man kan se på billedet til højre, så glæder Mads sig fuldt ud.

Det var nu også en dejlig dag - herlige rammer, herlige gæster, herligt køkkenpersonale og en dejlig gudstjeneste. Hovedretten var bestilt udefra, så det gav lidt ro over forberedelserne, så vi kunne nøjes med at koncentrere os om at gøre klar på Bøgballe Friskole, hvor festen skulle stå. Undervejs i festen var der rig mulighed for at brænde indtagne kalorier af i hallen - og det var vi nogle som benyttede os af - fodbold og hockey giver en god forbrænding!

Vi har altid haft venner til at stå faddere. Begrundelsen for at vælge venner i stedet for familien er, at vi gerne vil have flere, som beder for vores børn (vi regner med, at familien gør det i forvejen ...). Mads har den udsøgte fornøjelse, at have familien Donslund og familien Friis som faddere.

lørdag, juni 04, 2005

Afstemningen slut

Nu må tiden vist være inde for at stoppe afstemningen om bedste film i mit filmbibliotek.Resultatet blev som følger:
"Best movie - bedste film ..."
Dead Poets Society -34 stemmer
Finding Forrester - 29 stemmer
Bruce the Almighty - 18 stemmer
The Shawshank Redemption (En verden udenfor) - 15 stemmer
Green Mile - 11 stemmer
Gladiator - 11 stemmer
Frøken Nitouche - 9 stemmer
Cast Away - 8 stemmer
Big Fish - 7 stemmer
The Usual Suspects - 6 stemmer
The Name of the Rose - 6 stemmer
ET - 5 stemmer
The Patriot - 4 stemmer
Robin Hood - 3 stemmer
Dances with Wolves - 3 stemmer
Eternal Sunshin of the Spotless mind - 2 stemmer

Filmene i top 5 er superfilm med store temaer - omvendt så må konklusionen på de nederste ved være, at det store filmepos ikke lige falder i mine læseres smag - det undrer mig lidt, at Danser med Ulve ikke har større appel - The Patriot lige så ... At Eternal Sunshine får så få stemmer MÅ skyldes, at man ikke har set filmen - det kan ikke være fordi man ikke kan lide Jim Carrey. Og så synes jeg, at det er lidt sjovt, at Frøken Nitouche ligger så højt.

Den næste afstemning, som kommer vil være en liste med navne på kändisser blandt hvilke man kan stemme på, hvem man gerne så i en ny serie af Vild med Dans ...

Godt gået

Så er det overstået for 10.Ø's vedkommende. Dansk i Folkeskolen er en saga blot. Men hvilken afslutning. Klassen scorede et gennemsnit på ikke mindre end 9,05 for de 22 elever. 6 11-taller og 3 10-taller er toppen af kransekagen, men det vigtigste er, at alle ydede deres maksimale i den genre, som nu engang faldt i deres lod.

Jeg må indrømme, at jeg er stolt af deres præstationer og glad på deres vegne. Og så har jeg endnu engang lært, at jeg ikke med den klasse skal kaste mig ud i væddemål - det kostede en omgang flødeboller!

onsdag, juni 01, 2005

Afgørelsens time

Nu nærmer tiden sig for at få årets arbejdsindsats kombineret med faglige evner underkastet en samlet bedømmelse. I morgen er dag 1 ud af 2, hvor min klasse på Grejsdalens Ungdomsskole skal til mundtlig danskeksamen. Det er meget spændende for såvel lærer som elever. Sommerfuglene begynder at melde deres ankomst. Er eleverne klar? Har jeg gjort dem klar? Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Og masser af andre spørgsmål og anfægtelser - og eleverne har sikkert endnu flere ting at tumle med.

De ved, at de skal forberede sig grundigt på de genrer, som vi i årets løb har arbejdet med: Noveller (epik), digte (lyrik), tekster fra og om virkelighedens verden (sagprosa), billeder og kortfilm. Der er mange elementer og et fagsprog til hver genre, som vil være godt at kunne - og det knokles der med. I dag har de spørgetime og kan få klarhed over det, som evt. stadig halter lidt.

Det skal dog nok gå - jeg har på klassens vegne store forventninger - faktisk har jeg fortalt dem, at et gennemsnit for de 22 elever omkring de 9 slet ikke er uopnåeligt. De er kloge, engagerede, vidende og gode analytikere. Så hvis ikke nerverne spiller dem et puds, så er der ingen kreaturer på isen ...

søndag, maj 29, 2005

Amok

Så så eventuelle forbipasserende lige Rambro gå totalt amok i sin indkørsel. Først blev perlegrus, som lå ved siden af fliserne kørt væk - derefter blev der i løbet af tre timer flyttet ca. 3 ton fliser, som i morgen forhåbentlig bliver kørt væk. Så nu skal hjernen lægges i blød af Fru Ministeren, så hun kan bestemme sig for, hvilken indkørsel hun vil have - nu er der i hvert fald ingen vej tilbage ...

VIld med dans

Endnu en fantastisk aften med dans på TV2 er overstået. For mig har showet ikke tabt i værdi nu da Skibby er ude - og hold da op, hvor ville det være grinagtigt, hvis han og Julia var blandt de sidste 3. Men respekt til Skibby for at tage "nederlaget" med oprejst pande ...

Mia Lyhne og Thomas Poulsen er mine personlige favoritter. De klæder hinanden, de er sjove og så er det morsomt at opleve dem sammen før, under og efter dansen. Man kan se, at de nyder hinandens selskab og det er bare fedt, når Thomas, som fx i aftes, udbryder: Jeg er bare pavestolt af Mia. Hans smil siger det i forvejen - ordene bekræfter det bare. Spændende om der kommer et 10-tal på næste lørdag. Mon ikke?!

lørdag, maj 28, 2005

Sidste skoledag

Vi havde sidste skoledag på Grejsdalen i går. I år havde elevrådet arrangeret begivenhederne, men inden det kom så vidt, så skulle eleverne overstå 3 undervisningstimer. Jeg havde mine sidste timer i 10.Ø med kristendom og dansk. Det blev til en god snak om eksamen, is, sodavand og den for mig traditionelle evaluering. Jeg synes det er rart, at få respons fra eleverne - gerne konstruktiv kritik.
Efter evalueringerne at dømme, så er tilfredsheden med undervisningen, teksterne, lektiemængden ok og eleverne føler generelt, at de i år fagligt har bevæget sig fremad. Så det er dejligt.

Da elevrådet tog over betød det middag på terassen, fodbold mellem lærerne og de 3 klassetrin (1-1 mod 8., 0-0 mod 9. og 1-0 mod 10.). Det kan vi vist kun være tilfredse med eftersom vi spillede 8 lærere mod 15-20 elever. Derefter var jeg nødt til at smutte hjem, da Fru Ministeren skulle til 5. ugers undersøgelse med Junior. Så desværre (?!) gik jeg glip af vandkampen ...

tirsdag, maj 24, 2005

Ugens Ministerkommentar

Fru Ministeren er også ved at være i fuld vigør igen.Smågutten Mads, som slet ikke er så lille endda, har det med at ligge og skutte sig og lyde som om, at han skal presse den største prut frem til offentlig skue - og nogle gange lykkes det endda. Fru Ministeren har dog en anden forklaring:

Jeg trøster mig selv med, at han siger de lyde så tit, når han
vokser 3 centimeter på 2 timer ...

Ugens Elevkommentar

Det er egentlig længe siden, at en elev er skejet ud med noget, der berettiger til en plads her, men søndag eftermiddag kom Ulrik så på banen.
Bente sidder og fortæller, at undersøgelser har vist, at man har mindre allergi, når man er vokset op i nærheden af heste. Ulrik må dog have taget en koger i solen og siger:

Man kan da ikke vokse op inde i en hest ...

Carpe Diem-kvintetten

  • Hyggelige sammenkomster omkring melodonte grand prixet i både Korning og Vejle
  • Generelt en rigtig hyggelig weekendvagt
  • Min kontaktgruppe på skolen - det er bare monster hyggeligt at slænge sig i deres selskab - nogle komplet skøre eksistenser
  • Kristendomstimen i går, hvor vi egentlig bare skulle snakke 5 minutter om Lutherfilmen, men klassens interesse var til mere, så det blev en hel time med snak om Luther, Da Vinci-mysteriet, reformation i Danmark m.m.
  • Hjemkomsten i familiens skød efter 3 dage på skolen - de smukke muser når at opleve en masse, som de gerne vil vise deres far og smågutten var meget smilende

søndag, maj 22, 2005

Så kan du lære det ...!

Barn- og ungdommens mantra. Javel ja. Men det lader til, at jeg er temmelig tungnem. Jeg burde have lært af historien og ikke begive mig ud i en konkurrence, hvor indsatsen var, om jeg skulle synge noget eller ej. Det er dog ikke tilfælde.
Forleden tabte jeg, da Danmark vandt retten til at synge i Melodi Grand Prixets finale. Så jeg måtte synge for hele 10.Ø. I går aftes havde jeg forberedt en MGP-Jeopardy med otte kategorier MGP-historiske sange og spørgsmål. Eleverne insisterede på, at jeg kunne nøjes med at synge, hvis jeg sammenlagt vandt (hvis de ikke kunne besvare spørgsmålet, så fik jeg pointene), men hvis jeg tabte, så skulle jeg indspille sangen om, at jeg tænder på dansk. Og det skal jeg så. Jeg fik rockerbank. Der var nogen med en temmelig levende MGP-viden og jeg blev fejet af banen. Det eneste, som jeg efterhånden kan glæde mig over i forhold til det her er, at jeg ikke skal lave en musikvideo ...

Og så kan jeg de næste mange dage more mig kongeligt over Thomas og Dannys, ja lad os bare kalde det, ynkelige forsøg på at være mine dansere ... Det var sjovt!

fredag, maj 20, 2005

Grand Prix

Jeg var i totalt grand prix-mood i går. Hele vejen til arbejde skrålede jeg i vilden sky på diverse grand prix-slagere. Undervisningen i 10.ø blev præget af dårlige vittigheder a la Peter Mygind-boom-boom og for at det ikke skal være løgn, så lovede jeg i min kådhed, at hvis Danmark gik videre til finalen i morgen, så ville jeg synge en special-version af nummeret på dansk ... Så det var med absolut ambivalente følelser, at jeg så Danmarks navn blive trukket frem af kuverten.

Egentlig synes jeg ikke hr. Sveistrup og co gjorde det særlig godt - i hvert fald ikke lige så godt som i det danske grand prix. Koreografien var håbløs og manden bragede ikke igennem på skærmen - synes jeg og mine Korning-grand-prix-fæller. Men vi tog fejl. Og jeg skulle synge. Så sidst i anden time i dag stod den på Brorson-solo foran hele 10.ø ... uha da da:
Teksten lyder som følger:
Blev pluds'lig sendt til tælling med et slag
Hvor var det jeg kom fra?
Hvor er jeg på vej hen?
Et enkelt fag og jeg var sat til vægs.
Jeg smed mine våben
mit hjerte var åbent:
Jeg kæmper for mit fag
og husker at I sag':

Vi tænder på dansk inden i
tænder på sproget, lyrik og maleri
Vi drømmer om dansk dag og nat
Drømmer om kortfilm - vor's sjæl er som besat
Kan sagtens finde ord
De fylder op vor's tænketank
hænder står på spring …

Prøver på at lære unge dansk
Alt under kontrol, tjah …
men vi er et hold, yeah
Og lig' meget hvad jeg gør
gi'r faget, gi'r dansk jer godt humør …

I tænder på dansk inden i
tænder på sproget, lyrik og maleri
I drømmer om dansk dag og nat
Drømmer om kortfilm - jer's sjæl er som besat
Kan sagtens finde ord
De fylder op jer's tænketank
til hjernen går i sort …

torsdag, maj 19, 2005

Ytringsfrihed

Her gik jeg og troede, at vi levede i et land, hvor man kunne ytre sig frit om hvad man måtte have lyst til. Men det holder altså ikke helt i retten.Træ i Danmark må ikke have lov til at kalde på Flügger. De må kun råbe på Gori ... Den lille sko er blevet endnu mindre.

onsdag, maj 18, 2005

Minimalt i forhold til hvad?

Jeg har lige overlevet endnu en dejlig vagt på skolen - det er nu et kvalitetsjob med alle de skønne, unge mennesker ...
Nu sidder jeg så og holder 3. halvleg med lidt Pepsi Max, Kims Minimal med havsalt og lidt godt og blandet - sådan som en 3. halvleg skal være. Man skulle jo nødig falde ud af Klub 100.
På Kimspakken står der Minimal og "35% mindre fedt". Og det er såmænd fint nok - men 35% mindre end hvad? En margarine? Smør? eller ...

På bagsiden står der, at der er 22 gr. fedt i - og hvis de 35% ... argh - det går lige op for mig, at det jo nok skal passe, hvis der er omkring de 35 gr fedt i en normal pose ... Så det er bare fjong - jeg tager en håndfuld mere!

søndag, maj 15, 2005

YES!!

Det er da helt fantastisk, som det lige flasker sig lige nu:

    1. I går røg Jesper Skibby ud af Vild med dans - og det endda efter hans hidtil flotteste præstation
    2. Århus GF gjorde det umulige og tog første stik mod Kolding IF - i Kolding
    3. West Bromwich Albion - mit yndlingshold fra England - red stormen af og overlevede helt utroligt i Premier League
    4. DR genudsender i aften Good Will Hunting - den så jeg ikke sidst og til min egen overraskelse har jeg den heller ikke i videosamlingen - det var i stedet The talented mr. Ripley.
Det lægger næsten op til, at AGF i morgen måske kan vinde ...

I kamp for sandheden

Min tidligere gode kollega og nuværende gode ven, Morten Meiner, er præst i Skarrild ved Herning. Efter sigende gør han et godt job - og har mange jern i ilden og sætter mange nye skibe i vandet. Nu er Morten så også i offentlighedens søgelys, hvilket kan ses i, at der i Ekstra Bladets netavis i dag er en artikel med Morten som hovedfigur. Sagen handler om, at Morten har startet en indsamling for at sende stand-upperen Uffe Holm på opdragelsesrejse til Israel. Uffe Holm har i et ungdomsprogram i DR fortalt en blasfemisk vittighed om Jesus, hvilket har fået Morten til at starte indsamlingen. Skulle man ønske at støtte indsamlingen, så finde kontonummeret på EB's hjemmeside.

Ida Marie

I går var det den ældste smukke muses fødselsdag. 9 år! Det er ikke til at fatte, at det er så længe siden, at hun så dagens lys. Det er ikke til at fatte, at tiden er gået så hurtigt. Dagen - eller rettere - dagene omkring hendes fødsel står stadig mejslet ind i vores hukommelse. Elementer som maden fra Bøf og vin på Silkeborgvej i Århus, der først kom ned og senere på natten op igen, Braveheart i flere etaper, droppet, der ikke sad i Fru Ministerens blodåre, men havde ramt ved siden af, så hånden svulmede op, det skønne vejr og mange flere detaljer. Men klarest i erindringen står det øjeblik, da Ida Marie kiggede ud og tog os alle med storm.

Det er nu alt sammen 9 år og mange dejlige oplevelser siden. Tillykke min store pige!