Hvert lærermøde på Grejsdalens Ungdomsskole begynder med et DRYP af en eller anden slags. I går havde Vicesheriffen dryppet, der var en gennemgang af forskellige kompetencer, som vil lette en lærers lærerliv.
En af kompetencerne er kompetencen til at kunne tage kritik til sig uden at tage den på sig - altså forholde sig til kritikken, så den evt., hvis kritikken er konstruktiv, kan forbedre dele af undervisningen eller pædagogikken, uden at man lader sig personligt påvirke af kritikken og lader den få indflydelse på ens selvværd.
Jeg kan godt se, at det er en god kompetence, og føler mig egentlig som en lyttende lærer, der meget gerne vil lytte til elevernes indspark, så vi sammen kan bevæge os mod nye faglige mål.
Mens Vicesheriffen talte, kom jeg til at tænke på noget andet - det gør jeg ofte og jeg havde læst hans indlæg på hans blog om emnet. For en ting er, at man skal lære at tage kritik til sig uden at tage den på sig. Men hvordan er det med ros? Der er det vel egentlig omvendt. Rosen må man gerne tage både til sig og på sig. Dog tror jeg, at alt for mange har det med ros som med kritik. De tager den til sig, men ikke på sig.
Det giver sig udslag i, at mange har svært ved at sige tak, når de bliver rost for ting, handlinger, frembringelser eller noget helt fjerde. Man nøjes med at konstatere, at det gik godt denne gang.
Tag rosen på dig. Lad den ros, som du får, få positiv indflydelse på din dag, dit liv og din selvopfattelse. Og hvis det er ros til dig som person, så tro på det og lad det få indflydelse på dit selvværd!
