søndag, oktober 17, 2004

Praktikuge

Så er vi nået til uge 43 og dermed praktikuge. I denne omgang betyder det lidt mere end det plejer.
Elevernes praktik har været som altid, næsten. Jeg havde vovet at give mine kontaktelever chancen for at vise, at de magtede at gå ud at søge job på (næsten) egen hånd. Det er lykkedes glimrende for de fleste. Det betyder, at jeg i næste uge skal høre, hvordan det er gået for lastbilchaufføren, kokken, skovridderen, tøjekspdienten, tømreren, computernørden og butiksassistenten. Det bliver spændende!

Noget helt andet er det, at jeg fra og med næste uge selv skal have en lærerstuderende i praktik. I dansk. Hun skal stå for undervisning fra uge 44 (som godt nok er en avisuge, hvor eleverne skal lave en avis som led i en
konkurrence, der hedder 'Skriv til avisen') og ca 7 uger frem.

Jeg er ret spændt på flere ting i forbindelse med at skulle være praktiklærer:

  • Hvordan vil jeg klare at være sat på sidelinjen?
  • Hvordan godt vil samarbejdet med praktikanten blive?
  • Hvor god er jeg til at supervisere?
  • Hvor godt tager 10.ø'erne imod praktikanten?
og sikkert mange flere ting, som jeg ikke lige formår at sætte ord på ...
Alt dette og meget mere er jeg sikkert klogere på omkring juletid.

Risiko for oversvømmelse i smeltevand

Ovenpå den rigtig spændende fodboldkamp i onsdags var Peter Skov Jensen naturligt nok et samtaleemne i dagens Radiosport. Han blev bl.a. også interviewet og spurgt, om han var landet igen (eller noget i den stil). Han svarede, at han ikke rigtig havde været oppe at flyve, hvortil rapporteren naturligt nok spurgte, hvad der så kunne få ham op at flyve:

Det må være min søns fødsel eller min datters. I
hvert fald noget på hjemmefronten!
Sikke et svar! Sympatisk mand - og hvor kan jeg følge ham! Det kan varme helt ind i den dybeste afkrog i sindets labyrint, når mine prinsesser:
  • Sender mig et smil, der siger alt
  • Kommer ind, mens jeg arbejder, og lægger armene omkring mig
  • Synger glade, dejlige sange
  • Leger intenst med hinanden
  • Svømmer hen i Morten Korch-idyl foran flimmeren
Det får et faderhjerte til at smelte!
Godt der er et hjertekammer mere, når nr. fire kommer! Terminen er i øvrigt foreløbigt fastsat til 21. april - men med Fru Ministerens sædvanlige sans for at komme for sent (som resten af familien), holder den nok ikke - men hvem ved: Måske er terminen bare sat for sent ...

fredag, oktober 15, 2004

Mormor

Den mellemste smukke muse er begyndt i skolen i sommers og er så småt begyndt at kaste sig ud i at skrive og lydere.

I dag kommer hun ned på kontoret og viser mig et stykke papir, hvorpå der står "Helle Helle". Hun spørger mig, hvad der står og jeg siger, at der står "Helle Helle". Den mellemste smukke muse protesterer og siger, at der står "Mormor". Det diskuterer vi lidt og så forklarer hun, at Fru Ministeren havde fortalt hende, at hvis hun skulle skrive "Mormor", så skulle hun bare skrive "Mor" to gange.

Derpå smiler den mellemste smukke muse og afslører igen igen, at hun har tabt den ene fortand og siger "nååå ..."

Golf

Ja, så har jeg prøvet det med. Det havde jeg alligevel aldrig troet - men på den anden side, så lovede jeg også mig selv, at jeg aldrig ville hoppe med på computer-, dvd- og husejerbølgen.

Men jeg har prøvet at spille golf. Det var hyl! 9 huller med Vicesheriffen af Grejsdalen, som han godt nok samlet set vandt, men som jeg sluttede af med at gå et par 3-hul i 3 slag - og sikke slag.

Sådan var der absolut intet, der havde givet løfter om. På driverrangen gik det nogenlunde, men da jeg skulle til at tie ud fra hul 1 gik det galt. Jeg svang jernet og spejdede ud i horisonten efter bolden - men et nannosekund senere hørte jeg grene give lyd og et lille plop. Min bold var havnet i gylletanken direkte til højre for mig. Surt.

Jeg brugte 17 slag mere end vicesheriffen på de første 3 huller, men derefter var det jævnbyrdigt - og vi har begge vores skavanker, som vi skal have rettet op på næste gang - for en næste gang bliver der.

Men jeg nægter at hoppe på golfbølgen ...

torsdag, oktober 14, 2004

Carpe Diem-kvintetten

  • Hyggeligt besøg hos familien i Ringkøbing
  • Endelig frigivelse af den dejlige nyhed
  • Hurtig erstatning af den eksisterende blog
  • Festlig fest i Århus hos svoger og svigerinde
  • Dejlig udsigt til en god sidste halvdel af efterårsferien med golf og biograftur med prinsesserne

Ugens Ministerkommentar

Denne uges ministerkommentar er egentlig nogle uger gammel. Men af forskellige årsager, så bliver den ikke publiseret før nu ...

Den var positiv ...!
Det er ikke en eller anden form for indstilling eller henvisning til et eller andet resultat. Det er simpelthen kommentaren til graviditetstesten!
Hurra - jeg skal, forhåbentlig, være far til fire i sneen, på Bornholm, i juleland og alle andre steder.

Så kører vi igen ...

Så kører vi igen!

Mblog er kommet i økonomisk uføre og alle hjemmesider dér er nedlagt - min egen gamle inkl..

Derfor denne nye, som jeg lige skal bruge lidt tid til at få op at køre ...

tirsdag, oktober 12, 2004

Som B1 sagde til B2: SÅ er det efterårstid

Efterårstid selvom termometret nærmest viser vintertid ...Men med efterårsferie, så er der vel ikke noget at tage fejl af.
Mig bekendt så hed efterårsferien førhen kartoffelferie - sikkert fordi man høstede kartofler. Det var i hvert fald en arbejdsferie.
Måske jeg har erhvervet mig en kartoffelferie. I hvert fald ligger der 4 store kartofler og venter på at blive tilset - 4 sange til skolens musical "Din ånd - min ånd".
I et andet bed ligger elevbladet og venter på at blive plukket.
Og for at det ikke skal være løgn, så er jeg nærmest lige blevet udfordret i et slag rigtig golf - det eneste golf jeg før har prøvet er min svogers firhjulede og så en til pc'en - så det skal da nok blive sjovt.
Så jeg mangler bare lige en hushjælp til at tage den værste oprydning oven på værelsesbytningen ...

mandag, oktober 11, 2004

Championship Manager

Åh nej ... Jeg er faldet i - igen!
Championship Manager er bare for sejt et spil. Også selv om man rykker ned! Og også selvom det er sæson 01/02, jeg spiller. 03/04 gik alt for langsomt efter min smag og jeg har ikke fået købt den nyeste udgave.
Tænk at man kan sidde og være spændt på om ens hold vinder, blive irriteret over, at man ikke kan finde den rigtigge opstilling og nærmest være ude af stand til at føre en telefonsamtale, fordi årets vigtigste kamp skal spilles - som i øvrigt tabes pga endnu en udvisning og en skade efter udskiftningerne er opbrugt!
Kender du også til at være fanget af et spil - i så fald hvilket?

torsdag, oktober 07, 2004

Bush' ordkløveri

Der hersker vel ikke den store uenighed om, at tabloidaviser ofte er morsomme at læse. Omnibusaviser forholder sig til sagforhold - tabloidaviserne inddrager gerne - måske alt for gerne - følelserne.
I dag i BT er der absolut en griner. Det er underholdende og man må undre sig - og forskrækkes - lidt over, at verdens mest magtfulde man kan tage ord, som disse i sin mund:

»Jeg håber, at I vil gå herfra i dag, gå udenfor og sige: Hvad sagde han?«
Vælgermøde i Oregon 13. august 2004
»Jeg er beæret over at trykke hånd med en modig irakisk borger, som Saddam
Hussein har hugget hånden af.«
Tale i Washington 25. maj 2004
Og det er bare en appetitvækker. Vil man sse hele menuen, så følg følgende link

onsdag, oktober 06, 2004

Carpe Diem-kvintetten

• Omflytning på 5 værelser med dejlig hjælp fra alle tre glade prinsesser, der lader til at nyde at være en del af processen
• Rigtigt hyggeligt besøg af gode venner, hvor vi bl.a. fik støbt fundamentet til en ny andagtsbog for 18-25-årige
• Event i Herning med dejlige gensyn
• 10.ø lader til at have forstået begrebet intertekstualitet
• Richard Raskin (kortfilmguruen) har givet respons på Henriks og min danskopgave

tirsdag, oktober 05, 2004

Så flytter vi

... om!
Indretningsministeren har - igen - slået sig i tøjret. Der skal flyttes om. Denne gang er det ikke bare sofagruppen eller spisebordet, der skal rykkes - hvilket sker med samme frekvens, som vi andre fylder benzin på bilen.
Næ nej. Denne gang er det hele fem - 5! - værelser, der skal holde flyttedag. Inkl. kontor, 2 klædeskabe, 4 senge, 5 reoler, 5 borde og et hav af bøger. Her til aften har vi flyttet det meste af kontoret ud og det ene klædeskab ligger og flyder i gangen.
Ud over en gigantisk splint i fingeren hos undertegnede er ingen kommet alvorlig til skade - faktisk har aftenens største problem været fraværet af 5 sutter. Et kaos det kan skabe!
En krise, som blev afværget var, da fru Ministeren mente, at der måtte kunne tyndes ud i bøgerne - mine bøger. Hallo! Sådan noget siger man ikke - man end ikke overvejer at sige det. Bøger skal ikke smides ud! Eller hva'?!

søndag, oktober 03, 2004

Event 2004

I går var jeg på Event 2004. Det var en god oplevelse.
Jeg skulle holde et seminar, som hed "Idoler, idealer og idioti". Der var ca. 15 unge mennesker til stede. Hvad de synes om det, ja det ved jeg ikke meget om - men de overlevede og ingen af dem sov åbenlyst. Hvis nogen af dem læser med, så kan de da lige komme med en evaluering ...
Jeg gav seminardeltagerne en opgave, en udfordring, som jeg også gerne vil give dig for den kommende uge. Jeg havde et afsnit om selvværd og selvtillid og opgaven lød i al sin besværlighed - for det er en besværlig opgave - som så:
Prøv i næste uge, når du skal rose nogen, at rose eller komplimentere dem for noget som de er (sød, venlige, pæne, flinke, betydningsfulde m.m), fremfor at rose dem for noget, de gør. Og prøv at lægge mærke til hvilken effekt det har.
Når man roser på den måde, så opbygger det selvværdet - og det er meget bedre end at opbygge selvtilliden - den skal nok følge med. Det er ikke nødvendigvis tilfældet den anden vej rundt.
Er du enig?Er du med?

fredag, oktober 01, 2004

Patriotisme

I går var jeg på en længe ventet og med spænding imødeset ekskurtion med navnkundige 10.ø. Som et led i undervisningen - vi har i disse uger om patriotisme, nationalromantik og nationalisme - tog vi fra Vejle kl. 8 med kurs direkte mod Dybbøl Historiske Center. Kl. 10 ankom vi - og sikke en oplevelse, der ventede de næste 4 timer - rundvisning på centret, hvor bla. et par elever blev klædt ud som soldater, og derefter til den nærliggende skansegården, hvor vi spiste. Efter maden var spist skulle 4 af eleverne, som imellemtiden var blevet udnævnt til kommandant, styre deres gruppe og udføre en ordre. Telegrafisterne skulle under Kommandant Mette lave en forbindelse mellem 2 telegrafer, så der kunne sendes morsekode. Forplejningsgruppen skulle under chefkok Ulrik lave Byggrød og pandekager efter Madam et-eller-andets kogebog fra 1864 over levende ild. Skansegruppen skulle under kommandant Lea lave pilekurve, så jorden på skanserne ikke styrtede sammen og sidst men ikke mindst skulle arbdejsgruppen under kommandant Sune fremstille 2 palisadepæle af et træ, som de selv fældede. At fælde et træ skaber lys til et nyt - med mindre Sune og Jens lægger træet ned - for så lander det præcis oven i det nye!
Posterne gik godt, maden smagte og besøget på skansegården rundedes af med at naturvejlederen gav hver enkelt håndtryk og mindede om, at håndtrykket er en god tradition, hvor man viser imødekommenhed og at man ikke har våben i hånden.
Derfra gik turen til grænsekiosken, hvor sodavand i stride strømme blev læsset ombord på den fine bus og så kunne vi ellers komme nordpå igen. Fredericia var næste station. Vi lånte missionshuset til at spise aftensmad i og så skulle vi ellers på voldene og en stedkendt elev fik os på en ordentlig tur, så vi fornemmede lidt at det store bygningsværk, som voldene er.
Sidst, men absolut ikke mindst, skulle vi i Sct. Michaelis Kirke, hvor sogne- og garnisionspræst Peter Jeacobsen, min gamle ven og rumbo fra Århustiden, skulle fortælle om kirkens placering i krigene i 1848-50 og igen 1864. Det var meget underholdene og ind i det hele flettede Peter den perfekte afrunding med en sammenkobling mellem det blod som flød i de sønderjyske krige og det blod som flød fra Jesus på korset og som i kirken er symboliseret med en rød løber.
Alt i alt en helt perfekt dag med fremragende vejr og positive, rare, søde og lærelystne elever. Det må da blive en tradition.

onsdag, september 29, 2004

Ugens Ministerkommentar

Luftforurening, 2. del:Jeg skal en tur ind på vores soveværelse, hvor Fru Ministeren ligger og slapper af og kobler fra efter en hård dag på jobbet. Med alle hendes kasketter er der jo mange beslutninger, der skal træffes.Her i sommer har vores hus fungeret som konferencehotel for alle de sammenkomster, som områdets fluer, bier og gnavpander har skullet holde. Yndlingskonferencerummene har været lampeledningerne i stuen eller soveværelset omkring midnat. Da jeg åbnede døren var det første der slog mig: Her er ingen fluer! Men straks forstod jeg hvorfor ...Jeg er åbenbart ikke den eneste, som i slumrende tilstand har svært ved at få tarmsystemet på standby. Det tillader jeg mig at kommentere, hvortil Fru Ministeren, som ellers er undskyldt, da hun kommer ud af en familie med kronisk utrolig svag ringmuskel - med flere uheldige episoder og ødelagte underbukser til følge - svarer:

Jamen, jeg får også kvalme af mine egne
prutter


Carpe Diem-kvintetten

• Høstfest i Korning Missionshus - dejligt!
• Hyggelig fødselsdagseftermiddag hos gode venner i Korning
• Super positive og medlevende elever i forbindelse med efterskolernes dag - og hyggeligt afterparty!
• AGF vandt 3-1 over FCM(uh) og ligger nr. 4!
• Her til morgen virkede vores tre prinsesser glade og velafbalancerede og der var slet ingen skrig og skrål, selvom det var faderen, der skulle smøre madpakken m.m.

Ugens elevkommentar

Den er helt uden konkurrence i denne uge. I forbindelse med efterskolernes dag i søndags skulle jeg stå ved indgangen og byde eventuelle gæster velkommen. Omkring mig står de elever, som skal vise gæsterne rundt på skolen - heriblandt Helena fra 10.ø.
Vi står og pjatter i en ledig stund, humøret er højt - åbenbart for højt for Helena. Hun siger:

Nu slapper du af. Vi tager den her dag en dag
ad gangen!


mandag, september 27, 2004

Truman og de døde poeter

Sikke en aha-oplevelse!
Jeg fulgte det ganske glimrende link, som lå i en kommentar forleden fra Mikael, som godt kan tænke tanker i kategorier, som jeg kan være med på. Han var så væmlig at henvise mig til en side for filmfreaks, hvor man kan se, læse alt om film, som man har set og synes om eller synes minus om. Man kan cigar deltage i debatter om disse films.
Hvor er min aha-oplevelse? Jo, den ligger i det simple faktum, at jeg for ikke så længe siden havde en afstemning, hvor jeg spurgte efter bedømmelsen af film, som jeg overvejer at bruge i undervisningen, heriblandt Døde Poeters Klub og The Truman Show. Og AHA! Begge film er instrueret af Peter Weir!
Lad mig finde ud af, hvilke andre film han har lavet - for den mand kan da sit kram!
Sherlock says: Moskitokysten (1986 - Harrison Ford), Green Card (1990 - Gerard Depardieux) og Master and Commander (2003 - Russell Crowe) er dem, jeg har set fra listen.

Fra overdrevets overdrev

Jeg har et indlæg - det er ellers ikke noget, som jeg gerne vil prale af. Jeg mener - det er som regel medlemmer af det svage køn, som går rundt med indlæg (det lunede at skrive "svage køn" - lige indtil amazonerne i 10.ø eller Fru Ministeren ser det, så er det først højre kind og dernæst venstre kind (når jeg har vendt den til ...), der bliver lun).Så jeg har ikke et indlæg alligevel. Et udlæg tror jeg heller ikke min bankmand ville mene, at jeg ville kunne klare - eller også ville Fru Ministeren slå bremserne i.
Så hvad har jeg så? Noget på hjerte ... hmmm. Måske?!I dag har jeg nemlig underholdt 10.ø med forskellen mellem at læse en tekst og tilegne sig en tekst.Umiddelbart lader det til, at de oftest læser deres lektier - og kun hvis de bliver nødet godt og grundigt tilegner de sig det. Hvad er forskellen?Jo, hvis man læser en tekst, så staver man sig bare igennem ordene fra a til z (æ, ø og å) og så lægger man teksten til side uden at forholde sig til, hvad den tekst eventuelt havde at bidrage med ind i ens liv, tilværelse, nuværende situation.
Tilegner man sig derimod stoffet, så holder man teksten op som et spejl og forsøger at spejle sit eget liv på teksten (evt. også en analysemodel) og ser, hvor den evt. bidrager med en nytænkning eller på en anden må adskiller sig fra den opfattelse, man har af tilværelsen.
I dag havde 10.ø en prøve i sagprosa. De havde læst på lektien, javel. Men til på fredag skal de tilegne sig stoffet ...

fredag, september 24, 2004

Den mindste smukke muse

Den sidste fredag i september blev altså dagen, hvor den mindste smukke muse fik sin debut på fire hjul. Godt nok er de to af dem "kun" støttepædagoger - men jeg har hørt, at det også skulle være godt nok at være det ...
Emma Sofie nød i fulde drag turene henover asfalten og det kunne næsten ikke gå stærkt nok. "Far jeg vil cykle stærkt", lød det flere gange.
At få sin debut på så stor en cykel allerede inden man er fyldt 3, ja det synes den meget objektive og stolte far er godt gået!