torsdag, maj 31, 2007

Ugens Elevkommentar

Dette bliver mit sidste indlæg på denne blog ... tror jeg. Jeg regner med, at jeg fra i morgen officielt åbner min hjemmeside www.ramlovbrorson.dk. En del af denne hjemmeside er en blog. Den kan man så kigge på, hvis man skulle have lyst til fortsat at følge med i familien brorsons ve og vel.

Sidste indlæg her er meget passende en elevkommentar. Michelle Rasmussen fra 9. klasse på Grejsdalens Efterskole sagde i går som afslutning på medieundervisningen.

Jeg synes, det er lamt, at I lærere har et liv uden for skolen ...
Så kom ikke og sig, at der ikke stilles store krav til efterskolelærere anno 2007.

Over and out herfra efter 536 indlæg.

lørdag, maj 26, 2007

Latterligt

UCI har i dag meldt ud, at Touren ikke havde nogen vinder i 1996 grundet Riis' tilståelse af dopingmisbrug. Hvor er det da en latterlig udmelding. Ikke at fratage Riis sejren. Det kan jeg have en vis forståelse for. Men at være så blåøjet at tro, at Lemond, Fignon, Indurain, Ulrich, Pantani og alle de andre topryttere i samme periode ikke også har gjort brug af præstationsfremmende medikamenter, er lidt latterligt. For mig ville den korrekte udmelding være, at alle vindere over en vis periode bliver frataget sejren. På den anden side er det jo så også at gøre op med reglen om, at man er uskyldig indtil andet er bevist.

Men hvad så med de andre trøjer - hvide, prikkede og grønne? Skal de også leveres tilbage?

Spændende

Uha - nu bliver det spændende. Der er kommet et bud på huset, som vi har accepteret. Det kunne være SÅ fedt, hvis vi fik det solgt her allerede 2 måneder, inden vi flytter.

mandag, maj 21, 2007

Hævnen er sød

For nogle måneder siden gav jeg min fodboldglade niece en AGF-trøje, som hun kunne bruge som nattrøje. Hendes familie er temmelig sportsglade - mest for alt det, der sker i og omkring Ikast. Så vi har i en del år kørt noget AGF-FCM-kamp. Den er der ikke så meget ved i øjeblikket, men så kan vi da i det mindste bytte trøjer. Så i fredags fik Mads Motor en trøje ...

Men så kan han da have den på første skoledag på Søndbjerg - det vil nok passe godt ind, når samarbejdspartneren deroppe er ... ja, FCM.

søndag, maj 20, 2007

Sæsondebut

Her til aften havde jeg sæsondebut på grusbanen ved stadion i Korning. Børge var den sædvanlige modstander og resultatet var som det plejer: Han fejer grus med mig. Jeg forstår det bare ikke ... 1-6, 1-6, 3-6 lyver ikke, men jeg synes bare ikke, at jeg er så langt fra!

Næste gang skal det være anderledes!

lørdag, maj 19, 2007

KFUM's initiativpris

Forandringens vinde blæser pt om kap med naturens egne vindstød på det smukke Thyholm. På Søndbjerg er der gang i klargøringen til næste skoleår: Fagfordeling, tjenestetid, skema og dagsrytme skal der kigges på. 10X og blæsertilbuddet synes at blive til noget. Tilmeldingen ligger meget flot og vi er nu kun 10 elever fra at kunne melde alt optaget på herberget. En ny hjemmeside er så småt ved at tage form for at blive lanceret til 1. august. Midt i al postyret til det kommende skoleår var skolens nuværende forstander, Georg Kjeldsen, kaldt til Haderslev for at modtage KFUM's Initiativpris. Begrundelsen for prisoverrækkelsen er følgende:


Søndbjerg Efterskole modtog Forbundets Venners initiativpris for
udbygningen af deres volleyballlinie i tæt samarbejde med Bedsted KFUM.
Samarbejdet betyder blandt andet, at Bedsted KFUM hver uge stiller trænere til
rådighed for skolens volleyballspillere. Skolens initiativ er med til at
fastholde eleverne i deres idræt, selvom de er på efterskole.

søndag, maj 13, 2007

Melodunten

Jerntæppet må have været en særdeles effektiv lyddæmper. Ingen vestlig musiktradition sneg sig i gennem til de lande, som befandt sig på den anden side af det lydisolerende stykke metal.

Sikkert er det i hvert fald, at musiksmagen mellem øst og vest er forskellig. Men det er der sagt nok om!

Min favorit til det danske MGP var hr. Rossen og efter at have lyttet til den her til morgen, så føler jeg mig faktisk overbevist om, at han ville have haft en endog meget god chance for at slutte i top i går. Han vokal er mindst lige så god som den serbiske vinders.

Men hvad skal der dog til for at grand prixet igen kan sætte musikken i fokus i stedet for det sambaagtige fastelavnscirkus, som det har udviklet sig til. At mange af deltagerne ikke kan synge er for så vidt underordnet. Det er på melodierne de konkurrerer ... i princippet.

søndag, april 29, 2007

Så kører toget

Begrebet 'point of no return' fik en ekstra dimension i går. Fru Ministeren og jeg var af sted på første hel-officielle opgave som (kommende) forstanderpar på Søndbjerg Efterskole. Anledningen var en eftermiddag for de elever, som næste år skal gå på Søndbjerg næste år. De kommende elever blev præsenteret for en masse informationer, en omgang fascinerende mavedans, showdans og springserie. Derudover var det fantastiske lærerteam på banen med forskellige optrin, skolens kor viste, hvad de kan og et af de to bands, som er gået videre til den thyholmske udgave af efterskole-melodi grand prix, gav deres version af en red hot chilli peber-sang. Og så var der jo så også muligheden for at se girafferne - undertegnede og Fru Ministeren. Indtrykket da vi kørte hjem efter at have holdt et møde med skolens nye, kompetente forretningsudvalg var meget positivt. Mange smil, glade håndtryk og forventsningsfulde blikke. Konklusion: Vi glæder os (stadig) helt vildt!

tirsdag, april 24, 2007

Forkasteligt

Jeg synes, at det er dybt forkasteligt, at DR tager seere, der smider masser af millioner i kassen, som gidsler for en fejlslagen planlægning, som seerne på ingen måde har nogen skyld i eller har ønsket.

Utroligt, at man fra politisk hold kan lade kanalen skære ned på public service-forpligtelsen! Når kulturelle udsendelser i både radio og på begge kanaler lider under beskæringerne så er det slemt. Når nye underholdningsprogrammer sættes i bero så er det slemmere og når sporten nærmest nedlægges, så er det slemmest!

Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig en programlægning, der minder om sommerferie-fjernsyn med et utal af genudsendelser. I længden gider vi ikke Matador, Huset på Christianshavn og andre ellers glimragende udsendelser. Hvis det endelig skal vær, så lad os dog nyde et gensyn med Colorado-sagaen, Dick Turpin, Blackadder og mere af samme skuffe.

De skulle skamme sig på DR! Her kan du se, hvor besparelserne rammer

søndag, april 22, 2007

Øv øv øv

Jeg havde sådan glædet mig til at følge AGF for anden søndag i træk - på TV2 godt nok. Men bedre end ingenting. Og hvad sker der? Der går 7 minutter og stillingen er 3-0 til Lyngby. Suk! Flot af Lyngby - særligt målet til 1-0. Målet til 2-0 tror jeg ikke er inde og 3-0 er en blunder.

Men hvor er AGF's målmand? Lyngbys glimrende, unge målmand tager fra. AGF's tager kun, hvad han skal. Han redder ingen point til sin klub. Måske det var på sin plads at satse på en anden lidt mere permanent.

Gjesing er en ung, talentfuld midtbanemand. Men det er for tåbeligt, at stange en modstander en albue i hovedet på midten af banen i en ufarlig situation. Arnasons røde kort er trods alt efter to gule kort og kan til en vis grad forsvares. Og så alligevel ikke. Der er vist noget om, at Ove P ikke ser så positivt på røde kort!

Mads ... 2 år

I dag er det to år siden Mads blev hentet ud fra Fru Ministerens mave. En lille skrigeunge så dagens lys. Mange fartstriber senere; mange høje skrig senere; mange boldberøringer senere fylder han i dag 2 år. Tillykke til hr. Mads'en.

lørdag, april 21, 2007

Godt nyt fra Viborg

I dag har vi fået besked fra Viborg, hvor min far stadig ligger på intensiv, om at vi burde kippe med flaget, da hans infektionstal ikke tidligere har været så lave. Han er stadig koblet på respirator og en del andet hospitalsudstyr. Om den gode besked så også betyder, at de erklærer ham uden for livsfare, venter vi stadig svar på.